Han slutter efter 39 år som folkevalgt, men vil fortsætte i Faglige Seniorer

Han slutter efter 39 år som folkevalgt, men vil fortsætte i Faglige Seniorer
Verner Landin er glad for fællesskabet i Faglige Seniorer, og han tager gerne en tørn til som formand, når han er på valg til vinter. Foto: Jacob Jepsen
80 ÅR | RØNNE | ABONNENT | 15. JUL 2021 • 09:12
Holger Larsen
Journalist
80 ÅR | RØNNE | ABONNENT
15. JUL 2021 • 09:12

Den tidligere LO-formand Verner Landin fylder 80 år fredag den 16. juli og benytter lejligheden til at fortælle, at han ikke stiller op til det kommende valg til ældrerådet.

Verner Landin sætter dermed punktum efter 39 år som folkevalgt. Han var først medlem af Rønne Byråd og derefter af Bornholms Amtsråd – i alt i 23 år. Efter at han havde trukket sig tilbage som LO-formand, blev han i 2005 valgt ind i ældrerådet.

– Jeg syntes ellers, at jeg havde haft opgaver nok i fagbevægelsen, så da jeg stoppede i LO, var det min klare mening, at jeg ikke skulle have flere hverv. Men så kom min hustru Grethe og jeg med i Faglige Seniorer, og nogen kom og spurgte mig, om jeg ikke ville stille op til ældrerådet, siger Verner Landin.

Men nu er det altså slut, fortæller fødselaren over en kop kaffe i hjemmet på Midgårdsvej i Rønne. Verner Landin tager derimod gerne en tørn til i Faglige Seniorer Rønne, hvor han har været formand i 11 år.

Taknemmelige ældre

– Her møder man ældre mennesker, der er meget taknemmelige og glade for, at man vil gøre et stykke arbejde, som vi i fællesskab kan have glæde af. I fagbevægelsen var det naturligt, at mange var kritiske. I dag oplever jeg at få ros for at ville bruge min fritid på at skabe glæde blandt andre mennesker. Det har vi også selv meget stor glæde af, siger han.

Faglige Seniorer startede i det små som et mødested i LO-regi for medlemmer, der var gået på efterløn eller pension. Man voksede hurtigt, så det passede fint, at den daværende Rønne Kommune etablerede Sagahuset som et foreningshus primært for pensionist- og handicapforeninger.

– Sagahuset er et fantastisk samlingssted. Det havde før coronaen cirka 3.500 brugere hver måned, siger Verner Landin, der er næstformand for Sagahusets bestyrelse.

1.100 medlemmer

Faglige Seniorer Rønne har i dag 1.100 medlemmer, og de kommer fra hele Bornholm. Verner Landin vurderer, at stort set alle er med i aktiviteter i Sagahuset.

– Vi har somme tider problemer med at få plads og må oprette venteliste.

Der er 11 faste ugentlige aktiviteter – blandt andet banko, kortspil, gymnastik og computer – og dertil kommer diverse enkeltstående arrangementer. Når der altså ikke er coronalukket.

– Folk vil gerne hjælpe til i bestyrelsen, i festudvalg, og hvad vi ellers har for at have et fællesskab. Vores opgave er at skabe glæde og optimisme og få vores medlemmer til at møde frem. Vi er ikke en forening, der er utilfreds. Vi synes faktisk, at vi har en god ældrepleje på Bornholm. Det siger vores medlemmer, der får eller har fået hjælp. Naturligvis sker der fejl, men generelt har vi en god ældrepleje, mener Verner Landin.

Den personlige kontakt

Grethe og Verner Landin er selv blandt de cirka 50, der er ude at gå cirka fem kilometer hver mandag:

– Der skal meget til for, at der bliver lavet om på det. Vi har mad med, som vi om sommeren spiser ude og om vinteren i Sagahuset.

– Vi er en forening, som ikke lader os styre af udviklingen. Vi kræver kontingent op på gammeldags måde. Vi er nogle stykker, der tager ud og besøger de 750 husstande. De fleste betaler kontant, enkelte med mobilepay. På samme måde kører vi rundt med vores program, fortæller Verner Landin.

– Kontakten til vores medlemmer er enormt vigtig, og man er glade for, at vi kommer. Vi opkrævede tidligere kontingent i januar-februar. Det har vi lavet om til april-maj, så det er knap så koldt.

Nyder hver eneste dag

Grethe og Verner Landin, der blev gift i 1965, boede i mange år i stort hus og med stor have på Strandvejen i Rønne. For otte år siden flyttede de til en mindre lejebolig med en mindre have på Midgårdsvej. Den flytning har de ikke fortrudt, og de glæder sig især over, at der er kommet flere børn i kvarteret.

– Vi nyder hver eneste dag. Vi står tidligt op, og så går vi i gang. Vi sover ikke til middag, for det har vi ikke tid til, men vi er også så heldige at have et forholdsvis godt helbred, siger Verner Landin.

Dagen kan blandt andet byde på opgaver i Faglige Seniorer, i kolonihaven i Solvang, i sommerhuset i Sandvig eller for Grethes vedkommende i genbrugsbutikken i Møllegade. Men ellers prioriteres familien højt.

Grethe og Verner Landin havde for snart tre år siden den sorg at miste datteren Lone:

– Det hjalp os igennem krisen, at vi ikke lukkede os inde, men tog os mere af den øvrige familie, siger Verner Landin.

– Man siger, at man skal tænke på dem, der er tilbage, i stedet for dem, der er gået væk, supplerer Grethe Landin.

– Men vi har alligevel savnet hver eneste dag, tilføjer Verner Landin, og der bliver et øjeblik stille, inden Grethe fortæller om døtrene Jytte og Sanne og alle børnebørnene.

Verner Landin i den lille have på Midgårdsvej. Han har også en kolonihave at boltre sig i. Foto: Jacob Jepsen