Ældrerådet vil ned på ni medlemmer

Ældrerådet vil ned på ni medlemmer
Formand for ældrerådet, Erik A. Larsen. Foto: Jacob Jepsen
NOTITS | POLITIK | Torsdag 12. december 2024 • 19:00
Jakob Marschner
Journalist
NOTITS | POLITIK | Torsdag 12. december 2024 • 19:00

Bornholms Ældreråd er med 11 medlemmer et af landets større. Nu foreslår ældrerådet selv, at der kun skal vælges ni ved valget næste år. Kommunens sparekrav har ført til trykket stemning i ældrerådet, der oplever manglende respekt om arbejdet

Et ældreråd skal mindst have fem medlemmer. Bornholms Ældreråd har 11. Det får nu rådet selv til at foreslå, at det næste ældreråd kun bliver på ni, når det skal vælges næste år.

"Når vi sammenligner os med andre ældreråd, så ligger vi i den høje ende. Derfor vil vi foreslå kommunalbestyrelsen, at ældrerådet fremover består af ni medlemmer", hedder det i årsrapporten fra Bornholms Ældreråd.

– Vi vurderer, at det ikke vil spille negativt ind på ældrerådets kerneopgave, hvis vi går ned fra at have 11 til at have ni medlemmer, siger formand Erik A. Larsen.

Ønsket om at det næste ældreråd bliver to personer mindre kommer samtidig med, at stemningen er sløj i ældrerådet.

Begge de seneste to år har kommunebudgettet sparet på ældrerådet. Først mistede rådet 100.000 kroner med dette års budget. Næste år forsvinder yderligere 82.000 kroner.

"Dette har medført, at stemningen i ældrerådet er trykket. Man føler ikke, at der er respekt om det arbejde, der udføres i rådet. I skrivende stund pågår forhandlinger med borgmesteren om arbejdsforholdene i ældrerådet", oplyser årsrapporten også.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT