Ærlig René Danielsson: 'Jeg var skoleeksemplet på radikalisering'

Dansk Folkepartis René Danielsson røg som ung ud i politisk uføre på den ekstreme højrefløj. I dag er han Bornholms næstmest populære lokalpolitiker og øens social- og sundhedsudvalgsformand. Han kom i sin tid på ret køl, da han blev soldat, men nu vil han hellere være social-og sundhedsassistent.

Det er René Danielsson, der har bestemt, at vi skal mødes ved en særlig redningskrans langs Antoinette Strand ved Rønne. Han kigger tilfreds udover det turkise hav. For det var lige her, Dansk Folkepartis store bornholmske stemmesluger i sin tid fik sin ilddåb som ung soldat, længe inden han gik ind i øens lokalpolitik. Dengang havde en pædagog i hans ungdomsklub på Amager rådet ham til at komme så langt væk hjemmefra som muligt, efter han var kommet i politisk uføre på den ekstreme højrefløj. Men på Almegårds Kaserne kom han på benene igen, hvor han blev presset til det yderste. Og siden har han efter eget udsagn selv afrettet hundredvis af unge mennesker som befalingsmand med samme benhårde pædagogik her på stranden, fortæller han.

– Det er et særligt sted for både mig og mange af de unge rødder, jeg har haft med herude. Nogle har ligefrem fået tatoveret koordinaterne på stedet her, fordi det betyder så meget for dem. Og det forstår jeg godt, for sådan har jeg det også med stranden her, siger René Danielsson, der i dag bliver fremhævet langt udenfor øens grænser som en af Dansk Folkepartis få succeser for tiden.

Mens det før så populære parti gik tilbage over hele landet ved kommunalvalget, fik han selv hele 2.795 personlige stemmer. Det var mere end den siddende borgmesterkandidat Thomas Thors (S). Kun Enhedslistens Morten Riis overgik det. Ved konstitueringen blev Danielsson også udnævnt til social- og sundhedsudvalgsformand, ligesom han internt i partiet overtog Martin Henriksens prestigefyldte plads i partiets hovedbestyrelse. For nyligt tiltrak han sig dog igen landsdækkende overskrifter, da han meddelte, at han ikke genopstiller til hovedbestyrelsen med alt det rod, der er i DF for tiden. Men han tror stadig på Dansk Folkeparti og kunne ikke drømme om at slutte sig til et eventuelt Støjberg-parti.

– Nej, jeg kan rigtig godt lide mit parti på trods af alle de udfordringer, vi har. Men det er rigtigt, at jeg ikke genopstiller til hovedbestyrelsen. For jeg vil hellere bruge kræfterne lokalt. Jeg kan godt lide den direkte politiske dialog med folk, når jeg er i Netto eller køber en is, siger han, da vi sætter ind i skoven for at tale videre i ly for vinden.

Vejen til DF

René Danielsson er og bliver DF’er, fastslår han. Men efter han kom på ret køl her på klippeøen, meldte han sig faktisk først ind i KU, som han til gengæld forlod, da den daværende formand Lars Barfoed efter Danielssons mening flirtede for meget med ”hovedfjenden” – De Radikale. Det var dengang Barfoed også citerede Schlüter for at sige, at han ikke var så konservativ, at det gjorde noget. Men det gjorde altså noget for René Danielsson. Og i 2013 blev han ”nærmest ved et tilfælde” valgt ind i kommunalbestyrelsen for Dansk Folkeparti med 97 personlige stemmer.

– Jeg føler mig hjemme i Dansk Folkeparti, der vel nærmest er De Radikales modsætning. Det kan man også se på den måde, hvordan min formand omtaler De Radikale på, mens en kulturradikal forfatter som Carsten Jensen kalder os DF’ere for kældermennesker på grund af vores såkaldte menneskesyn. Men jeg synes, at man misbruger det begreb fuldstændig. Jeg er først og fremmest i politik for at gøre noget godt for mit lokalmiljø, siger den bornholmske politiker, der heller ikke giver meget for dem, der bringer næstekærlighedsbegrebet ind i den politiske debat.

