Kontor i kælderen
Niels Kofoed starter dagen med en cykeltur ned over Rønne Havn, og så sidder han på kontoret i kælderen hjemme på Søndre Villavej i Rønne klokken 9. Selv om han har trappet ned, er det et fuldtidsjob, siger han.
Niels Kofoed har været i branchen som impressario, siden han var 18 år:
– Jeg spillede i et band, men stoppede med det, for jeg syntes, at det var sjovere at arrangere. Jeg talte med ejeren af Strien (Industrien, som lå i Sankt Mortensgade i Rønne, red.) om at låne salen, så fik Strien omsætningen, og vi fik entréindtægten. Der startede det med, at jeg arrangerede popballer med bornholmske og svenske orkestre.
– Så kontaktede jeg Ipsen i Brændesgårdshaven, og vi lavede en masse arrangementer dernede hver tirsdag aften. Vi havde busser, der kørte rundt over hele øen og hentede folk og kørte dem til Brændesgårdshaven. Folk væltede ind. Vi havde 1.500-1.600 mennesker inde til blandt andre Gasolin, Shu-bi-dua, Bamses Venner og Mabel, fortæller Niels Kofoed.