Uden modregning hjælper Kell Mogensen alle, der kommer forbi

Uden modregning hjælper Kell Mogensen alle, der kommer forbi
Foto: Berit Hvassum
DAGENS NAVN | ALLINGE | Tirsdag 22. juni 2021 • 05:24
DAGENS NAVN | ALLINGE | Tirsdag 22. juni 2021 • 05:24

Kell Mogensen har du formegentlig stødt på, hvis du har gået omkring havnen i Allinge. Og så har du nok også stødt på Dåsen, hvor Kell Mogensen er kontaktperson. Og Dåsen er sådan et sted, hvor mennesker fra nær og fjern kan samles.

Hvad er din tilknytning til Bornholm?

– Jeg er bornholmer og har boet her i 47 år. Jeg er 57 år gammel. Jeg er udlært smed fra 1986 i Rønne.

Hvad laver du til dagligt?

– Jeg har blandt andet været med til at lave Folketeatret. De lukkede i tre år, og der skulle vi bruge en masse millioner på at bygge det om. Men nu flexjobber jeg, fordi jeg har fået knogleskørhed. Jeg er sunket seks centimeter, og jeg er øm i ryggen altid. Derfor kan jeg ikke arbejde fuldtid længere.

Hvad er Dåsen?

– Det er et åbent værested, hvor alle mulige mennesker kommer, mødes og snakker. Nogle drikker en bajer, andre drikker en sodavand. Nogle af dem, der kommer, har været ædru i over 20 år. Nogle kommer og spiller petanque eller kaster hestesko. Nogen kommer næsten hver dag, og hvis ikke de kommer i en uge, så er vi opmærksomme på hinanden, og tjekker op på hverandre. Her er mennesker, der er skrøbelige, som kommer her en gang imellem, og dem passer vi også på.

Og så er du formand i Dåsen, som jeg har forstået det?

– Formand og formand.. Kommunen kan ringe til mig, hvis der er noget. Så står vi selv for rengøring, og for at holde det pænt og rent. Vi har selv lavet tagterrasse, og min kammerat har malet det, vi har lagt nyt gulv og så videre. Det var ikke i den pæneste stand, da vi fik det for ni år siden. Men jeg er nok nærmere kontaktperson her.

Hvordan startede dit engagement?

– Der var i forvejen en gammel jerncontainer, der før var Dåsen. Den blev der sat ild til, og så brændte den ned. Så søgte vi om, om vi kunne få en ny container. Det fik vi efter et halvt år, og så blev den sat op. Så jeg blev kontaktperson for det.

– Derudover bor jeg lige ved siden af, så jeg kom også i den gamle container, og den stod lige ud til vandet og med havudsigt og så videre. Når man skal ned i Netto, så går man jo lige forbi, og så sætter man sig lige i et par timer. Jeg er sådan et menneske, der gerne vil være udenfor hele tiden.

Hvad får du ud af at være der?

– Du møder en masse forskellige mennesker, også turister, og de kommer alle sammen hen. Jeg møder hele tiden nye mennesker, og så møder jeg også dem, som jeg har kendt i mange år. Så fungerer det også sådan, at jeg kender så mange heromkring, så hvis der er nogle problemer med enten flytninger eller græsklipning, så kommer de ned forbi og spørger efter hjælp, og det gør vi gerne helt gratis. Vi er faktisk et halvt flyttefirma. Det kan være ældre mennesker, der har svært ved at klare det selv, så hjælper vi.

– Jeg har boet i Allinge i 20 år, og det hjælper mig med at holde øje med dem, der ikke har det så godt. Jeg elsker at hjælpe mennesker, og det har jeg altid gjort. Folk kommer forbi og siger, at de måske har nogle problemer, så tager jeg hånd om dem. Jeg elsker at komme derned og ordne gulvet, rydde op, samle skodder osv. Det smitter også af på andre, der også hjælper med at rydde op.

Møder du nogle fordomme?

– Jeg tror fordommene om Dåsen er blevet mindre, efter det er blevet så flot hernede. Peter der kommer her, han er bygningskonstruktør, og jeg er smed, så det er jo professionelt bygget. Både skur og tagterrasse. Det har hjulpet, at det ser flot ud. Turister kommer og spørger, om de kan købe en kop kaffe, fordi de tror, det er en cafe.

– Der har aldrig været nogle problemer, og det er også en fordel. Hvis der er en, der bliver for fuld og tosset, så sender vi dem hjem. Vi skal opføre os ordentligt, og det ved folk også. Det er aldrig et problem heller.

– Alle folk er velkomne, og det håber jeg folk ved. Turister spørger også, hvad det er for noget, vi har skabt her. Vi har også fået en masse ros af både kommune og turister, fordi det er lavet pænt. Folk stopper op nu, og siger "hold da op". Det er det, der er vigtigt, at vi holder det pænt. Og de to baner, vi har lavet for sjov, de bliver brugt meget. Både petanque og hestesko. Jeg nyder faktisk bare at snakke med en masse forskellige mennesker.

 


Kell Mogensen

57 år.

Bor alene og har gjort det i 20 år, men har været gift.

Er flexjobber og laver alt muligt fra renovering af Dåsen til andre folks havelåger med sin kammerat.



FÅ ABONNEMENT