– Jeg tror heller ikke selv på Gud, men jeg betragter først og fremmest min næste som min familie og mit lokalmiljø og dernæst det danske fællesskab, som jeg har valgt at være en del af. Det vil jeg gerne forsvare og bevare. Jeg mener faktisk, at alle mennesker er lige meget værd, så det handler ikke om det enkelte menneske på individplanet. Det er det idegods, nogle indvandrere, og altså især muslimer, har med sig, som er problemet. For det, er jeg bange for, vil gøre vores eget fællesskab dårligere. Og som dansker føler jeg mig altså mest forpligtet overfor Danmark. Jeg tog heller ikke først og fremmest til Afghanistan som soldat for at hjælpe afghanerne, men for at nedkæmpe en sikkerhedsrisiko mod Danmark. At det så måske også hjalp nogle afghanske piger, er jo bare fint, siger han.

Føler sig som Peter Plys

René Danielsson voksede op som en rigtig amagerdreng, og det sidder stadig i hans dialekt og mildt sagt bramfri bemærkninger, der er fulde af farverige udtryk og bandeord. Han har for eksempel før beskyldt partifæller for at ”pisse op og ned af formandens ryg” og kaldt beslutninger i kommunalbestyrelsen for ”topmålet af idioti”, men det kan lyde hårdere, end det er tænkt, forklarer han.

– Jeg har det sommetider lidt som Peter Plys, som synes det hele giver mening i hovedet, men når det kommer ud, så lyder jeg ind i mellem som en fuld sømand, siger han med et drenget smil og tilføjer, at han har en indre Kaptajn Haddock-knap, som han – for det meste – prøver at skrue ned.

– Men jeg er opdraget til, at man skal sige, hvad man mener. Vi lærer jo heller ikke noget, hvis vi pakker hinanden ind i vat. Men jeg har også altid haft svært ved at holde min kæft. Min far driller mig med, at min mund er mit største organ, der er alt for stor til resten af min krop, siger han selvironisk, inden han tilføjer:

– Men jeg har altid været lille og forsøgt at kompensere for det på andre måder. Da jeg blev soldat vejede jeg 30 kilo mindre end i dag, og indtil jeg var 16-17 år var jeg kun en meget lille lort. Der var ikke meget kød på den dreng, men hvis nogen prøvede at drille mig, gik jeg straks i struben på dem. For det skulle ingen have lov til, så jeg forsøgte at vende min størrelse til en fordel, fordi jeg så kæmpede mere for tingene, husker han.

Grove drengestreger

Faderen var soldat og arbejdede tit i udlandet, mens moderen arbejdede i Kastrup Lufthavn lufthavnen som havebetjent. Men forældrene blev skilt, da han var lille. René Danielsson voksede derfor mest op hos moderen og hendes nye mand, der med tiden fik et rækkehus i Kastrup. Men han husker stadig det brogede miljø omkring Amagerbrogade, hvor han gik i skole som lille.

– Der fandtes alle slags folk, men nok med en overvægt til de nederste socialklasser. Når jeg skulle i skole, sad drankerne på en træterrasse ved et vejkryds og hjalp os skolebørn med at komme sikkert over vejen. Men det viste jo også, at samfundet godt kan fungere på trods af de udfordringer, der er. Og jeg synes, at det var en god barndom, siger han og tøver et øjeblik.

– Jeg var bare også lidt udfordret i skolen selv. Jeg havde nok bare mere krudt i røven end gennemsnittet, så når jeg begyndte at kede mig, begyndte jeg at kaste ting i nakken på dem oppe foran og sådan fortsatte det hele min folkeskoletid, og det tog nok også til, så jeg tror, at mine lærere syntes, at jeg var pisseirriterende. Jeg lavede også det, der nok vil blive betegnet som grove drengestreger. Dengang havde jeg også nogle venner, som ikke var Guds bedste børn. Vi borede knallerter. Og jeg købte min første bil som 16 år - 20 minutter før jeg kørte galt. Det tror jeg ikke, at min mor var synderligt imponeret af.

