Hun er det mest omsorgsfulde menneske, jeg nogensinde har kendt

Louise Bech Andersen døde den 9. april i en alder af kun 31 år efter et kræftforløb. Hendes enkemand håber, at hun vil blive husket for den varme og kærlige person, hun var. Hun satte aldrig sig selv først, for hvis dem omkring hende havde det godt, havde Louise det også godt.

Louise Bech Andersen (født Jensen) blev født i Rønne i 1993 som datter af Charlotte Jensen og Peter Bech Jensen. Hun voksede også op i Rønne, og allerede i børnehaven mødte hun jævnaldrende Simon Andersen, som hun senere blev kærester med, da de begge gik på Bornholms Gymnasium.

– På en eller anden måde har vi jo kendt hinanden altid, men det var først i 1.g, at vi begyndte at finde ud af, at vi godt kunne lide hinanden, fortæller Simon Andersen, som senere også blev gift med Louise og derfor tilegnede sig mellemnavnet Bech.

Parret flyttede til København i 2015, da de begge havde et ønske om at begynde på en uddannelse, som ikke blev udbudt på Bornholm. Simon læste IT, og Louise søgte ind på universitet på spansklinjen, da hun havde fattet interesse for sproget på et tre måneders udvekslingsophold i Spanien. Men hun fandt hurtigt ud af, at det ikke var så meget hende alligevel. I stedet søgte hun ind på farmakonomskolen i Hillerød og fik læreplads på Christianshavns Apotek, hvor hun også fik tilbudt et job, da hun blev færdiguddannet.

Betød meget at blive mor

Uddannelse og job var dog ikke det eneste, hun fik, mens hun boede i København. I 2020 fik hun datteren Maya, og dermed blev hun mor for første gang. Det betød rigtig meget for hende.

– Det her med at blive mor har bare været noget af det største for hende. Det fyldte hende op med kærlighed og omsorg og alt muligt. Fra da af var det dét, hendes liv gik ud på, fortæller Simon Bech Andersen.

At de to lige pludselig blev til tre gjorde også, at ønsket om at flytte hjem til trygge omgivelser på Bornholm begyndte at trænge sig mere på. Det ville nemlig give mulighed for at bytte toværelseslejligheden i Brønshøj ud med et hus med have i Rønne.

– Vi er begge to født og opvokset på Bornholm og har haft nogenlunde den samme opvækst med hus og have og lokalsamfund og det hele. Så det tænkte vi, at det ville vi måske også gerne have og kunne give videre til Maya på det tidspunkt, og så vores andet barn, Lily, senere. Så vi prøver at give dem den samme opvækst. Eller i hvert fald skabe rammerne omkring det, fortæller Simon Bech Andersen.

Parret flyttede tilbage til Bornholm i februar 2022, da Louise søgte og fik en stilling hos Rønne Apotek.

– Så tænkte vi, så er det jo nu. Op med teltpløkkerne og så bare pakke lejligheden ned og af sted. Vi nåede at bo nærmest seks måneder hos Louises mor og far, indtil vi fandt hus, og det var på plads, fortæller Simon, som beholdt sit gamle IT-arbejde, da det var muligt for ham at arbejde hjemmefra.

Tænkte på andre før sig selv

Jobbet på Rønne Apotek betød meget for Louise. Hun var dygtig til sit arbejde og fordybede sig så meget i det, at man nærmest kunne kalde hende for et omvandrende leksikon inden for medicinpræparater. Hun var også vellidt på apoteket for sit altid gode humør og smil, og det er også sådan Simon Bech Andersen selv beskriver hende.

– Jeg vil jo nok sige, at hun er det varmeste og det kærligste, og nok også det mest omsorgsfulde menneske, jeg nogensinde har kendt eller mødt. En af de ting, som har været specielt ved hende, er jo, at hun har aldrig rigtig sat sig selv først. Hun har ligesom altid sørget for, at folk omkring hende havde det godt. Fordi hvis de havde det godt, så havde Louise det også godt. Så den mentalitet har hun ligesom altid haft, fortæller Simon Bech Andersen, som fik fornøjelsen at dele 13 år af sit liv med hende som par.

Det var da også familien og vennerne, hun dyrkede, når hun havde fri fra arbejde.

– Det er ikke fordi, hun har gået til holdsport. Det har været meget med at pleje de personlige relationer. Louise har altid været et kæmpe familiemenneske, og hun har en rigtig stor familie, ligesom hun også har en stor venindegruppe, som stadig holder sammen siden gymnasiet, fortæller han.

Ville ikke defineres af sin sygdom

Louises liv blev vendt på hovedet, da hun i foråret 2024 fik en kræftdiagnose. Det var en hård besked at få.

– Det tog hun ikke særlig godt. At sige til en på daværende tidspunkt 30-årig kvinde: "Jamen, du har metastatisk brystkræft", det er jo ikke sjovt, fordi så er det jo ligesom hele ens verdensbillede, der krakelerer. Nu har man to børn, og man skal til at skabe det her voksenliv med nærmest villa, vovse og Volvo, og så får man beskeden, at du har jo faktisk en dødelig sygdom. Det bliver jo ikke taget særlig positivt imod, det er klart, og sådan er der nok mange, der ville have det, fortæller Simon Bech Andersen.

Hun lod sig dog ikke slå ud af diagnosen.

– Louise er sådan et fantastisk menneske, fordi hun greb det jo sådan ad, at hun har jo kæmpet med alt, hvad hun havde. Kæmpe styrke. Og så hun gik meget til det med, at hun skulle ikke defineres af den her sygdom. Det var ikke noget, der skulle påvirke hende. Det var ikke, fordi man skulle kigge på hende og så sige, du er jo godt nok syg, hva'? Så det kæmpede hun rigtig meget med ikke at lade sig definere af, at hun nu gik rundt med en livstruende sygdom.

– Hun prøvede i hvert fald at opretholde meget det der med, at hun ville være sig selv. Og det er jo også det, vi har hørt fra venner og familie, når de har set hende. Det kan godt være, at du ikke har noget hår på hovedet og går med de her tørklæder, men du ligner dig selv, du opfører dig, som du altid har gjort, og du gør de samme ting, du altid har gjort.

Lavede støttegruppe for kræftramte

Under kræftforløbet havde Louise også overskud til at gøre noget for andre, som var i den samme situation som hende. Hun lavede en gruppe for unge med kræft, som kunne mødes og tale fortroligt med hinanden om deres sygdom.

– Det er en flot præstation, at man også kan overskue det samtidig med familieliv og kræftsygdom og alt muligt. Det vidner om et kæmpe overskud hos Louise, at hun midt i det hele formår at lave et lille miljø for andre kræftramte, siger Simon Bech Andersen.

Støttegruppen hjalp også Louise, da det gav hende et frirum, hvor hun kunne tale frit om sin sygdom.

– Selvfølgelig kan man snakke med mig, hendes forældre, eller veninder om sin sygdom. Men det er noget andet at sidde over for et andet menneske, som er i den samme eller i hvert fald en lignende situation. Fordi man har jo nogle tanker og nogle bekymringer, som man nødvendigvis ikke lige deler med dem, der lige står en allernærest. Hun følte måske ikke, at hun kunne få lov at udtrykke sig helt fra hjertet af, hvordan hun egentlig havde det - måske også for at beskytte os mod det.

Kæmpede til det sidste

Louise Bech Andersen gik pludselig bort onsdag aften den 9. april. Det skete meget hurtigere end ventet, og derfor fik hun ikke mulighed for at sige ordentligt farvel til sine to døtre.

– Det er måske det mest tragiske i det her, for der var jo ikke nogen, der havde set det komme. De sidste 14 dage begyndte tingene nok lige pludselig at gå lidt hurtigere, end der var nogen, der havde forudset, at det ville gøre, fortæller Simon Bech Andersen.

Det var planen, at Louise mandag, tirsdag og onsdag skulle have strålebehandlinger på Rigshospitalet, da den knude hun havde i brystet havde vokset sig så stor, at den begyndte at give gener. Og ugen efter skulle hun så begynde på kemobehandling. Men allerede mandag begyndte Louise at have lidt besvær med åndenød, og situationen blev forværret fra dag til dag med både dårlige infektionstal og blodværdier.

Lægerne valgte at stoppe strålebehandlingen om onsdagen og gav besked om, at de ville sende Louise med fly til Bornholms Hospital. Her ankom hun onsdag aften ved ottetiden, hvor hun blev mødt af sin mor og far. Få timer senere gik hun bort.

– I de tre timer kæmper hun, men der har angsten overtaget. Til sidst kan kroppen heller ikke mere, så hendes hjerte stopper 23.15, hvor hun får hjertestop. Man kan sige, at man ønsker jo altid, at de stille og roligt lukker øjnene og sover stille ind, men det var lidt mere dramatisk, må jeg ærligt erkende, siger Simon Bech Andersen og oplyser, at sidste gang Louise så sine døtre var søndag eftermiddag.

– Selvfølgelig har vi facetimet lidt med dem, mens vi var på Rigshospitalet, men ellers var det sidste gang.

Sådan skal Louise huskes

Hvordan vil Louise gerne have, at hendes børn husker hende?

– Louise har sagt flere gange i løbet af de sidste par måneder, at der er mange ting, hun gerne ville skrive ned. Hun kunne godt tænke sig at skrive nogle breve til vores piger, som de så kunne få på et senere tidspunkt i livet. Det nåede hun desværre ikke.

Louises ønske kan dog stadig gå i opfyldelse.

– Jeg håber inderligt, at familie og venner vil være med til at forevige mindet om Louise – ved at skrive og dele breve til pigerne, der fortæller hvem deres mor var, hvad hun betød for dem, og hvilke minder de har med hende. Det kan være i ord, billeder, videoer eller andet, der kan hjælpe dem med at mærke hende og forstå det menneske, hun var.

Simon Bech Andersen vil også selv gøre meget for, at Louises to døtre vil huske deres mor for den fantastiske person, hun var.

– Jeg tror noget af det, som jeg håber, at pigerne og folk vil huske hende for, det er jo den person, hun var, og ikke for sygdommen. Hun var jo en kvinde med et kæmpestort hjerte, spredte grin og havde en stærk retfærdighedssans. Meget nærværende.

Efter Louises død er der kommet mange støttende beskeder fra rigtig mange mennesker, og det er et godt bevis på, at hun har sat sig nogle spor i mennesker, mener Simon.

– Det har været fuldstændig overvældende. Fra vi begyndte at skrive det på sociale medier har vi fået tilsendt mange buketter, og bedemanden talte det til omkring 220 fremmødte til bisættelsen i Rønne Kapel. Der var også omkring 130-150 mennesker til mindehøjtideligheden, og vi har modtaget 130 kort i forbindelse med bisættelsen. Det er helt vildt.

Simon Bech Andersen og hans to døtre skal nu finde en måde at leve på uden Louise i deres liv. Det er en opgave, de skal finde ud af at løse, for det ville være Louises ønske.

– Selvom hun lige pludselig bliver truet på livet af en sygdom, så handlede det for hende ikke om, at vi skulle overleve det her. Det var meningen, at vi skulle leve. Det gjorde hun meget ud af, fortæller Simon Bech Andersen.