Beskriv din tilknytning til øen – og dit bedste kulinariske minde herfra.
– Bornholm vil altid fylde enormt meget for mig. Det er nok det sted i verden, jeg føler mig allermest hjemme. Mine forældre bor stadig i mit barndomshjem i Nexø og min søster og hendes familie er flyttet tilbage for et par år siden. Jeg siger i øvrigt, som så mange andre, at jeg skal hjem, når turen går til øen – den er ligesom rygraden i mig, og det er jeg enormt stolt over og glad for. Hvem ved, om jeg en dag vender snuden hjemad
– Det bedste kulinariske minde, hmmm – det er umuligt at vælge et! Der er mange, men det er helt umuligt at komme udenom sild. Jeg elsker sild! Alt fra saltstegte sild med bløde løg, rødbeder og rørt sennep til den røgede sild med de smukke bølger i skindet. Men skal jeg alligevel prøve at nævne et enkelt minde, må en dag i min mormors køkken være oplagt. Hun kunne lave mad – sådan rigtig lave mad. Hun brasede og bagte – skar grise ud og stoppede pølser, hun syltede og stegte som det hørte sig til. Det var rigtig mad med bund af karakter. Og fedt.
– Hun hentede mig ofte fra de små klasser på sin cykel. Jeg sad bagpå. Der var varm frokost, for det kunne min morfar godt lide. En dag sad morfar for enden af bordet i køkkenet, som han altid gjorde, og jeg sad på fløjen med udkig til komfur, perlelampen og mormor i fuld gang. Morfar drak en pokalpilsner, jeg fik en FDB-vand med grapesmag. Der var brasede kartofler med spejlæg til frokost. Men den dag var der også spegesild på tallerkenen og stegte løg. Jeg husker smagen, som var det i går. Det var genialt – og er det stadig den dag i dag. Morfar kunne godt lide det, og jeg tror også, de kunne lide, at jeg spiste op.