80-årig er loyal socialdemokrat: Vi holdt jo DSU-fester, hvor der var liv og glade dage

80-årig er loyal socialdemokrat: Vi holdt jo DSU-fester, hvor der var liv og glade dage
Den tidligere LO-formand Verner Landin fylder 80 år fredag den 16. juli og benytter lejligheden til at fortælle, at han ikke stiller op til det kommende valg til ældrerådet. Derimod tager han gerne en tørn til i Faglige Seniorer Rønne, hvor han har været formand i 11 år. Arkivfoto: Berit Hvassum
80 ÅR | RØNNE | ABONNENT | 15. JUL 2021 • 09:12
Holger Larsen
Journalist
80 ÅR | RØNNE | ABONNENT
15. JUL 2021 • 09:12

Verner Landins far, Svend Landin, var socialdemokratisk medlem af både sognerådet i Klemensker og amtsrådet, og for Verner Landin, som fylder 80 år den 16. juli, har der aldrig været tvivl om det politiske ståsted.

– Mine forældre var stærkt politisk engagerede. Det betød også, at jeg som 14-årig meldte mig ind i DSU og som 18-årig i Socialdemokratiet. Det var naturligt for mig. Der var jo heller ikke meget andet på landet dengang. Vi holdt jo DSU-fester, hvor der var liv og glade dage.

Verner Landin var i en årrække formand for Socialdemokratiet Rønne-Hasle og blev æresmedlem, da han stoppede i 2014. Han er i dag bestyrelsessuppleant i partiforeningen, og det vil han gerne fortsætte med – og med det erklærede første mål at bidrage til, at Socialdemokratiet kan bevare borgmesterposten på Bornholm.

– Jeg tilhører den generation, som oplevede, at vi mistede stenindustrien og fiskeindustrien. 1.700-1.800 personer blev sendt ud i arbejdsløshed. De seneste år, efter at Winni Grosbøll blev borgmester, er der sket en fantastisk udvikling på Bornholm med mange nye arbejdspladser. Vi er på vej frem, vi har udbygget et godt skolevæsen, vi får flere børn, så måske skal der bygges nye børnehaver, siger Verner Landin, der mener, at fokus nu i højere grad skal rettes mod det psykiatriske område og på at sikre erhvervslivet den fornødne arbejdskraft.

– Jeg ser lyst på fremtiden, hvad angår både kommunalvalget og et kommende folketingsvalg. Jeg er stolt over, at det er lykkedes Socialdemokratiet på Bornholm at fostre store personligheder som folketingsmedlemmer – først Jeppe Kofod, der i dag er udenrigsminister, og derefter Lea Wermelin, der nu er miljøminister. Der er noget at leve op til for andre partier, mener han.

Verner Landin mener, at kommunalbestyrelsens flertal er udsat for meget uberettiget kritik, og han forstår ikke, hvad han betegner som en manglende tillid til offentlige myndigheder.

– En gang imellem skulle man måske rose de offentligt ansatte, mener han.

Tilbage til rødderne

Du er en meget loyal socialdemokrat – har du aldrig tvivlet?

– Da Bjarne Corydon solgte ud af værdierne, var jeg nok lidt overrasket, siger Verner Landin om finansministeren i Helle Thorning-Schmidts regering.

– Men så kom Mette Frederiksen til, og vi kom tilbage til de socialdemokratiske rødder, tilføjer han.

– Jeg har altid været stolt af at være socialdemokrat, og det er andre, der kommer til at melde mig ud, siger Verner Landin.

Han er bekymret for fagbevægelsen

Landsorganisationen i Danmark (LO) var en fælles fagorganisation for 17 danske fagforbund, og Verner Landin var i 17 år formand for LO Bornholm.

Det er derfor naturligt at spørge, hvad han synes om konflikten mellem den bornholmske fagbevægelse og ejeren af Hotel Siemsens Gaard i Svaneke?

– Det er fuldstændig tåbeligt, at en arbejdsgiver kan benytte det sprogbrug i stedet for at sætte sig ved forhandlingsbordet og være med til at finde en løsning, begge parter kan acceptere. Jeg er bekymret, hvis det viser sig, at flere køber turistvirksomheder op på Bornholm og siger, at det med fagforeninger ikke er noget, for så bliver man nødt til at skrue bissen på, som man har gjort i Svaneke, mener Verner Landin.

– Jeg har lige læst, at vi i 1988 havde 28 afdelinger i LO Bornholm. Der var 13.000 medlemmer, og hver afdeling havde en bestyrelse, og der var mange tillidsfolk. Der var masser af aktiviteter. Det var nemmere dengang, for der var større opbakning, og man respekterede de aftaler, der blev indgået.

– Det har ændret sig, men jeg håber ikke, at det har ændret sig så meget, at man mister forståelsen for de resultater, som fagbevægelsen har skabt igennem årene. Det kan godt bekymre mig, at man tænker mere på sig selv, hvor man i min generation tænkte på fællesskabet. Når vi gør noget for fællesskabet, får vi også selv glæde af det, siger Verner Landin.

– Vi havde også en politisk holdning i fagbevægelsen, hvor man i dag er så politisk neutrale, at man er bange for at sige noget som helst. Men sådan har tiderne nok ændret sig, selv om jeg har svært ved at forstå det, siger Verner Landin.