– Han har om nogen betydet noget for bornholmsk erhvervsliv, lyder det sammenfattende fra Michael Almeborg.
Almeborg og Saxebro Mølle
Bestyrelsesarbejde og foreningsliv er fortid, men erhvervsmanden er stadig aktiv på sin egen måde.
– Jeg arbejder seks-otte timer om dagen. Det foregår på den måde, at jeg står op hver morgen og spørger mig selv, hvad gider du lave i dag, fortæller Ole Almeborg. I øjeblikket bekæmper han ukrudt i haven, og ellers går tiden med at vedligeholde de forskellige ejendomme, han har opkøbt gennem årene.
Flere af dem er historiske, ikke mindst Saxebro Mølle på Søndre Landevej. Da Ole Almeborg overtog ejendommen for fem år siden som et hobbyprojekt, var ejendommen, der tidligere dannede rammen om et bageri og et brødudsalg med status som kongelig hofleverandør, stærkt forsømt. Ole Almeborgs mål var at bringe møllen og de tre længer tilbage til fordums glans, blandt andet i håb om at kunne fremvise resultatet for dronning Margrethe, der havde for vane at cykle efter morgenbrød på Saxebro Mølle, da hun som ung deltog i udgravninger af jernalderbopladser ved Slusegård.