Jeg har fundet ro ved at flytte tilbage til mine rødder

Tv-værten og butiksindehaveren Christina Holm Winsløw havde allerede stor TV-erfaring, før hun blev vært på TV2 Bornholm. Hun glæder sig over at være flyttet hjem til sin fødeø, hvor hun har fundet ro.
Christina Holm Winsløw bor lige ud til Østersøen i Nexø, men hun forstod først, hvor heldig hun var at vokse op her, da hun vendte tilbage til barndomsbyen som voksen.
– Det var faktisk min mand, der gerne ville til Bornholm. Jeg var glad for at bo og arbejde i København dengang, men for sjov sagde jeg, at han jo bare kunne finde et hus ved vandet i Nexø til os. Dem findes der jo ikke mange af. Men det vidste min mand, som ikke er bornholmer, jo ikke, griner hun, da vi sidder i hendes spisestue ved et seks meter langt plankebord, som badet i lys bugter sig gennem rummet mod høje vinduer, der sidder som én kæmpestor tv-skærm, der viser lige ud til det imponerende vue - med terrasse, have og hav.
– Egentlig havde vi set på et andet hus længere oppe ad vejen. Men da det viste sig at være en total egoistbolig uden plads til børn, tænkte jeg faktisk ’pyha’. Men så sagde ejendomsmægleren, at det her hus kom til salg. Her er jeg kommet som barn, for datteren, som boede her, legede jeg med. Og da jeg så det 14 dage efter, kunne jeg for første gang mærke, at jeg var klar til at flytte hjem til Bornholm, siger hun og ser mod vandet udenfor.
– Det første år, vi boede hjemme, havde vi slet ikke fjernsyn. Vi sad bare og gloede ud ad vinduet. Det har virkelig gjort en helt afsindig forskel, siger hun og dvæler endnu et øjeblik vanedannet ved den maleriske udsigt.
– Jeg havde helt glemt, hvor vidunderlig den bornholmske natur er, før jeg rykkede tilbage. For selvom jeg som barn brugte naturen enormt meget, når jeg har badet ved klipper og kørt til Balka, satte jeg ikke samme pris på det. På den måde har det været en genopdagelse for mig, da jeg kom retur. Så det har virkelig været en gave at komme hjem til, siger hun og smiler over kaffen, som damper fra store keramikkopper på det massive plankebord, der i sit udtryk minder om drivtømmer og derfor skaber en naturlig forbindelse til naturen lige udenfor.
En god skilsmisse
De enorme bordplanker har også en lokal forankring i hendes eget ophav. For de er faktisk oprindeligt fra en bornholmsk båd, fortæller hun.
– Da jeg voksede op her, var det jo en fiskerby. Min far er fisker, min stedfar er fisker, min farfar var fisker ,og min morfar var fisker, så jeg husker Nexø som en fiskerby med masser af liv. Og min mor, far, stedfar og mine søskende og bedsteforældre bor her stadig. Det er jo fantastisk.
Hendes forældre blev skilt, da hun var seks år, men hele familien blev i Nexø.
– Man ønsker jo altid, at ens mor og far skal være sammen, men efter jeg blev voksen, har jeg tænkt over, hvor gode de var til at være skilt. Jeg har aldrig hørt mine forældre tale dårligt om hinanden. Og de boede begge i Nexø, så på den måde var det også meget nemt. Og jeg måtte være, hvor jeg ville.
– Jeg husker også min barndom som en god tid med masser af frihed. Jeg kan heller aldrig huske, at jeg har fået rigtig skæld ud. Min far er virkelig mild. Der skal virkelig meget til, at han bliver sur, fortæller hun smilende og tilføjer, at forældrene heller ikke stillede store krav til hende.
– Min mor har ikke taget en uddannelse, og min far er fisker. Min mor var hjemmegående, og efter skilsmissen arbejdede hun på den lokale bodega og var vikar på skolen, men der gik ikke så lang tid, før fandt hun min stedfar og fik to børn med ham, mine to søskende. Og så har hun været hjemmegående.
Ville være politibetjent
Selv ville hun dog gerne have en uddannelse og har læst både medievidenskab og journalistik på universitetet.
– Men der har aldrig været et pres i nogen retning. Jeg kan faktisk være i tvivl, om mine forældre ved, hvilken uddannelse jeg har taget, fordi de har gået så lidt op i det, siger hun og smiler.