Hvilke værdier fik du med hjemmefra?

– Respekten for den ældre generation, der per automatik altid var en autoritet. Min mor havde meget aftenarbejde på et tidspunkt, så jeg tilbragte ret meget tid hos mine bedsteforældre. Og jeg følte altid, at de havde min ryg. Uanset hvilke unoder, jeg har lavet, har jeg aldrig følt, at de var parat til at skære hånden af mig. Den måde mine forældre påtog sig forældreskabet, synes jeg faktisk har været ret forbilledligt, så det var ikke deres skyld, at jeg var en rod dengang.

– Min mor har også tænkt meget over, hvorfor tingene udviklede sig, som de gjorde. Men nogle gange er tingene altså ude af dine hænder som forældre. Og retrospektivt er det noget af det, jeg fortryder mest ved de ting, jeg har gjort, at de er gået udover min mor. Jeg kan ellers godt leve med de ting, jeg har gjort. For det er trods alt ikke fuldstændig vanvittige ting, men det er klart, at man ikke kan lide at se ens nærmeste blive kede af det. Og det har der været en del episoder af, det skal ikke være nogen hemmelighed.

Blev trampet i hovedet

René Danielssons interesse for politik voksede i teenageårene efter han forgæves forsøgte at blive siddende på skolebænken på to forskellige gymnasier og i stedet tog job i lufthavnen. Men det var efter et overfald, da han gik til nogle studiebrobygningskurser på Teknisk Skole i Lyngby, at han kom ud i det, han i dag kalder ”politisk uføre”.

– Det kom sig af, at der var nogen, der stjal noget i min taske ude på teknisk skole, hvor jeg gik på en brobygning. Dengang havde man stadig CD’er i tasken, og da jeg fandt ud af, hvem tyven var, konfronterede jeg vedkommende foran de andre, hvilket resulterede i, at der stod en flok andengenerationsindvandrere på Lyngby Station, da jeg skulle hjem. Mig og nogle af mine venner fik så mange prygl, at jeg aldrig har oplevet det siden. Jeg blev trampet i hovedet, så jeg fik stemplet Adidas-mærket ind i min pande.

– Jeg kan huske, at jeg ringede til min papmor i toget. Jeg skulle på weekend hos min far, og jeg sagde: ”I skal ikke blive urolige, men jeg ligner Quasimodo”. Jeg var fuldstændig hævet op i ansigtet, og jeg havde flækket et øjenbryn.

– De havde vel været otte-ni stykker og vi var vel fire, vi holdt sammen, men fik tæsk, og det gjorde, at jeg søgte nogle fællesskaber, som var i modpol til dem, der havde givet mig den røvfuld. Og det var ikke sundt.

Mindede om Rasmus Paludan

Googler man René Danielssons navn i dag, dukker ”Dansk Front” stadig op som det første søgeord. Nogle af hans venner var også endnu mere yderliggående, men selv flirtede han aldrig med nynazismen, forklarer han.

– Jeg var nok selv det, man vil kalde højreekstrem. Det svarer måske også lidt til dem, der sidder og skriver dumt om hvid stolthed på nettet i dag. Men for mig handlede det mest om, at jeg betragtede mørke, især muslimer, som onde, for det havde jeg jo prøvet på egen krop.

Så du generaliserede folk ud fra dine egne oplevelser?

– Fuldstændig.

– Uden at skænke det en tanke.

På den måde blev hans egen oplevelse en undskyldning for at tænke dårligt om indvandrere, forklarer han.

– Men grundlæggende var det jo lige så uintelligent, som noget af det, man har set hos Rasmus Paludan, som måske er en meget god sammenligning, i forhold til, hvor jeg var henne dengang.

Var du så medlem et af et parti dengang?

