– I stedte for at blive ved med at skrive sammen vil vi sætte os rundt om bordet med dem i kommunen, som skal have fingeren på pulsen og tage en stille og rolig dialog om, hvordan billedet ser ud, siger Bente Helms.
En af udfordringerne er, at der kan være usikkerhed om, hvornår en person er hjemløs. Nogle har ikke et fast sted at bo, andre har fået anvist en bolig, men har svært ved at håndtere det, og nogle løber ind i andre udfordringer, for eksempel misbrug, dødsfald i familien eller nye venner. Summen af det hele er, at Bente Helms og resten af udsatterådet har en fornemmelse af, at der er flere hjemløse, end de officielle tal viser.
– Det er det, vi kan fornemme; også med borgere, som, hvis man spurgte dem, ikke ville opfatte sig som hjemløse, men som er hjemløse, fordi de har et hjem, som ingen vil have lyst til at gå ind i, eller bor i noget faldefærdigt bras, siger Bente Helms.
Det er dem, det handler om at hjælpe, og de fleste udsatte borgere vil gerne have hjælp, fortæller hun og nævner som eksempel, at nogle kommuner har noget, der hedder social rengøring, hvor der bliver muget ud og gjort rent, så en bolig er til at bo i.