Der er i år og næste år sat penge af på regionskommunens budget til etablering af tilflytterboliger, og i juni besluttede kommunalbestyrelsen at indrette en sådan bolig i dele af bygningen Østergade 50 i Rønne.
Det koster kommunen 110.000 kroner, skønner kommunens egen ejendomsservice. Det fremgår af dagsordenen til økonomi- og klimaudvalgets møde onsdag.
Det skal være en midlertidig bolig for personer, der ønsker at flytte til Bornholm i forbindelse med arbejde, studier eller andre midlertidige ophold. Den kan lejes for mindst tre og maksimalt 12 måneder. Boligen skal være attraktiv og enkel, og den vil blive udlejet umøbleret.
Istandsættelsen omfatter malerbehandling af overflader samt istandsættelse af gulve.