– Nej, det var bare sådan et internetforum, hvor jeg begyndte at skrive for at komme ind i kridthuset. Og der var alle mulige mærkelige typer. Jeg betragtede det dengang som en god kamp, men mine familie syntes, at jeg var blevet mærkelig af det.

– Min mor var ked af det, og min far blev nok mere sur.

Prøvede de at overbevise dig om at kvitte det?

– Ja, mange gange. Jeg tror, at jeg var skoleeksemplet på radikalisering for folk, som føler sig marginaliseret en lille smule. Og jeg har brugt historien nogle gange i forbindelse med sociologiundervisningen på HF, hvor jeg tidligere er blevet spurgt om at komme. For jeg synes egentlig, at jeg var skoleeksemplet på, hvor galt det kan gå, hvis man ikke møder en fornuftig voksen i tide.

– Min far driller mig med, at min mund er mit største organ, der er alt for stor til resten af min krop, siger René Danielsson. Foto: Pelle Rink 

En fornuftig amagertøs

René Danielsson var selv heldig, at der var en fornuftig voksen, der skubbede ham i den rigtige retning.

– Jeg brugte også tid på at være i ungdomsklubben om aftenen, hvor der var en pædagog, der hed Trine. Hun var nok stereotypen på sådan en Amagertøs. Hun var herlig, og hun hjalp mig til at komme ud og prøve noget fornuftigt, inden jeg kom ud i noget skidt. Jeg havde flirtet med højreekstremisme i 2,5 år, før Trine kom og spurgte, om det egentlig havde beriget mit liv, eller om jeg var blevet mere sur og vred. Og hvilke venner der havde forladt mig. Jeg var egentlig også meget dobbeltmoralsk, for det meste af min folkeskoletid sad jeg ved siden af en meget hyggelig fyr, der hed Ali. Jeg havde ikke rigtig nogen nære venner dengang, men Ali var altid sød mod mig, og vi havde det supergrineren. Også i den periode. Så jeg var i virkeligheden en hykler.

Hvor gammel var du?

– Sidst i teenageårene, hvor man er allermest ustabil og identitetssøgende, siger han undskyldende.

– Jeg tror, at man kan sammenligne det med de unge, der i dag lænker sig til virksomheder i klimaets navn eller folk, der bliver autonome eller andet. Jeg søgte bare en anden vej. Men heldigvis hjalp Trine mig tilbage på sporet. Hun havde en kammerat i SSP, og så snakkede vi om, hvad der var af muligheder. Det skulle faktisk gerne være så langt væk som muligt. Valget stod mellem Aalborg og Bornholm. Jeg kendte ikke rigtig noget til Aalborg udover en fodboldtur, som også gik forbi Jomfru Ane Gade, som var et stort mismatch, hvis jeg skulle komme på ret køl, og så søgte jeg til Bornholm.

René og de andre rødder

René Danielsson kom til optagelsesprøve i Jonstrup-lejren med en masse andre rødder.

– Der var ikke en eneste, hvad man vil kalde 12-talspige eller stræberdreng. Det var folk, der mindede ret meget om mig selv, så pludselig var jeg ikke længere roden og ham den flabede, men pludselig var jeg nærmest en dingse. Jeg søgte ind sammen med en af mine bedste venner, der hedder Thomas. Vi kom begge ind, og jeg husker, hvordan vi kom ind på Køge-færgen på vej til Bornholm, mens vi kampdrak og hørte gangsterrap på vejen. Men på kasernen blev vi mødt af en høj, mørk mand, som på sønderjysk sagde: ”Velkommen til kasernen. Nu holder I kraftedeme jeres kæft og hører efter”. Der blev brugt en anden form for pædagogik, hvor vi var nogle unge mænd, der skulle rettes af.

Den første måned var lang, husker han.

