Han var Gustavs altmuligmand

Han var Gustavs altmuligmand
Tage Rasmussen blev 70 år. Privatfoto
MINDEORD | ABONNENT | 30. NOV 2023 • 19:00
Holger Larsen
Journalist
MINDEORD | ABONNENT
30. NOV 2023 • 19:00

Tage Rasmussen fra Rønne blev 70 år.

Tage Rasmussen, Rønne, er død. Han blev 70 år.

Tage Rasmussen kom fra Assens på Fyn, hvor han voksede op sammen med fire søskende. Han var sømand i sine unge år, blandt andet på skoleskibet Georg Stage, og han har været meget rundt i verden.

Det var mødet med bornholmske Helle, der bragte Tage Rasmussen til Bornholm, da han var midt i 20’erne, fortæller hans datter.

– De bosatte sig i Rønne, og de adopterede mig fra Indien i 1981, fortæller datteren Mala Christensen.

– Han arbejdede på boreplatform i Grønland i det meste af min barndom. Der var altid gang i ham, og han har altid arbejdet. Han blev udlært tømrer, og han har været murerarbejdsmand. Han har blandt andet arbejdet i Gudhjem-Rønne Tømrer- & Snedkerforretning, fortæller datteren.

En beskeden mand

– Mine forældre blev skilt, da jeg var lille, fordi far havde et problem med alkohol. Men mine forældre bevarede kontakten, og min far var knust, da min mor døde for 17 år siden. Far blev boende på Bornholm og boede forskellige steder i Rønne, fortæller Mala Christensen.

Tage Rasmussen blev for cirka 10 år siden alvorligt syg af TBE og var indlagt på hospital i flere måneder. Selv om det så sort ud, blev han rask. Sygdommen fik ham til at lægge livet om og droppe alkoholen.

– Min far var en beskeden mand. Han sagde, at hvis han blev 70, fik et hav af børnebørn og et sted at bo, så ville han være tilfreds. Det lykkedes for ham, siger Mala Christensen.

I de sidste godt 20 år arbejdede han som altmuligmand på Café Gustav i Rønne. I de sidste år dog i mindre omfang efter den alvorlige sygdom.

Fiksede mange ting

– Jeg har arbejdet med ham i 20 år, så jeg har det lidt, som jeg har mistet min højre arm. Han fiksede bare en masse småting, som vi ikke behøvede at tænke over, siger medejer af Café Gustav, Dorthe Dahl.

– Han fejede lidt, ordnede håndtag, skiftede pærer, bestilte øl. Han var der tidligt, så han låste op for skraldemanden, fik en sludder for en sladder med dem, der kom i huset. Han boede alene og ville gerne have noget at stå op til og have nogen at snakke med. Det holdt ham i gang, og han var glad for at komme her.

– Tage var bare sig selv. Han var meget hjælpsom, et varmt og rart menneske, som ville alle det bedste. Nem og omgængelig, men også bestemt og stædig, siger Dorthe Dahl.

Mala Christensen flyttede til Sjælland, efter at hendes mor døde, men fik efterhånden et tættere forhold til faren, som gik meget op i datteren og børnebørnenes ve og vel.

Tage Rasmussen efterlader sig datteren Mala og fire børnebørn – Oliver, Noah, Emma og Alba.