Stort interview med Nilsson: 'Kommunaldirektør er en ekstremsport’

Dagen før Johannes Nilsson blev fritstillet som kommunaldirektør i Bornholms Regionskommune i sidste uge gav han dette interview om, hvad der har formet ham som menneske og topembedsmand. Og om hvordan har før har overlevet modgang.

Da Johannes Nilsson kom til Bornholm for 11 år siden, var det i en krisetid, hvor øen mistede 500 beboere om året, og der skulle skæres ned på alting. Men nu er øen inde i en ”fantastisk udvikling”, mener han.

– Der er et momentum for Bornholm i øjeblikket. Bornholm er unik og lækker. Bornholm er enormt attraktiv og står meget højt i manges bevidsthed, så vi har nogle muligheder som kommune og som landsdel, mange andre ikke har, siger Johannes Nilsson med begejstrede fagter, da vi mødes i hans hjem i Rønne dagen før, han ud af det blå i sidste uge blev fritstillet som kommunaldirektør af et flertal i økonomi- og klimaudvalget. Og torsdag aften blev beslutningen endeligt vedtaget i kommunalbestyrelsen.

Men denne dag er forårshimlen blå udenfor det hyggelige byhus med udsigt til lystbådehavnen, mens han taler om øens lovende fremtid.

– Det, der sker lige nu, er, at folk også er parate til at flytte herover. Der er et generationsskifte i gang og virkelig mange spændende jobmuligheder herovre, og det gør, at Bornholm lige nu har et vindue åbent for rent faktisk at kunne lave en positiv samfundsudvikling, hvor vi i højere grad kommer ind i en positiv spiral, siger han og peger på, at der også er udfordringer med mangel på boliger til alle de potentielle tilflyttere.

– Så det bornholmske samfund – og her taler jeg med vilje ikke kun om kommunalbestyrelsen, der ikke kan løse alting selv – skal gribe de muligheder, der er, fordi vi selv i højere grad end tidligere er herrer over vores fremtid, smiler han og tilføjer, at øen dog samtidig kæmper med massive sociale problemer.

– Så opgaven er enorm, men muligheden er der, hvis bornholmerne, både i kommunalbestyrelsen og i civilsamfundet, erhvervslivet og hos investorerne, formår at tage de vigtige og svære beslutninger, der skal til for at gribe mulighederne.

Og det har han set som en del af sit job at gøre klart.

– Det, synes jeg, har været en af de fornemste opgaver som administrerende direktør for øens største arbejdsplads. Vi har over 3.500 ansatte på Bornholm i kommunen, så der skal også være hænder til de job. Og når jeg har haft den indsigt og viden om, hvad der skal til, så synes jeg, at jeg har været forpligtet til at gøre opmærksom på det, så dem, der kan gøre noget ved det, i hvert fald bliver præsenteret for mulighederne.

Johannes Nilssons efterord

Interviewet blev lavet dagen før, Johannes Nilsson blev fritstillet som kommunaldirektør ved Bornholms Regionskommune. Siden har et flertal i kommunalbestyrelsen bekræftet den beslutning. Her er hans kommentar til at måtte sige farvel til jobbet:

”Efter 11 spændende år har Bornholms Regionskommune og jeg indgået en aftale om, at vores veje må skilles. Jeg ønsker alt det bedste for Bornholm og kommunen, som for altid vil fylde meget i mit hjerte og i min historie.

Jeg glæder mig til om lidt at mødes med fantastiske kolleger og samarbejdspartnere for at sige farvel og god vind. Der er rigtig mange, jeg har haft fornøjelsen af at dele vigtige oplevelser med i både gode og svære stunder og i både begejstrende og udfordrende opgaver.

Jeg er stolt af mit bidrag til øens udvikling, og glæder mig over alle de positive muligheder øen har i dag, som ikke var givet for bare få år siden. Når en dør lukkes, åbnes et utal af nye.

Jeg har det godt, og glæder mig til, hvad fremtiden bringer.”

Blev inspireret af forældrene

Som barn blev Johannes Nilsson også allerede præsenteret for et hav af muligheder, da han voksede op i den lille landsby Gammel Skørping ved Rebild Bakker syd for Aalborg.

– Jeg havde en meget tryg og dejlig barndom, siger han med varme i stemmen.

– Mine forældre var tilflyttere. Men naboerne føltes som tanter, onkler og bedsteforældre, hvor man også lige kunne få en tur i traktoren på nabogården. Og det var i det hele taget et møde med et landsbysamfund i forandring.

