Åvangsskolen og Svartingedal Skole vil begge få en 0. klasse mere i næste skoleår, end de har i dette skoleår. Begge vil gå fra én til to 0. klasser.
Hans Rømer Skolen vil derimod miste en 0. klasse i forhold til i år og vil gå fra to til én. Antallet af 0. klasser bliver uforandret på Paradisbakkeskolen, Kongeskærskolen og Søndermarksskolen.
Tidende arbejder på at få en kommentar fra børne- og skoleudvalgets formand Morten Riis (EL). Udvalgsmedlem Torben Kofod Ager (DF) fortæller, at det for ham er vigtigt at vise, at der er frit skolevalg – også når det medfører meget små klasser.
– For mig giver det mening at gå forældrenes vej, og det er jo stadig også tal, der kan flytte sig i både den ene og den anden retning, siger han.
– Men ja, der er langt op til, at nogle af de her klasser løber rundt økonomisk. Men når vi har frit skolevalg, skal det også være et reelt frit skolevalg med hvad det nu fører med sig. Det accepterer vi, siger Torben Kofod Ager.