– Det vigtigste for dem var, at jeg var glad og gjorde det, jeg havde lyst til. Men jeg er også glad for, at jeg har taget en uddannelse, siger hun og vender igen blikket mod det blå hav.
– Jeg har i virkeligheden altid fået ret frie rammer, men har altid opført mig ordentligt. Jeg har ikke været rebellen eller hende, der skejede ud. Jeg kom hjem, når jeg skulle.
Barndommen brugte hun på at dyrke masser af sport, og hurtigt fik hun også at vide, at hun var god til at skrive og observere i skolen. Dengang drømte hun mest om at blive politibetjent.
– Jeg ved ikke, hvor det kom fra. Men jeg har altid været fascineret af at være et ordentligt menneske, tror jeg, ler hun og fortæller, at hun siden indså, at hun slet ikke turde blive politibetjent, da hun fandt ud af, hvor meget voldsommere kriminaliteten kunne se ud i storbyen i forhold til Bornholm.
I stedet rejste hun ud i verden. Allerede som 15-årig kom hun på high school, og som udvekslingsstudent i Chicago opdagede hun, at hun nok havde et særligt formidlingstalent.
– Jeg var 15-16 år og lidt genert, det var et andet sprog, og jeg havde forladt en kæreste herhjemme. Men der havde de et fag, som de kaldte social and media.
Og en dag blev de - udstyret med en blomst og et æg - sat sammen med en fra klassen.
– Så skulle man skrive ud fra alle de her prøvelser, man fik i faget. Og der kan jeg huske, min lærer sagde: ”Det er vildt så lidt væsen, du gør af dig selv, men hvad du får ud af det der papir”. Det var meget interessant. For det startede et eller andet allerede dengang.
– Jeg har heller aldrig været nervøs for at blive fyret. Aldrig. Sådan har jeg altid haft det. Hvad er det værste, der kan ske? Det er, at det går galt og så finder jeg på noget nyt, siger Christina Holm Winsløv. Foto: Joan Øhrstrøm
En ildprøve
Det førte senere til, at hun begyndte at læse medievidenskab, efter hun havde arbejdet som blandt andet handicaphjælper og rejst rundt i Østen, Australien og New Zealand med nogle veninder. Og selvom hun havde fået ros for sine evner til at skrive, fandt hun ud af, at hun havde for meget krudt i kroppen til at blive skrivende journalist, så i stedet kom hun i praktik på et produktionsselskab, der lavede talkshows med Pernille Aamund. Og nu blev hendes sans for at vinde menneskers tillid sat på prøve, mens hun kom ind under vingerne på sin ”tv-mor” Birgitte Kofoed, der som redaktionschef gav hende vilde opgaver, mens de sammen lavede Pernilles Univers:
– Det blev min ildprøve som praktikant, hvor jeg blev sat til at ringe til forældre, hvis barn var blevet kørt ned dagen før. Eller blevet skudt.
Hvordan havde du det med det?
– Det var crazy. Hun var så skrupelløs og satte os til alt, så jeg tænkte, hvis jeg kommer igennem de her seks måneder, så kan jeg alt. Det var så hårdt at lave. For det var så sårbare cases, vi havde med at gøre. Men det talte også til mig. For de fleste kan jo godt lide at tale om deres skæbne. Og Pernille Aalund var sindssyg god som vært. Hun kørte tre programmer af på sådan en optagedag. Det var vildt, siger hun og tilføjer:
– Vi havde også programmer med mennesker, som gik og ventede på at skulle have et organ. Men det var altid sårbare programmer. Jeg var altid fuldstændig bombet, når jeg kom hjem.
Hvad lærte du om dig selv og mennesker?
– Det er nok min styrke i virkeligheden. At tale med mennesker og møde folk, hvor de er, og aldrig presse dem til noget, som de ikke har lyst til. Men selvfølgelig være helt åbent omkring, hvorfor det er, jeg ringer. Sådan et interview, før man overhovedet kommer i fjernsynet, tog jo timer. Og fordi det var så sårbart, var risikoen, for at de meldte fra før en optagelse, kæmpe stor. Så det lærte jeg meget af og fandt ud af, at jeg var virkelig god til at møde mennesker og lytte til dem.
Ny kærlighed og forretningside
Sådan blev hun tv-tilrettelægger på alt fra benhårde dokumentarer til kokkeprogrammet ”Masterchef”, og selvom hun aldrig var fastansat på noget program, var hun aldrig arbejdsløs, før hun blev mor i 2012.
– Der trak jeg stikket. Jeg havde mødt min mand på en tv-produktion, og da jeg blev mor, holdt jeg pause fra tv i to år, og det var faktisk der, at Fashion-Resales blev født, mens jeg var på barsel i 2013. Men tankerne blev allerede etableret i 2012.
Ideen fik hun sammen med bornholmeren Ditte Brandt.
– Vi var på barsel samtidig. Hun var inspirationen, og så har jeg altid haft veninder, jeg har solgt tøj videre for på Trendsales og Den blå avis. Og jeg er altid selv gået meget op i genbrug og tænkt lidt over, hvad jeg har købt. Og jeg tænkte, at der må være mange kvinder, der har det lige som hende. Og det fødte den platform – Fashion-Resales.
Firmaets første ambassadør, den kendte radiovært Lea Gammeltoft, fandt hun sågar også i sin egen mødregruppe, og siden har hun fået flere kendte kvinder med som ambassadører, for Fashion-Resales var fra begyndelsens tænkt som en velgørenhedstanke, så man giver noget af sit tøj til dem, der har mere brug for det.
– Da jeg blev mor, opstod der bare en helt ny kærlighed, jeg ikke havde oplevet før. Det fik mig til at tænke på de børn, der får en svær start i livet, så konceptet var fra starten, at vi også skulle gøre noget godt for andre, så en del af det med at sælge tøjet gennem os, var også at sige ja til at donere noget til ungdoms Røde Kors. Så den røde tråd er bæredygtigheden og at hjælpe andre, forklarer hun.
– Fashion Resales startede som en webshop, og for en kort stund havde jeg også en butik i København, og det var under vores barsel, at det sluttede. Så var vi tilbage på vores jobs og kunne ikke også have vores butik.
Savnede at lave fjernsyn
Hun gik tilbage i tv-produktionsmiljøet i København, men efter hun sammen med sin mand og parrets nu femårige datter Alba flyttede til Nexø i 2018, åbnede hun i stedet en butik her i byen, da der var et lokale ledigt.
– Det var egentlig meningen, jeg bare skulle have et lager og så køre webshoppen videre. Men jeg tænkte, at jeg også kunne åbne en butik.
I dag har hun flere ansatte til at stå i butikken, så hun selv kan lave andre ting – for eksempel fjernsyn.
– Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke er drevet af at stå i butik, det bliver jeg faktisk ret drænet af. Det, der driver mig, er alt det omkring. Men jeg kunne også godt mærke, at meget af min identitet i virkeligheden ligger i at lave fjernsyn, så det begyndte jeg at savne.
Egentlig havde hun først overvejet at pendle, men tanken om at være væk fra datteren var ikke tillokkende.
– Og så blev der en ledig stilling på TV2 Bornholm, og jeg tænkte: ”Det kaster jeg mig ud i”.
I begyndelsen var hun programmedarbejder, inden hun et halvt år senere ”røg på skærmen”, og i dag er hun glad for, at hun gav lokaljournalistik en chance. Og siden 2018 har hun arbejdet for TV2 Bornholm – primært som vært, og hun kan sagtens bruge sine erfaringer fra tidligere.
– Ja, især det med mennesker. Jeg laver også vores samtaleprogram ”Mellem os”. Det er nok det, jeg elsker mest. Hardcore nyheder kan også være hårdt. Der er meget på spil. Jeg møder jo ind til et blankt papir og aner ikke, hvad der sker den dag. Det kan være en helt almindelig nyhedsdag, men det kan også være det modsatte. Da statsministeren lukkede landet ned, landede det på mit bord.
– Så der sker noget på en redaktion, når sådanne ting sker.
Dagligt gløder det tilmed i hendes indbakke – også på den kedelige måde. For når man er et velkendt ansigt på skærmen, holder folk sig ikke tilbage med kritiske kommentarer, fortæller hun.
– Det synes jeg faktisk er utrolig svært.
– Men der er vi nok tilbage til, at jeg gerne vil være det bedste menneske, jeg kan være, og jeg er ikke sat her på jorden for at gøre nogen ondt eller ikke fortælle nyhederne, så godt jeg kan til alle. Den kernegrundværdi, jeg har, stritter jo imod at skulle få hardcore klager i indbakken eller på instagram og Facebook. Jeg får selvfølgelig også det modsatte. Men det er jo ofte det negative, man hænger sig i, siger hun og forklarer, at det at lave tv på mange måder kan opleves ubarmhjertigt.
– Ofte har jeg kun to minutter, når jeg laver et interview i fjernsynet, hvor jeg skal nå at stille de spørgsmål, jeg har forberedt. Det kan gå alle mulige veje. Og det er altid live. Jeg kan ikke gøre det om. Men alle har en holdning til det, og det er et kæmpe pres på den måde.
For som hun siger, sidder der altid nogen og tænker, ’hvorfor spurgte du ikke om det?’ eller ’hvorfor gjorde du ikke sådan?’.
– Det havde jeg også på blokken, men jeg kunne ikke nå det. Desuden har jeg altid en redaktør i øret, så vi har trods alt en plan med det vi gør, siger hun og ser til siden.
– Men jeg bliver aldrig god til at ryste klager af mig. Nogle er også morbide. Jeg oplever det hver dag.
Hvad kan det for eksempel være?
– Det kan ligeså vel være spørgsmål som, hvor har du købt din flotte skjorte? Men ofte går kommentarerne på udseende, siger hun og citerer et par eksempler:
’Har du ikke taget lidt på?’ ’Hvor er den grim til dig den der!’
– Sådan noget får jeg meget af. Og så kan du nok gange det med 1000 ved dem, der sidder på landsdækkende tv, siger hun og ryster let på hovedet.
– Jeg kunne aldrig selv drømme om at skrive. Jeg kan godt sidde og tænke alt muligt, men jeg kunne da aldrig drømme om at skrive til vedkommende. Men det er der altså mange, der gør. Det synes jeg faktisk er pissehårdt.
– Det er egentlig meget rart at sige det højt, for det taler man jo ikke så tit om.
Sådan har jobbet som kendt ansigt både fordele og ulemper, forklarer hun.
– Det bedste er, at jeg lærer en masse om alle mulige ting, som jeg ikke ville have dykket ned i, hvis ikke jeg var journalist. Jeg elsker at blive klogere og mødet med andre mennesker, synes jeg, er fantastisk.
– Det svære er nok, at jeg nogle gange på meget kort tid skal sætte mig ind i nogle svære ting. Jeg er træt, når jeg går hjem. Hvis jeg har tre sene vagter i træk, kan jeg godt føle, at jeg har tømmermænd på fjerdedagen. Jeg får ikke noget ud af dagen. Man bruger jo også sig selv. Når man sidder på skærmen, er det jo en slags eksamen. Jeg skal præstere. Og alt kan gå galt. Det er jo teknik, der kan gå ned. Så jeg skal også altid have forberedt, hvad jeg gør, hvis tingene svigter mig.
Det skete senest for hende under Sportsprisen, hvor alt det tekniske gik ned, mens hun var vært.
– Og så siger min redaktør – ”you are on your own”. Så det skal man altid være forberedt på, at det også kan ske. Jeg er altid sindssyg nervøs op til på den gode måde, men når det først kører, så er det fint.
Så du kan godt leve med, at nervøsitet er en del af jobbet?
– Det troede jeg ikke jeg kunne. Men nu har jeg været der en del tid. Jeg troede faktisk, jeg ville have svært ved de daglige deadlines, som der er, fordi vi jo sender live flere gange om dagen. Jeg er blevet meget bedre til det. Det, der også er dejligt ved det, er, at når jeg er færdig, så har jeg fri, jeg tager ikke noget med hjem. Og jeg er totalt hjemmemenneske. Jeg elsker at være hjemme, siger tv-værten, som dog er dårlig til at sidde stille.
– Jeg har jo vandet lige dernede. Det kigger jeg på. Men jeg har en værtstræner, som sagde til mig: ”Du skal sætte dig derned på terrassen et kvarter hver dag, tømme hovedet og meditere…"
Hun smiler næsten undskyldende.
– Det er ikke sket endnu. Men jeg kigger meget på det, og jeg bruger det, men det med at sætte mig ned og ikke lave noget, det sker aldrig. Jeg ville ønske det gjorde. Og det er sådan et nytårsforsæt hvert år – vær bedre ved dig selv, skru lidt ned, men jeg kan ikke.
Ny butik i Rønne
Til gengæld har hendes uudslukkelige drive ført til åbningen af Fashion-Resales i Rønne i november.
– Rønne er jo storbyen, og jeg tænkte, der ligger noget potentiale. Nexø kører rigtig fint. Og der var kunder, der sagde: ”Åbner du ikke snart i Rønne?”, så da lokalet, som den ligger i, blev frit, tænkte jeg, det prøver vi af, fortæller hun.
– Jeg kan virkelig godt lide butikken i Rønne. Man kan købe kaffe i den butik, det kan man ikke i Nexø, så den har noget andet hygge over sig, og så er den jo lille. I Nexø skal man have lidt bedre tid.
Lige nu har hun fire ansatte til butikkerne, og når vagtplanen ikke går op, springer hun selv til. Selv tjener hun dog ikke penge på forretningerne.
– Jeg hiver ikke penge ud. Den betaler lønninger og er velgørende drevet. Jeg bliver ofte spurgt, om jeg vil være med i handelsstandsforeningen, og jeg siger konsekvent nej. De penge vil jeg hellere give til noget velgørende. Jeg kunne også gå ud med en raslebøtte. Men det her er blot min måde at gøre en forskel på.
Og ’forskellen’ vinder indpas hos forbrugerne, fortæller hun.
– Jeg kan jo godt mærke, at folk er blevet meget mere bevidste om deres handlemønstre. Min forretning går jo frem, hvor mange andres går tilbage. Det er bæredygtigt at handle second hand, ligesom man kan finde noget unikt. Der findes kun en af hver. Jeg elsker at finde perler, som har haft et andet liv, og hvor der er gode historier i. Jeg elsker det univers.
Derfor ser man hende også sjældent i en almindelig tøjbutik.
– Jeg kan godt lide at gå i genbrugsbutikker, når jeg er ude at rejse, men jeg shopper ikke meget. Men det betyder noget for mig, hvad det er for noget tøj, jeg køber. Da jeg startede som vært, gik jeg også meget op i, at det var danske mærker. Så jeg går meget op i bæredygtigheden i det også. Og i dag køber jeg det meste i min egen butik, for det er det, jeg har hænderne i.
Du kan godt
Sådan er hun mildt sagt ikke i tvivl om, hvad hun skal bruge tiden på, og hun er glad for, at hun nu ved, hvad hun vil bruge sine talenter til. For sådan har det ikke altid været.
– Fra jeg var 20-25 år, vidste jeg ikke, hvilken retning jeg skulle bevæge mig i, og det var en svær periode, for jeg havde længe svært ved at finde min hylde. Jeg kan huske, at alle dem omkring mig havde fundet deres retning i livet. Men på den anden side har jeg også altid tænkt – det skal nok gå, siger hun og lyser optimistisk op i endnu et smil.
– Når en dør lukker, åbner der sig en anden. Det er jeg ikke nervøs for. Jeg har heller aldrig været nervøs for at blive fyret. Aldrig. Sådan har jeg altid haft det. Hvad er det værste, der kan ske? Det er, at det går galt, og så finder jeg på noget nyt. Jeg har aldrig været bange for, at jeg ikke skulle kunne betale min husleje. Det har jeg nok skulle løse på en eller anden måde.
Hvor kommer den selvtillid fra?
– Måske hænger det sammen med, at mine forældre var ret unge, da de fik mig. Min mor var 16, og min far var 21. Det har jo gjort, at de var ret unge, da jeg voksede op. Jeg har fået enormt meget frihed under ansvar. Jeg har altid gjort alting selv. Selv fundet ud af hvad jeg skulle.
Det er også en gave, man giver sine børn nogle gange, mener hun. Det med, at det kan de godt selv.
– Min tankegang har altid været, at der ikke er noget, jeg ikke kan. Sådan har jeg det. Og det er faktisk en kæmpe styrke.
Hvad tror du på?
– Jeg ved ikke, om jeg tror på noget. Jeg håber på noget. Jeg tror ikke på Gud. Men jeg håber og tror på, at jeg skal møde min farfar igen. Jeg tror, at der er noget sjæl, der lever videre. Og at man lærer noget i hvert liv. Så måske har vi været her før. Jeg tror ikke på, at vi bare er væk, når vi dør.
Hvor finder du håb?
– Det er virkelig et godt spørgsmål. Alba spurgte så sent som i morges: ”Mor tror du, der kommer krig? Verdenskrig”. Hun havde set et klip, hvor de havde talt om tredje verdenskrig. Og jeg kan da godt selv have tanker omkring, hvordan verden ser ud, når vores børn vokser op. Inden du kom, hørte jeg en podcast om Gaza. På en måde er det jo virkelig fjernt, ligesom krigen i Ukraine, og alligevel er det lige om hjørnet og splitter os. Det kan virkelig godt gøre mig modløs og trist.
– Og klimaforandringerne skræmmer mig for eksempel også meget.
Hun nikker mod havet udenfor, der stadig lyser blåt i forårssolen.
– Apropos at bo så tæt på vandet, kan jeg da godt tænke: ”Gad vide om vi får lov til at blive ved med det”. For der bliver jo spist mere og mere af kysten. Og især i den seneste tid har der været så mange katastrofer. Det skræmmer mig, siger hun med alvor i stemmen.
– Jeg er ikke sikker på, vi tager det seriøst nok. Det håber jeg, vi kommer til. For jeg bliver nødt til at tro på, at vi kan gøre en forskel. Min datter har også en lille pose med og samler skrald og er virkelig bevidst, siger hun og tænker lidt med hænderne om kaffekoppen.
– Og hvis man skal vende blikket ind mod sig selv, så ligger håbet for mig i, at du skal skabe det, der gør dig glad. Skab det liv, du gerne vil leve. Det kan man godt.
Hvad giver dig størst glæde?
– Mit barn. At være mor. Det kom meget prompte hva’, smiler hun.
– Jeg forstår simpelthen ikke dem, der vælger ikke at få børn. Det kan lyde enormt hårdt at sige, for man kan sagtens have et godt liv uden børn, og der også dem, der ikke kan få børn. Vi har også vennepar, der ikke har børn. Jeg synes bare, de går glip af noget helt særligt.
– Jeg føler, det er min største opgave at være mor, og det er det, der gør mig allermest glad, jeg kan tude over det. Jeg er så glad for hende. Virkelig, siger hun, mens blikket bliver blankt.
– Den kærlighed kender man jo ikke. Den er bare ubetinget en kæmpestor gave. Det gør mig bare lykkelig altså. Jeg har lyst til at lave alt med hende, tage hende med overalt.
Hvad er det gode liv for dig og synes du, at du lever det?
– Det er et spørgsmål, jeg faktisk tit har oppe at vende. Og det tror jeg egentlig er meget godt. For man kan altid gøre et eller andet. Men grundlæggende synes jeg, at jeg har skabt et liv, som har givet mig en masse ro. Jeg er flyttet tilbage til mine rødder. Jeg har skruet en lille smule ned for tempoet, jeg har stadigvæk et højt tempo – det er også det, der driver mig, og det er sådan, jeg er som person. Men jeg er blevet bedre til at sige nej for eksempel.
Hun tænker længe, inden hun svarer på, hvad hun drømmer om:
– Jeg drømmer om, at min datter får et godt liv. Jeg drømmer om, at jeg får lov at have hende, indtil jeg dør. Jeg drømmer om, at jeg dør først. Det kan lyde som en kliche, men jeg drømmer også om ikke at blive syg, og at dem omkring mig heller ikke bliver det.
– Jeg har ikke materielle drømme. Penge er så ligegyldige for mig. Det er mere dem, jeg har omkring mig, der betyder noget.
– Jeg havde helt glemt, hvor vidunderlig den bornholmske natur er, før jeg rykkede tilbage, siger tv-værten Christina Holm Winsløv, der nyder at bo ved vandet i Nexø. Foto: Joan Øhrstrøm
Blå bog
Christina Holm Winsløv. Født 1978. Hun har læst medievidenskab og Journalistik på Syddansk Universitet. Vært på TV2Bornholm siden 2018. Har tidligere arbejdet som tv-tilrettelægger og redaktionschef på en række forskellige produktionsselskaber. Indehaver af butikkerne Fashion-Resales i Rønne og Nexø og webshoppen: fashion-resales.dk. Bor i Nexø. Gift og mor til Alba.
NYT JOB
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration