Nadia er byens nye frisør: 'Jeg skal kunne tilpasse mig alle personligheder'

Nadia er byens nye frisør: 'Jeg skal kunne tilpasse mig alle personligheder'
Nadia Lynghus Frandsen. Foto: Berit Hvassum
DAGENS NAVN | RØNNE | Tirsdag 12. oktober 2021 • 05:30

Nadia Lynghus Frandsen har for nylig åbnet sin nye frisørsalon, Nadia Enya, i Rønne – og tog dermed springet fra København og tilbage til sin fødeø.

Hvor er du født og opvokset?

– Jeg er født på Glostrup Hospital. Mine forældre flyttede fra Sjælland til Bornholm kort tid efter de fik mig.

Hvornår og hvordan fandt du ud af, at du skulle være frisør?

– Det kom fra den ene dag til den anden. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville arbejde med i mit voksne liv, men nu er jeg selvfølgelig ikke i tvivl om, at det er den helt rigtige hylde for mig at være frisør.

Hvor blev du uddannet, og hvordan kom det i stand?

– Jeg sendte ansøgninger til frisørsaloner i København, som jeg havde set søgte en elev. Nogle få måneder efter havde jeg en mesterlæreplads som frisør i en salon der, og jeg startede helt uvidende om frisørfaget. Jeg havde selvfølgelig min egen basale grundviden, men det er ikke i nærheden af, hvad jeg skulle til at bruge fire år på at lære. Jeg var frisørelev i tre forskellige frisørsaloner og sluttede min elevtid ved Poul M i Frederiksbergcentret, hvor jeg også blev fastansat som frisør efterfølgende.

Hvornår flyttede du til København?

– I sommeren 2016, og jeg har beskæftiget mig med frisørfaget fra dag ét. Skabt mange nye værdifulde venskaber og bekendtskaber og nydt mit liv i starttyverne i København.

Hvorfor er det vigtigt for dig at blive selvstændig?

– Fordi jeg har et behov for at være herre i eget hus, og muligheden for at få lov til at administrere min egen hverdag i min egen salon er det bedste for mig.

Nu er det så blevet på Bornholm – har du altid vidst, at du ville returnere?

– Nej, det har jeg ikke. Jeg så et ledigt lokale i Rønne, og derefter tog jeg en ret hurtig beslutning om at flytte til Bornholm. Faktisk blev beslutningen taget på få dage. Så fra den ene dag til den anden skulle jeg både sige op, sælge lejlighed og tage afsked med København.

Kan du beskrive forskellen på at bo og arbejde i København i forhold til i Rønne?

– Den er stor. Et øsamfund vil jo altid være et øsamfund. Vi ser mange velkendte ansigter dagligt i Rønne og generelt på hele øen. Det gør man ikke i København, der går man klart mere anonymt på gaden. Jeg savner også de mange forskellige shoppingmuligheder, større udvalg af caféer og restauranter og et bredere natteliv i København. Forskellen på at arbejde i København og Rønne er ... hmmm, det må være, at kunderne i Rønne kommer i rigtig god tid. hvilket jo er godt. Hellere den vej end den anden.

Der er mange frisører i Rønne, undersøgte du på forhånd, om der ville være et kundegrundlag, eller tog du chancen?

– Jeg undersøgte intet. Min bekymring lå ikke i, om der ville være nok kunder eller ej. Det var jeg ret så sikker på, at der ville være – og det kan jeg også godt sige, at der er. Mine åbningstider i salonen er meget fleksible, men det er, fordi jeg arbejder efter, hvornår mine kunder booker tid. Jeg arbejder bedst under varierende arbejdstider – og der er jeg jo nu så heldig selv at kunne bestemme.

Navnet på din salon, Nadia Enya, hvor kommer det fra?

– Jeg er døbt Nadia Lynghus Frandsen, men da jeg arbejdede som frisørelev, var der både en frisør ved navn Nadia og mig, og det kan godt skabe forvirring blandt kunder i forbindelse med tidsbestilling. Så vi fandt i salonen ud af at kalde mig Enya, som er mine forældres andetvalg til mig. I København blev jeg dagligt kaldt Enya i tre år på mit arbejde, og jeg har også venner og veninder, som kalder mig Enya.

Hvad er vigtigt at kunne som frisør?

– Mange ting. Det er vigtigt at have sit professionelle præg med ind over forventningsafstemningen inden behandlingen. Fornemmelsen for, hvilket menneske du har i stolen, er også vigtig. Jeg skal kunne tilpasse mig alle personligheder, og det kan jeg rigtig godt lide.

Hvis der var frit valg på alle hylder, hvor ville du så rejse hen på din næste ferie?

– Jeg er stillet fint tilfreds, hvis blot der er varmt. Ellers kunne jeg godt tænke mig at tage til Frankrig og bruge en weekend i Paris.

 


Nadia Lynghus Frandsen

25 år.

Hun bor i Rønne centrum.

Hun har ikke behov for så megen fritid på Bornholm, så hun fortæller, at hun samler sine fridage og tager til København i nogle dage et par gange om måneden, så hun kan se sine venner og veninder der. 



FÅ ABONNEMENT