Jan vandt EM i 1992, men den største lykke fandt han på Bornholm

Jan B. Poulsen var assistenttræner for Richard Møller Nielsen, da landsholdet vandt EM i fodbold. Han mener selv, at triumfen var hans skyld, da det var ham, som fandt på at lave en minigolfturnering, som rystede spillerne sammen. Han har aldrig været træner på Bornholm, men han har i mange år haft en stærk relation til øen, da hans kone er herfra.

Du var som aktiv spiller en målfarlig angriber, og du har blandt andet spillet for RIK. Hvordan kom det i stand?

– Jeg var på Bornholm i halvandet år, fordi jeg var soldat og var blevet ansat som sergent. Det første år spillede jeg stadigvæk i min barndomsklub i Store Heddinge, men det blev til for lidt. Og så kom jeg i snak med Preben Ulriksen, som også var soldat, og han spillede så for Rønne IK. Og så meldte jeg mig ind i Rønne IK, fordi så kendte jeg i hvert fald én. Og det har jeg selvfølgelig aldrig fortrudt, for vi havde en fantastisk sæson med et stærkt RIK-mandskab.

Hvordan husker du din tid på holdet?

– Jamen det var jo fantastisk, fordi vi spillede jo i Danmarksserien, og den vinder vi og rykker op i 3. division, som det hed dengang. Og det var så samtidig med, at Viking rykkede ned i Danmarksserien,

så der fik vi byttet roller. Og det var jo en god ting for RIK på det tidspunkt. Det var jo arvefjenden, Viking.

– Men det var jo også en god tid for Bornholm, fordi der var jo fire Danmarksseriehold. Der var jo RIK, og så var der Aakirkeby, og så var der Allinge-Sandvig på nordlandet, og så var der Nexø. Det var dengang, der var mange gode hold på Bornholm.

Hvilket årstal var det?

– Det var i 1968.

Hvad husker du ellers fra din tid på Bornholm?

– Dengang blev der spillet unionskampe, hvor man repræsenterede Bornholm. Og vi tog til Ystad og spillede en træningskamp mod det bedste hold i den sydsvenske union, og den vandt vi 6-1, og jeg var så heldig at lave alle 6 mål. Ugen efter spillede vi en rigtig unionskamp mod Lolland Falster, som havde den kommende landsholdstræner Kurt Nielsen i spidsen. Han var træner for holdet, og det var stort set B.1901's førstehold. Dem slog vi 5-0, og så lavede jeg fire mål. Så det var 10 mål på en uge, så det var sgu en god tid.

Du flyttede efterfølgende fra Bornholm. Var det fordi du skulle stoppe på kasernen?

– Ja, jeg skulle jo finde et job. Så jeg begyndte at læse på Københavns Universitet og kom tilbage til Sjælland. Og så hører det jo også med til historien, at min kone, Anette, er bornholmer. Så jeg fik lidt ud af min soldatertid. Hun kom på seminariet på Frederiksberg, så hun flyttede fra øen sammen med mig.

Som spiller nåede du at spille for Boldklubben Frem i landets bedste fodboldrække. Og senere blev du som træner ansat som assistenttræner på landsholdet. Hvordan blev du det?

– Jamen, det er jo de der tilfældigheder. Altså, der sker det, at vi skal prøve at kvalificere os til VM i Italien i 1990, men så taber man på udebane til Rumænien med 3-1 og kommer ikke med. Og så siger Sepp Piontek sit job op som landstræner. Og efter nogle trakasserier, bliver det Richard Møller Nielsen, der bliver landsholdstræner. På det tidspunkt var jeg træner i Frem, og så spørger han mig, om jeg kunne tænke mig at blive assistenttræner.

– Jeg havde været sammen med ham nogle gange på nogle af de studierejser, som DBU havde arrangeret på det tidspunkt. Så vi havde mødt hinanden før, og vi kendte hinanden lidt i hvert fald. Hvorfor han vælger mig, det ved jeg ikke, men jeg kan jo ikke sige andet end, at jeg er glad for det.