Forældrene blev med tiden begge gymnasielærere og underviste i både tysk, oldtidskundskab, billedkunst, engelsk og latin, ligesom hans far også var gymnasiebibliotekar. På den måde blev hans lille barndomsverden på landet med forældrenes hav af interesser og viden et vindue ind til mange andre ’verdener’.

– Så jeg voksede op i et hjem med bogreoler. I begyndelsen levede vi primært af min fars indtægt, fordi min mor først begyndte at læse i 1980’erne, mens jeg var lille, og siden fik jeg to yngre søskende. Så der var ikke mange penge, men en kolossal rigdom på andre måder med masser af inspiration fra mine forældre, som interesserede sig for sprog, kunst, rejser, sport, haven og naturen med dens fugle.

Var du bevidst omkring, at I ikke havde mange penge?

– Ja, jeg tror, at min store omkostningsbevidsthed stammer derfra. Der var ingen lommepenge, og vi gik ikke ud at spise og den slags.

Lærte at tænke for sig selv

Selvom pengene var få, var omfanget af oplevelserne det ikke, husker han.

– Jeg synes, at det er fantastisk, hvor meget vi har oplevet. Det var ikke dyrt at besøge min fars venner i Tyskland, men der lå en kæmpe værdi i at bo privat og opleve deres hverdag indefra frem for at bo på hotel, som jeg ikke kan huske at have prøvet at bo på som barn.

At flyve prøvede han heller ikke som barn, men alligevel kom familien vidt omkring. For eksempel hele vejen til Sankt Petersborg over Finland i forældrenes gamle bil.

– På den måde var verden stor, og mulighederne var mange. Og begejstringen over at få ny inspiration ligger stadig i mig, fortæller Johannes Nilsson, som stadig mindes, hvordan han kun fjorten dage efter han blev student købte en billet til Sydafrika, hvor han rejste rundt i fire måneder for små midler, inden han aftjente sin værnepligt i Den Kongelige Livgarde.

– Til august skal min søn faktisk også i Livgarden, men det er hans egen idé, griner han.

– Jeg syntes selv, at værnepligten var lidt af en spejderlejr. Men jeg var heller ikke verdens bedste soldat. For jeg var væsentligt bedre til at spørge, hvorfor vi skulle grave en skyttegrav end at sige: ”Javel”. Forventningen var, at man bare sagde javel, selvom ordren ikke gav mening. Og det var jeg ikke skolet til hjemmefra, hvor jeg var opdraget til at stille spørgsmål, være nysgerrig og tage diskussionen for at finde den bedste løsning og det bedste argument, siger han og tilføjer:

– Og sådan har jeg også tænkt sidenhen.

Kommunesammenlægningsspecialist

Det var faktisk ombord på færgen Max, som i dag betjener Bornholmslinjen, at Johannes Nilsson både fandt sine børns mor og kursen mod sit job som kommunaldirektør på Bornholm. For efter sit afrikanske eventyr og sin tid hos Livgarden flyttede han til Aarhus, hvor han fik arbejde som tjener på Max, mens den sejlede over Kattegat.

– Der mødte jeg Kathrine. Hun var begyndt at læse til erhvervssprog på Handelshøjskolen i Aarhus, mens hun arbejdede på færgen i fritiden. Jeg arbejdede der fuldtids, og så mødtes vi der i foråret 1998. Jeg besluttede mig samtidig for at søge ind på statskundskab.

Egentlig var det med tanke på at blive gymnasielærer i samfundsfag med sidefag i matematik, men da han først kom i gang, blev han alt for glad for faget statskundskab i sig selv.

– Det var enormt bredt med blandt andet sociologi, jura og international politik, og det passede mig enormt godt at vide lidt om meget, forklarer Johannes Nilsson.

Allerede samme år flyttede han sammen med Kathrine. Og de blev hurtigt gift og fik to børn.

– Det var rart at få børn, mens vi studerede, hvor vi havde masser af tid til børnene. Det meste af studiet kunne jeg klare hjemmefra dengang.

Hans studietid fandt sted på den tid, som Lars Løkke Rasmussen var indenrigsminister og arbejdede med kommunalreformen. Derfor fyldte det ganske meget på studiet med kommunesammenlægninger og nedlæggelser af amter.

– Mit studie endte derfor med at blive en specialisering i kommunal organisering og kommunal økonomi.

