– Jeg tænker meget i vers, der rimer, og det kommer til udtryk i bogen gennem Gert.
Bortset fra det ene kapitel, som foregår på Christiansø, nævnes det ikke, hvor handlingen foregår, men forestiller du dig, at det er på Bornholm?
– Nej. Jeg forestiller mig, at det er i en mindre provinsby i Danmark. Det kunne være hvor som helst.
Hvad betyder det for dig at have udgivet din debutroman?
– Jeg er selvfølgelig spændt på, hvordan den bliver modtaget. Det er jo et hjertebarn for mig. Jeg har arbejdet rigtig meget med bogen, især i den seneste tid, og det betyder meget for mig, at jeg har gennemført processen. At jeg faktisk får udgivet en bog.
Hvad så nu – kommer der en toer eller noget helt andet?
– Nu skal jeg lige se, hvordan bogen bliver modtaget. Jeg kunne godt tænke mig at fortsætte med min hovedperson på en eller anden måde, og det kunne være sjovt at skrive en toer. Jeg har allerede tænkt lidt over, hvor den skulle foregå henne. Bogen hedder jo "Ida – stuer i pastel" med den bagtanke, at en eventuel efterfølger kunne hedde "Ida" og så noget mere.
– Men jeg skal have en lille pause nu.
Hvad fylder du ellers dit liv med?
– Med min have, og jeg skriver festsange, digter og rimer og skriver noveller til ugebladene.