Du var med til at vinde EM i 1992. Hvordan husker du selv den oplevelse?

– Det var da min skyld.

Det var måske dig, der fandt på McDonald's-turen?

– Nej, det var det godt nok ikke, men jeg fandt på minigolf.

– Efter vi havde spillet uafgjort med England og tabt til Sverige, hang vi jo selvfølgelig lidt med snuden, for vi troede jo, at det var slut. Jeg havde så fundet ud af, at der var en minigolfbane, så gik jeg op til Richard og spurgte, om jeg ikke lige skal arrangere en minigolfturnering? Det syntes han var en god idé, så det gjorde jeg.

– I hele taget fik vi jo skabt det der miljø, hvor vi godt kunne have det skægt, men samtidig tog tingene alvorligt. Det var også derfor, at Richard sagde ja, da "Faxe" (John Jensen, red.) og Allan Poulsen fandt på at vi skulle på McDonald's. Men han løb jo en risiko ved at sige ja. For hvis vi nu havde tabt til Frankrig i stedet for at have slået dem, så kunne man jo godt have forestillet sig en avis-overskrift, som lød noget i retning af: I stedet for at tage EM alvorligt, spillede de minigolf.

Hvordan var det at stå med pokalen til sidst?

– Det er jo en følelse, som aldrig kommer tilbage. Det var jo helt vanvittigt, at vi kunne gå hen og vinde EM. Og det var jo klart, at det blev fejret hele natten og også dagen efter.

– Det har jo været helt fantastisk, og vi har jo været gode til at holde sammen på holdet, så vi har været rundt i Danmark og spillet sommerkampe - også på Bornholm. Så det har været en stor ting, som fylder meget.

Er det altid et samtaleemne, når du møder nye mennesker?

– Nu er jeg jo sådan en person, der ikke stiller mig foran et eller andet fjernsynskamera hele tiden. Der er formentlig ikke ret mange, der er klar over, hvem der var assistenttræner dengang.

Så det er ikke altid, at folk faktisk er klar over, at du har vundet EM i 1992, når de møder dig?

– Jeg kan godt gå på gaden, uden nogen genkender mig. Det er klart, at folk i fodboldkredse, og som har en vis alder, de ved godt, hvem jeg er. Men der er mange, der ikke ved det. Men det gælder jo også, hvis du går ud på gaden i dag og spørger, hvem er Henrik Larsen, eller hvem er Morten Bruun. Ja, Morten kender de måske nok, men om de er klar over, at han var med til EM, det ved jeg ikke. Det bliver hurtigt glemt.

Du har nu skrevet bogen "Et liv med verdens bedste legetøj", og du viser den frem den 6. november klokken 16.30 i RIK's klubhus. Hvordan ser du frem til det?

– Det glæder jeg mig til. Jeg håber, at der kommer nogle mennesker, som har lyst til at høre et par historier fra det, jeg har oplevet. Og måske så får lyst til at købe bogen. Jeg har jo ikke skrevet en bog for at tjene penge, men jeg vil da gerne have, at det løber sådan lidt rundt. Det er klart. Og så vil det jo være sjovt, hvis der er nogen, der vil synes, at det er meget sjovt at læse i den.

Der er også et kapitel om din tid på Bornholm som spiller?

– Ja, ja, ja. Der er jo også et par soldaterhistorier, og så er der historien om de 10 mål i to kampe. Det betød faktisk, at da jeg kom til Sjælland og meldte mig ind i Frem, så havde det jo stået i avisen, at jeg havde lavet 10 mål. Det gjorde entrén lidt lettere.

Hvor ofte besøger du Bornholm?

– Vi har sommerhus nede i Øster Sømarken, så vi er over hvert år.

Jan B. Poulsen

Født og opvokset i Store Heddinge på Stevns.

75 år.

Har spillet som angriber i Danmarks bedste række for Boldklubben Frem.

Stoppede som fodboldtræner i 2015.

Bor i dag med sin bornholmske hustru, Anette, i Lellinge ved Køge.