Christiansø – små øer, stor kunst

Christiansø – små øer, stor kunst
En ny alk i bronze har indtaget Frederiksø.
LEDER | DEBAT | 6. MAJ • 05:30
Tommy Kaas
Redaktør
LEDER | DEBAT | 6. MAJ • 05:30

Fra Karl Isakson og Edvard Weie til Erik A. Frandsen og Lars Abrahamsen: En levende kunsthistorie fortsætter på Christiansø – nu med en alk i bronze, der sætter nye tanker i gang i det offentlige rum.

Det er sådan en fantastisk kunsthistorie, der hele tiden bliver fortalt videre på på Christiansø.

I begyndelsen af 1900-tallet fik dansk modernisme sit egentlige fodfæste på Ertholmene, da Isakson og Weie var blandt de kunstnere, som søgte dertil.

Op gennem 1900-tallet søgte mange ud på det enestående naturområde, Gitz-Johansen, Henning Køie og mange andre, for at skildre de nye motiver i det særlige lys.

I dag danner Store Tårn ramme om nogle fine udstillinger – aktuelt med den anerkendte danske billedkunstner Erik A. Frandsen, hvis freskomalerier, der er malet på stedet, giver os en grund til at tage en tur over Østersøen med Ertholm.

Og nu har øerne minsandten også fået en ny bronzeskulptur af billedhuggeren Lars Abrahamsen. På Frederiksø har hans fine alk nu fundet sin plads. Hvor er det herligt.


 

Kunst i det offentlige rum betyder jo noget. Den skaber samtale, og når en ny skulptur – som alken på Frederiksen – placeres i landskabet, opstår der spørgsmål: Hvad er det? Hvad betyder den? Hører den til her? Og hvad siger den om (og til) os?

Den behøver ikke nødvendigvis at være pæn eller populær, kunsten. Eller provokerende for den sags skyld.

Men den må gerne forstyrre, og faktisk er det ofte dér, den gør størst indtryk.

Erik A. Frandsen og Lars Abrahamsen er et par fornemme repræsentanter for kunsthistorien på Christiansø, og det er vigtigt, at vi i vores samtid tager hånd om dén – at vi skriver nye, store kapitler.

Det er nogle kloge hoveder, der sikrer, at også eftertiden har noget at snakke om, når vi sætter Christiansø ind i den store kunsthistoriske sammenhæng.



FÅ ABONNEMENT