Det fik han lov til at bruge i sit første job som færdiguddannet i Ringkjøbing Amt, hvor han som afregningsøkonom hurtigt kom til at forberede nedlæggelsen af amtet, inden han fik job i Herning Kommune som projektleder bag en ny sundhedsafdeling, som netop skulle overtage nogle af amtets opgaver.

– Der var en meget entreprenant borgmester, Lars Krarup, som havde tætte forbindelser til Lars Løkke. Og han havde lavet den aftale med Løkke, at der selvfølgelig skulle ligge et supersygehus i Herning. Derfor er det også sjovt for mig, at det sygehus i Gødstrup nu efter utrolig mange år er blevet indviet, siger han og lyser op i smil.

Den bornholmske drøm

Siden fik Johannes Nilsson sit første lederjob med personaleansvar i Billund Kommune, hvor han fik lov at prøve kræfter med en kommunesammenlægning fra begyndelsen. I mellemtiden havde hans kone fået job hos Vestas, hvorfra hun fik tilbudt en udstationering i USA.

– Jeg var straks med på ideen og var klar til at tage med for at passe børn. Men så blev det ikke til noget på grund af nogle ændrede prioriteringer hos Vestas.

Men familiens amerikanske drøm havde alligevel vakt en eventyrtrang i dem.

– Vi snakkede om at flytte til både Stockholm, Grønland og Færøerne, og vi blev enige om at tage af sted, når en af os fik en fed mulighed. Og så dukkede der et job op som servicedirektør på Bornholm. Det, syntes jeg virkelig, var spændende. Og Bornholm var det mest eksotiske, vi kunne forestille os indenfor Danmarks grænser. Vi havde været på ferier herovre, og set hvor fantastisk her er overalt.

I stillingsopslaget stod der, husker han, at øen som testkommune havde måttet gøre sig erfaringerne med kommunalreformen før alle andre, så der var ting, der skulle justeres til.

– Og så tænkte jeg ”Hey, Kommunalreformen 2.0!” siger han begejstret.

– Det ville jeg gerne prøve.

– Winni Grosbøll var lige blevet valgt som borgmester året før og var på en eller andet måde begyndt at sætte dagsordenen for nogle spændende ting, så det var et samfund i forandring. Og både Kathrine og jeg havde begge to lyst til at prøve kræfter med øen. Og med sit gode Vestas-CV fik hun hurtigt job som projektleder på Jensen.

Blå bog

Johannes Nilsson

Født i 1977.

Kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet. Har siden arbejdet i Ringkøbing Amt, Herning Kommune, Billund Kommune og fra 2011 i Bornholms Regionskommune, hvor han først blev servicedirektør og for tre år siden kommunaldirektør, inden han torsdag aften blev fritstillet af det nye flertal i kommunalbestyrelsen. Han er fraskilt og far til to børn.

Fuld knald på

Familien startede med at bo til leje i Rønne, da de ikke kunne få huset solgt i Jylland på grund af Finanskrisen. Egentlig ville de gerne have købt noget ude på øen.

– Men vi fik øjnene op for, at Rønne kan rigtig meget som bosætningssted, så i 2014 købte vi det her hus og satte det i stand, siger han og ser rundt i stuen, hvor

lyset med de mange sprossevinduer langs facaderne vælter venligt ind.

Blev I også taget godt imod som familie her?

– Ja, helt vildt, udbryder han.

– Børn er jo også en vidunderlig dør ind til fællesskaber via skolen og andre steder, så i løbet af den første tid var det ikke sociale tilbud, der manglede. Det var mere, hvor meget vi selv magtede med travle job og småbørnslogistik. Men jeg oplevede, at vi blev mødt med åbne arme og en imødekommenhed af naboer og andre.

I mellemtiden tog Johannes Nilsson som servicedirektør fat på en større kommunal organisationsændring, mens han også løbende ”passede butikken” på andre chefområder, når der blev skiftet ud i kommuneledelsen gennem skiftende kommunalbestyrelser, der også storforbrugte kommunaldirektører.

– Der politiske landskab flytter sig, samfundsudviklingen flytter sig, opgaverne flytter sig og nye muligheder og udfordringer opstår, så der har hele vejen igennem været fuld knald på, siger han.

Havde aldrig nogen karriereplan

Johannes Nilsson nåede også at være konstitueret kommunaldirektør over flere omgange, inden han på opfordring selv søgte og fik stillingen efter fyringen af Peter Loft for snart fire år siden.

– Men jeg har aldrig haft en karriereplan. Jeg været tro mod, at det var motivationen i maven og hjertet, der drev det.

