Bornholm mangler både en provst og nogle præster. Det giver mere arbejde til de tilbageværende præster, blandt andre sognepræst Henriette Ry Nielsen i Rønne. Der skal løbes stærkt, når man somme tider på en søndag både skal klare en gudstjeneste i Rønne og i et andet sogn på Bornholm.
Det får dog ikke Henriette Ry Nielsen, der fylder 60 år onsdag den 15. marts, til at fortryde sit jobvalg eller klage over tingenes tilstand.
– Man er privilegeret som præst, fordi folk er så åbne overfor én, og man får lov tll at være med i sine medmenneskers store stunder – både de glædelige og de sørgelige. Det handler om mennesker i alle aldre, og det er ikke kun begravelser og sorg. Men også barnedåb og bryllupper og konfirmationer, som vi bruger meget tid på i Rønne. Vi har rigtig mange konfirmander. Det er glædeligt, at de unge mennesker her på Bornholm vælger at blive konfirmeret, mens antallet af konfirmationer på landsplan er faldende.
– Det er det dejlige ved at være præst på Bornholm. At her altid er en menighed. Jeg har været præst på Sjælland, hvor der ikke dukkede så mange op, tilføjer Henriette Ry Nielsen.