– Der var for eksempel en oversergent, der er skolelærer i dag, som virkelig gik hårdt til os. Hvis jeg ikke havde lagt mit tøj ordentlig sammen, flåede han det ud, så der var en helt anden form for konsekvens end jeg var vant til. Det var sundt for mig. Før havde alting handlet om mig. Nu var det kollektivet, der skulle lykkes, og det fandt jeg mig ret godt til rette i. Og jeg har brugt den form for pædagogik selv i forhold til mine elever og værnepligtige. Det var hårdt for mig selv i begyndelsen.

– Men de voksne mænd, der formede mig på kasernen, skylder jeg alt.

 

René Danielsson

Født i 1987.

Uddannet på oversergentskolen, men læser nu til social- og sundhedsassistent. Indvalgt i kommunalbestyrelsen siden 2013 for Dansk Folkeparti. Social- og sundhedsudvalgsformand fra i år. Han er gift og har en datter og et bonusbarn.

Kom i krig

René Danielsson blev dog ”heldigvis” erklæret for umoden til at tage direkte på mission til Afghanistan, som han havde drømt om som 19-årig, da han var færdigtrænet som konstabel. Først efter et ophold udenfor øen og en arbejdsskade, der krævede genoptræning, blev han tilbudt at komme i krig.

– Officeren, der tog imod mig, kiggede mig ind i øjnene og sagde, at jeg nu måtte love, at jeg ville lægge drengestregerne bag mig. For dem havde jeg også lavet nogle af som soldat. Da jeg lovede det, blev jeg ansat. Og så fik jeg halvandet år som yngste mand i en deling ude på kasernen. Det var rigtig fedt fagligt, og det kulminerede med, at vi kom afsted som hold 8 Afghanistan. Jeg tog ikke afsted for at forandre verden. Dem, der gjorde det, blev også skuffede. For mig var det et arbejde.

Skulle det ikke også gerne give mening?

– Det gav jo mening på den måde, at hvis man ikke tog afsted, var der en større chance for, at ens kammerat ved siden af ikke kom hjem. Det gav mening for mig at passe på min makkere, men resten gav ærligt talt ikke mening.

Kærlighed og en dum idé

Hjemme på Bornholm gav tilværelsen til gengæld pludselig mening, da han mødte sin kone på den nu nedlagte natklub Club One i Rønne, hvor de begge arbejdede som bartendere.

– Da vi havde fjollet rundt nogle måneder, valgte vi at finde en tilfældig dato, hvor vi var blevet kærester, og det blev så min mors fødselsdag, siger han og smiler.

– Den var nem at huske. Jeg er meget pragmatisk anlagt. Vores bryllup blev også slået sammen med vores barn og min papdatters dåb, for så skulle man ikke bruge for mange penge.

Så du er ikke en stor romantiker?

– Nej, det er jeg fandeme ikke, griner han, men tilføjer så, at konen nu har overtaget moderens rolle som den, der kender ham bedst.

– Min kone er mit anker. Hun er min bedste ven, min største fan og den, der kan sige mig mest imod, men jeg kan slet ikke undvære hende. Jeg ville være færdig uden hende.

Også karrieremæssigt slog René Danielsson sig til ro og tog gennem forsvaret en HF-eksamen med tanke om at blive officer.

– Jeg søgte også ind på sergentskolen i Jylland, men sprang fra, fordi min daværende chef mildest talt ikke var min kop te. Det var der, jeg på trods af min kones undren fik den dumme ide at blive tømrer nede på Campus Bornholm, men så fandt jeg selv ud af, at jeg var virkelig dårlig til det. Så jeg søgte tilbage til forsvaret og jeg sluttede som oversergent og var ved at læse videre til senioroversergent. Man kan kategorisere det som mellemleder i en virksomhed.

– Jeg har det sommetider lidt som Peter Plys, som synes det hele giver mening i hovedet, men når det kommer ud, så lyder jeg ind i mellem som en fuld sømand, siger René Danielsson. Foto: Pelle Rink

Vil være social-og sundhedsassistent

Det var svært at indse, at han var ved at vokse fra forsvaret.

