For de ældre bornholmere rummer "minimumsløsningen" det problem, at der så heller ikke bliver penge til at bygge ud på Plejecenter Sønderbo, som den hidtidige byggeplan vil gøre til et center for al genoptræning af ældre.
Derfor vil René Danielsson helst holde fast i både byggeriet i Gudhjem, i at flytte Team Rønne Nord ud af Lille Madsegade – og ikke mindst i byggeplanen på Sønderbo. Prisen er, at kommunekassen så kun vil blive styrket med 15 millioner kroner.
– Min favoritløsning er, at ombygningen på Plejecenter Sønderbo også får lov at køre videre. For Sønderbo får en større rolle nu, hvor hele akutområdet bliver omlagt, og Sønderbo spiller også en rolle i forhold til ældre patienter, der bliver udskrevet fra hospitalet, siger han.
Lang køretid er et problem
Direktørernes anden mulighed indeholder stadig at bygge om på plejecentret i Gudhjem. Men nu også at bygge om på Plejecenter Lunden i Rønne for at kunne rykke hjemmeplejens Team Rønne Nord ind dér, og igen rømme bygningen i Lille Madsegade for at gøre plads til Ungehuset.