– Gennem mit arbejdsliv har jeg fået et stort og levende netværk indenfor grøn omstilling, og da jeg generelt er god til at samle folk og spotte fælles muligheder, håber jeg, det kan være værdifuldt i mit nye virke. Der er brug for stærke og effektive partnerskaber på tværs af sektorer og brancher for at lykkes med den grønne omstilling.
Hvor ser du Bornholms udfordringer indenfor grøn energi?
– Det ligner ret meget resten af landet, når det gælder overskrifterne: Hurtigere elektrificering af samfundet og CO2-reduktion fra landbruget og transportsektoren.
– Elektrificering kræver en stigende andel af vedvarende energi fra vindmøller og solcelleparker, som har det med at variere meget hen over døgnet, skal indgå i el-nettet, og det skaber visse udfordringer med stabiliteten.
Bornholm har jo en ambitiøs strategi om at være CO2-neutral allerede i 2025, og det fordrer raske skridt henimod fremtidens energisystem, som kommer til at handle om sektorkobling og sammenbinding af de forskellige net.