Så du har ikke været drevet af penge eller prestige?

– Aldrig. Never ever, fastslår han.

– Min klare motivation har altid været, at hvis der er et eller andet, jeg ikke kan lade være med, så skal jeg gøre det.

– Nogle dyrker ekstremsport, og jeg synes på mange måder godt, at man kan sammenligne offentlige topjobs med det. Sådan tror jeg også, at mine nærmeste vil betegne det. Der er simpelthen noget ekstremsport over at være kommunaldirektør. Der er på en måde en livsstil, fordi man arbejder så meget og til tider er under et kolossalt pres, siger han.

– Jeg synes, at det har været enormt givende at være med til at udvikle et samfund, men det er også hårdt. Det er virkelig krævende. Når man tager ansvar for det job, skal man jo stemple ind på det tidspunkt og i det omfang, der skal til for at løse opgaven. Men jeg har altid været tro mod jobbet, fordi jeg har set samfundet og borgerne som min arbejdsgiver. Men der er bestemt perioder, hvor jeg har været ærgerlig over, at jeg har været nødt til at lave nogle fravalg i mit privatliv på grund af mit arbejdsliv, for eksempel omkring børnene. Og på de trælse dage har jeg da også overvejet, om jeg skulle lave noget andet. Men det tror jeg, at alle mennesker tænker sommetider.

Johannes Nilsson tier et øjeblik.

– Der er ikke nogen tvivl om, at det har haft en pris, at jeg har arbejdet så meget, kommer det så.

– Men det, der har gjort, at jeg ikke har fået stress, har været, at jeg med en enormt god samvittighed har kunnet sige, at jeg gør, hvad jeg kan. Jeg forsøger at være omhyggelig, ansvarsbevidst og ordentlig. Jeg yder mit bedste og sommetider også mere til, og så har man jo også en grundlæggende ro i det.

Drives af det svære

Hvad er det gode liv for dig?

– For mig er det gode liv først og fremmest et liv, hvor mine nære har det godt. Det eneste, der for alvor kan stresse mig, er, hvis mine nærmeste ikke har det godt. Eller hvis jeg har en konflikt med dem. Når jeg følelsesmæssigt er på, kan det virkelig gøre mig søvnløs om natten.

Mere end dit job?

– Meget mere. Jeg har lagt en stor identitet i mit job. Næsten alle mine vågne timer har kredset om mit job. Men jeg elsker ikke mit job. Jeg elsker mine børn, og hvis der er ubalance i mit privatliv, så trives jeg ikke, så det gode liv for mig er et liv, hvor det fungerer. Hvor der ro og rart at være, understreger han i et alvorligt smil.

– Og den anden side af det gode liv er at blive udfordret og inspireret. Jeg tror ikke, at jeg vil trives i mit liv uden at skulle forholde mig til svære problemstillinger og blive forstyrret og inspireret. For jeg tror egentlig, at jeg drives af udfordringen, siger han og tænker lidt.

– Jeg drives af, at noget er svært. Jeg har modet til at kaste mig ud i det. Nogle gange trækker jeg for store veksler på mig selv. Man skal også huske ikke at brænde sit lys i begge ender, så det gode liv er der, hvor jeg mentalt og fysisk er i balance og dem, der er helt tæt på mig, har det godt og er i en udvikling, og hvor jeg får tilpas stimuli.

Lever du så det gode liv?

– Ja, det synes jeg faktisk, at jeg gør. Børnene er store og er i en god gænge. De laver nogle fantastiske ting og sommetider nogle tossede ting, men sådan skal det være. De er vildt godt på vej, og jeg nyder at være sammen med dem.

Han smiler.

– Der er liv og glade dage, og de er interesseret i samfund, musik og ufattelig mange ting, som jeg også synes, der er krudt i. På den måde er jeg et sted i mit liv, der aldrig har været bedre, fortæller han glad.

– Og i mit job har jeg også følt, at jeg har gjort en stor forskel for rigtig mange mennesker og for Bornholm. Det har været samfundsvigtigt, udfordrende og sommetider frustrerende, men jeg ville nok savne alt det i et andet job, hvis jeg ikke fik det der. Men jeg kunne godt tænke mig at dyrke flere fritidsinteresser, der ikke kun handler om motion. Jeg vil for eksempel gerne læse noget mere.

– Jeg bliver 45 år den 1. juni. Og på et eller andet tidspunkt flytter børnene hjemmefra, og det er klart, at det kan give anledning til eksistentielle tanker om, hvad jeg så skal. Skal jeg blive på Bornholm for evigt, og skal jeg prøve noget helt andet. Jeg har vel cirka 25 år tilbage på arbejdsmarkedet, og hvad er drømmene i det? siger han og kaster et kort blik mod havet udenfor.

Jeg vil næsten betegne det som en eksistentiel krise at blive skilt, siger Johannes Nilsson. Foto: Jacob Jepsen

En eksistentiel krise

Johannes Nilsson sukker dybt, før han svarer på, hvornår livet har gjort mest ondt.

– Jeg kigger mest ud ad forruden, men det har selvfølgelig været de gange, hvor det gode liv har været forstyrret. Jeg vil næsten betegne det som en eksistentiel krise at blive skilt.

Han holder en lille pause.

– Vi havde været sammen enormt mange år og haft enormt sammenviklede liv. Vi har børn sammen og holder stadig meget af hinanden, men kan ikke være sammen af forskellige grunde. Og jeg gør ikke noget halvt, så når jeg går ind i sådan et forhold, skal det være 100 procent og for evigt, så det var ulideligt at nå til erkendelsen af, at det ikke blev for evigt, siger han.

– Jeg tænkte hele tiden over, hvor jeg havde fejlet, mens en afgrund åbnede sig under mig.

– Og det tog altså noget tid at finde ud af, hvem jeg så var i alt det. Jeg var ikke noget dårligt menneske, men hvad var jeg så? Og hvem var jeg så uden den anden? Det var virkelig en krise at erkende, at det så ikke var den konstruktion, jeg skulle leve videre i, men noget andet. Det er bare et eksempel på, at det gode liv kan destabiliseres.

– Der skal være en balance mellem det arbejdsmæssige og det private, og der skal være et godt indhold i begge dele, for når det destabiliseres, så knækker filmen.

– Det er nu en fire år siden, at vi besluttede at gå fra hinanden, og vi brugte lang tid på at gøre det på en ordentlig måde. Det har jeg det rart med i dag, at vi fik givet det den tid, det skulle tage, så vi blev skilt på en ordentlig måde.

Mere end vildfarne atomer

Nu føler han, at han er kommet ovenpå efter skilsmissen.

– Det har krævet en masse lange gåture og snakke med kærlige mennesker, begynder han.

– Man siger, at tiden læger alle sår, men der bliver altså også efterladt nogle ar fra de store sår. Men det, som tid gør, er at få ting til at falde på plads, og hvorfor de lige falder på plads, og hvor de lige falder på plads, kan være svært at sige. Men jeg var ret åben om, at jeg synes, at det var svært at blive skilt. Og det, at man tør at tale med andre om det, er jo en mental proces for en selv, men det giver jo også muligheden for, at man får noget feedback og omsorg fra sine omgivelser.

– Sommetider skal vi jo minde os selv om, at vi ikke er alene. Jeg har været vant til at være en fikser på arbejdet. Og det, jeg har syntes var sværest, har været, når jeg ikke lige kunne fikse det, hvis jeg for eksempel har mærket, at mine børn under deres opvækst har mistrives over et eller andet i konflikt med deres venner eller måske med mig. For jeg vil nok helst kunne fikse alting.

Tror du på Gud?

– Jeg er medlem af Folkekirken og stempler sådan set også ind i troen ved at tro på noget guddommeligt, men jeg praktiserer det ikke ved at læse en masse i Bibelen eller gå i kirke. Jeg tror på Gud i en eller anden forstand, og jeg hører kulturelt til i kristendommen, men jeg tænker, at islam, jødedom og kristendom og andre religioner i princippet er varianter over det samme tema, siger han og tilføjer:

– For mig er kernen i det hele, at vi er mere end atomer, der farer tilfældigt rundt, men at der findes noget, der binder os sammen, så vi ikke bare kan gøre, som det passer os, men er nødt til at være sammen på en god og sund måde, fordi vi er skabt til fællesskab.

Han smiler igen.

– Jeg tror måske også, at det er derfor, at jeg er så optaget af samfundet. Vi kan mere sammen, hvis vi er ordentlige og respektfulde mod hinanden og hjælpes ad.

Hvad tror du, der sker, når vi dør?

– Jeg tror, at vi efterlader os spor. Men om det er spor i de menneskers bevidsthed, man har været sammen med, eller om det er spor ind i noget hinsides, vi ikke kan begribe, ved jeg ikke. Men vi efterlader os spor.