– Jeg så selvfølgelig grimme ting i Afghanistan, men det, tænkte jeg, var en del af jobbet, men min værste oplevelse i Forsvaret, tror jeg, var lige her mellem jul og nytår, da det gik op for mig, at jeg ikke var glad i jobbet. Før brugte man forsvaret til at rette rødder af. Nu blev det brugt til 12 talspigerne og dingserne, der bare ville bruge det til en kvote2-ansøgning, mens man lod rødderne sejle deres egen sø. Forsvaret svigter sit sociale ansvar, og det gik mig på, mens jeg skulle udføre den ene hjernedøde opgave efter den anden. Den 21. december blev jeg for eksempel sat til at samle folk til en corona-hotline, der alligevel ikke blev til noget, og der havde jeg ringet rundt og på det nærmeste ødelagt folks jul til ingen verdens nytte. Hvis jeg skal være et dumt svin som leder, skulle det i det mindste give mening. Min datter Ellen spurgte, hvorfor jeg altid var sur, når jeg havde været på arbejde - og så fandt jeg ud af, at jeg skulle noget andet. NU!

Sådan opstod ideen til at tage springet fra soldat til social-og sundhedsassistentelev, så nu har han den nok sjældne kombinationsstilling som social- og sundhedsudvalgsformand og social-og sundhedsassistentelev på samme tid.

– Jeg skal i min første længere varende praktik efter sommerferien. Det glæder jeg mig meget til. Det, jeg godt kunne lide som oversergent, var at arbejde med mennesker. Og jeg vil gerne se en direkte respons på mit arbejde i stedet for at sidde og skrive ligegyldige rapporter. Jeg havde tre uger i praktik på Team Hasle, og jeg elskede det, så nu skal jeg snart til eksamen.

Hvor finder du størst glæde i dag?

– At komme hjem hver dag. Siden jeg blev far, har jeg i snit været væk 3-4 måneder om året som soldat. Jeg har ikke været udsendt i den periode, men så har jeg været i Varde eller andre steder. Men nu er det en glæde at jeg kan deltage i forældremøder og putteritualet om aftenen.

– Jeg har været heldig at få et bonusbarn ved siden af min egen datter. Men jeg har altid vidst, at jeg kun ville have et barn, for jeg vil også have lov til at beholde min kone for mig selv.

Hvad opdrager du din datter til?

– Jeg går ikke ind for at passe børn ind i bobleplast. For det lærer dem ikke noget. De skal hellere udfordres. Og jeg er begyndt at tage min syvårige datter med til crossfit, og jeg siger til hende, at hun skal blive ved, til hun er færdig, selvom det niver lidt i lungerne eller syrer lidt i benene. Men det har en værdi at se hende lyse op, når det lykkes. Jeg plejer også at sige til min datter, at hun skal rejse sig op, hvis hun falder.

Politikkens pris

René Danielsson tror på, at modgang gør stærk, men da DF’s store bornholmske stemmesluger fortæller om valgkampen i 2017, trænger det alligevel igennem politikerens panser.

– Jeg er jo på ingen måde stolt af det gøgl, jeg gik og foretog mig som teenager. Men der var en daværende politiker, som påstod, at jeg stadig var sådan og skulle havde sagt nogle fuldstændig vilde ting til en svensk gymnasieklasse, og det ramte mig rigtig hårdt, siger han og ser ned.

– Det var første gang, jeg oplevede, hvor beskidt politik kan blive. For jeg vidste, at det var løgn. Jeg vidste det. Det var fem dage før valget, at Tidende skrev den historie, husker han.

– Jeg kunne godt leve med, at det kom frem, hvad jeg lavede som teenager. Jeg er voksen nok til at tage konsekvensen af det, jeg har gjort. Men det ramte mig, at folk kunne finde på at lyve om mig også, siger han.

– Der havde jeg det stramt.

Normalt ville han i sådan en modvind gå herned på stranden og sunde sig, ”men det var skodvejr i de dage”, husker han. I stedet forsøgte han at bekrige den ubehagelige situation med søvn, rom og røg.

– Jeg forsøgte bare at sove, og jeg kæderøg i de der dage. Jeg tror også, at jeg åbnede en flaske rom, men jeg kunne ikke rigtig sove.

– Jeg havde det så dårligt, som jeg aldrig har haft det dårligt før. Jeg tror faktisk, at det er det tætteste jeg har været på noget, der minder om et sammenbrud. Jeg har heller ikke prøvet det siden.

– Jeg græd ad helvede til.

Var du ked af det billede, der blev tegnet af dig?

– Det var mest det, at folk kunne finde på det, siger han, mens tårerne pludselig vælder frem i hans øjne, så vi må stoppe interviewoptagelsen et øjeblik.

– Noget af det, der kom frem, var rigtigt nok, kommer det så, da han har fået kontrol over øjenvandet, og vi fortsætter samtalen.

– Men is på. Der var grænser for galskaben. Det var egentlig ikke så meget det, at det gik udover mig, men jeg havde børn, kone og en mor, der pludselig skulle til at forholde sig det. Der blev malet grimme ting i panden på mig på valgplakaten lige foran min ældste datters skole. Og nogle skrev på de sociale medier, at min kone måtte være retarderet, når hun var sammen med mig. Den slags kan jeg børste af mig, men politik er værst, når det går udover ens familie.

Du sagde før, at du mente, at modgang gør stærkere. Men gjorde det her dig også stærkere?

– Ja, det synes jeg egentlig, for jeg vidste jo godt, at det lå der, så på en måde var det godt at få ud i lyset, siger René Danielsson, som i den grad blev tilgivet af vælgerne det år.

Han fik et kanonvalg i 2017 med 1550 personlige stemmer – mod hans 97 personlige stemmer i 2013. Og siden er hans popularitet altså bare steget, og nu sidder han med ved bordet, hvor beslutningerne træffes.

– Det bedste ved at være politiker er, når noget endelig lykkes. Jeg har siddet i opposition i otte år, men nu er vi med, og det bedste for mig er, når man kan se en effekt af det, man gennemfører. Men det er selvfølgelig også det værste, når vi for eksempel skal spare. Men jeg siger til mig selv, at der kommer en, der er dårligere, hvis jeg ikke er med til at tage de beslutninger.

Hvor ser du dig selv i fremtiden?

– Jeg har aldrig haft politiske ambitioner, jeg kom ind ved et tilfælde, men nu har jeg en opgave som social- og sundsudvalgsformand, hvor jeg hver dag må leve med mine beslutninger, og det finder jeg en glæde i nu. Og jeg håber da, at jeg kan få opbakning til at stille op igen, siger han og smiler, da vi forlader hans særlige sted på vej tilbage til parkeringspladsen.

 

Politiske kollegaer om Danielsson

Jacob Trøst (K), borgmester:

”René Danielsson sætter en ære i at sige sin mening og er ikke bange for at bruge tillægsord

Han er altid velklædt til KB-møder og har en veludviklet retfærdighedssans.”

Linda Kofoed Persson (O):

”René er som en lillebror for mig, vi kan diskutere så det brager, men alligevel aldrig rigtig blive uvenner og jeg holder rigtig meget af ham. Han kan være lidt for rapkæftet og tale før han får gennemtænkt hvad der kommer ud af hans mund, men han er aldrig for ”stor” til at sige undskyld, hvis/når han har overskredet en grænse. Med René får man altid klar besked, hvilket jeg respekterer ham meget for. René må have flere timer i døgnet end os andre, for han er en helt utrolig arbejdshest.”

Jonna Nielsen (S):

”Han er velforberedt og skarp i replikken, nok lidt for skarp ind imellem. Der er også en form for underholdning i hans indlæg, og det er der mange borgere, som har sympati for.

Han lægger slet ikke skjul på sine holdninger, men på trods af politisk uenighed, har der imellem os altid været en god tone. Vi har også været gode til at finde fælles løsninger på sager, til gavn for borgerne og kommunen.”