Lijlla Jubbersa jyl: Del to

I dag afslutter vi juleeventyret “Lille Jubbers jul”, der oprindelig udkom som føljeton i Politikens ATS i 1942, og som jeg nu har oversat til bornholmsk. Hvem ved, måske kan vi skabe en ny tradition med oplæsning af den populære fortælling på bornholmsk til de kommende julefrokoster.

Vi kommer ind i fortællingen, hvor politibetjent Nikolajsen har opdaget, at lille Jubber med Frøken Møllers hjælp har gemt sig i telefonboksen. Da vi forlod dem i sidste uge, hørte vi, at Nikolajsen reagerede med lige dele overraskelse og stærke følelser med trillende tårer til følge, da han så lille Jubber. Fortællingen fortsætter på følgende vis:

“Mijn sønn, mijn sønn”, vrælada hajn å bredde armana ud. Mæn de så lijlla Jubber ønte for ded, a armana va udan for kiosken.

Fröken Møller ble helt vid i ansaited å begjyjnde å græda stille å utrøstelit.

“Â, a Di ønte skammar Dom, Nikolajsen”, græd hon. – “Â, jâ trode, a Di va seddenejn stâsmajn! Ejn ræjti ugjefter stâsmajn!” Å Fröken Møller bröd sammen å vrælada, å hæjnnes skoffelses tåra drøppada ner på frimærken å klistrada ti ark 40 öres sammen.

Mæn polletibetjænt Nikolajsen höre ønte på Fröken Møller. Helt antererder å ejn fârs glæ språng hajn om te bâgdörn å bröd ijnn i boksijn te lijlla Jubber.

“Mijn sønn, mijn sønn”, snæwtada hajn å løtte rast lijlla Jubber opp på armijn.

“Jælp”, skræj lijlla Jubber, som ju ønte visste, a de va hans aiijn ælskada fâr. “Jælp! Polleti!”

“”, sâ Nikolajsen. “Â, lijlla Jubber. Jâ e ju dijn fâr! Â, mijn horra! Mijn horra!”

“Â, fâr!” sâ lijlla Jubber å slo armana om halsijn på’jn. “Â, fâr, som jâ hâr lajntad ætte dai.” –

Fröken Møller kjikkada vrælanes ijnn te dom gjinnem løggan. Fâr å sønn sto dær – dæjn ena me værannra i armana, dæjn annra me værannra om halsijn.

“”, snoppada Fröken Møller, “vår e jâ glâ ver, a lijlla Jubber nu hâr fujnned sijn fâr. Mæn koss, vår du hâr skoffad mai, Nikolajsen! Â, seddenejn tjyr!” – Hon bröd sammen ijænn, å åbrødden å vrælan, a dær ønte kujnne brydes å, sâ hon: “Væm ... e då – hansa moer?”

Â, vår ble dær stille ijnna i dæjn lijlla kiosken. Udanfor falte snejn vider å mijller. Lijlla Jubber så antererder frå dæjn ena te dæjn annra. Når hajn skujlle se antererder på Fröken Møller, fikkj hajn bokka sai ner å kjikka gjinnem løggan. Â, vår va’d spænnenes. Væm va så hansa moer?

“Ded e Di, Fröken Møller!” sâ Nikolajsen mijlt.

Fröken Møllers ansait, som hadde vrælad så maied, blârada å lokka.

“Â, vår e jâ lokkeli!” sâ hon. – “Nai, vår e jâ lokkeli, a jâ e hansa moer!”

Hon hâdada igrân å tæjnte sai om. “Mæn mai synes ønte ræjti, a jâ kajn hâusa ...!”

“Jo”, sâ Nikolajsen allarafult, “i framtiden 37!”

Fröken Møller grinada bloit å sâ ijænn: “Â, vår e jâ lokkeli!”.

“Ijnn te moer, ijnn te moer”, gâlde Nikolajsen helt âuantepå å rajte lijlla Jubber ijnn gjinnem løggan.

“Â, jâ e så glâr ver, a jâ hâr fujnned jærr, fâr å moer”, sâ lijlla Jubber. “Å nu vill jâ gjærna hâ et mekanist tåg!”

“Et mekanist tåg”, gâlde Nikolajsen uda i boksijn å klappada i hænnarna å glæ. “Et mekanist tåg! Horâ! Â, som vi ska læja!”

Å så lokte di kiosken å gjikk ajle me værannres hånn i sin jimm te Nikolajsen å læjde me de mekaniska tåged. Å de va ævent jylaawtan, å klokkarna rijnde glæn ijnn i dorra jarter.

Å de vâre ønte læjnne, forrijn Nikolajsen ble polletidirektör. Å de vâre hæjller ønte læjnne, forrijn Fröken Møller ujnne nawned Nikolajsen ble en kjænd refrajnsångarijnna bådde på gramofonplâda å æjlla. Å lijlla Jubber – ja, de vâre hæjller ønte læjnne, forrijn hajn ble stjærna – en bællastjærna, lânt dæjn grajnesta Luplau-Janssen nântid hadde sett. Å vær gång a Fru Nikolajsen sång: ‘Fröken, gje mai himmelens nommer’, løtte lijlla Jubber – som nu va stora Jubber – iven i sit stille sijnn å tizlada: “Takk, Fröken!“

Mæn når hajn ble gjefter å fikkj ejn horra, visste hajn ønte, om hajn skujlle kajla’jn Peter æjlle Ib. – – – Å alt ded sjedde på ejn julaawtan. Dæjn dailista awtan i hela åred. Â!

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk