– Det var mens jeg læste teologi. Vi havde en underviser, der udfordrede os på, at vi hen over et halvt år skulle lære seks vers i Filipperbrevet udenad. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Det kan jeg ikke, for jeg har ikke nogen god hukommelse.
– Jeg havde hørt om memoteknik og ville prøve, om jeg kunne få det til at virke. Inden dagen var gået, havde jeg lært de seks vers udenad. Jeg syntes, at det var utroligt, hvad det kunne gøre for mig, og jeg gik videre med resten af Filipperbrevet. Jeg blev fuldstændig grebet af det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sammenligne det med.
– Det vil måske svare til, at nogen siger, at hvis du bevæger benene på en bestemt måde, så kan du løbe en halvmaraton, og at man så kan gøre det.
– Jeg kan godt lide det engelske udtryk "by heart", for jeg opdagede ret hurtigt, at de ord, man lærer udenad, de flytter på en måde ind i én. I starten handlede det slet ikke om, at jeg skulle ud at recitere bibeltekster på Bornholm eller andre steder.
– Undervejs i processen sad min svigerinde i stuen og ammede sit barn, mens jeg gik og øvede. Da hun havde lyttet et stykke tid, sagde hun: "Klaus, det skal du da gøre for andre". Vi boede på det tidspunkt som viceværter i et missionshus i Aarhus. Så gik jeg op til missionæren og spurgte, om han ville høre Filipperbrevet. Han satte sig ned og hørte det som den første fra ende til anden og sagde, at "det skal du gøre for de andre på den næste lejr". Det var på den måde, at ideen fødtes.