'Du er ikke længere stemplet som psykisk syg hele livet'

Efter 43,5 års ansættelse i psykiatrien går centerchef for Psykiatrisk Center Bornholm, Jette Melander-Jensen på pension. Hun kigger tilbage på mange spændende år, hvor psykiatrien har rykket sig helt enormt.

Er du født og opvokset på Bornholm?

– Altså, jeg er i hvert fald opvokset på Bornholm. Jeg var to år, da mine forældre flyttede herover, så jeg føler, taler og genkender mig selv som bornholmer.

Og du har nu haft over 40 års ansættelse i psykiatrien. Hvor startede du henne i sin tid?

– Jeg er jo så gammel, at jeg blev ansat som elev i Bornholms Amt i 1981. I min elevuddannelse havde man en aftale med Storstrøms Amt, hvor de sygeplejestuderende kom på Oringe, det psykiatriske hospital på Sydsjælland, og jeg var på det sidste hold, der kom derned.

– Det var faktisk der, jeg begyndte at føle mig hjemme i psykiatrien, og jeg tror, det var der, jeg tabte mit hjerte til psykiatrien, hvis man kan sige det sådan.

Hvad tror du årsagen var til det?

– Det der med at kunne hjælpe mennesker, som var så svært syge og prøve at gøre noget godt for dem. Og så det samarbejde og fællesskab man havde som personale – det at være en del af et team.

Hvordan har du oplevet dit felt har udviklet sig?

– Behandlingen har jo så udviklet sig meget igennem tiden, fordi de ting man troede dengang, jeg startede, tror man jo ikke længere. Da jeg startede, var det lidt sådan, at en psykiatrisk patient var det for livet. Det er man jo ikke i dag. I dag er der rigtig mange, der får afsluttet sit forløb og kommer videre, så det at arbejde mod en ”recovery” er jo en ny tankegang, som ikke var der dengang.

Det må vel være noget af det bedste at kunne være med til?

– Ja, det er i hvert fald spændende og udviklende at følge med i alt det gode, der sker på området. Da jeg startede på Bornholms Psykiatrisk Afdeling i 1985 var der jo heller ikke noget lukket afsnit. Der blev patienterne transporteret med ambulancefly til Oringe, hvis de havde brug for et lukket afsnit. Så jeg har været med i ambulancefly til Oringe med patienter. Ja, det lyder jo nærmest som noget, der skete for 100 år siden…

Hvis man skal lave nogle nedslagspunkter i din tid i psykiatrien, hvad ville det så være?

– Jeg var med til at etablere den første lukkede afdeling på Bornholm i 1986. Det var en stor gevinst, fordi patienterne ikke længere skulle flyttes over og muligheden for at få besøg af de nærmeste blev derfor markant forbedret. Det var virkelig et kvantespring faktisk, fordi vi kunne beholde og behandle patienterne på Bornholm. Vores center har jo også den fordel i dag, at vi kender patienterne både ambulant og under indlæggelse, så de møder ofte de samme personer.

– Man kender hinanden på en anden måde og får over tid en god relation, og det kan man jo over tid arbejde med. Det er nogle af de oplevelser, som gør, at jeg har fået mere lyst og drive til at fortsætte.

I 2008 bliver du så i første omgang konstitueret leder af Psykiatrisk Center Bornholm og har så været det lige siden?

– Ja, chefen før mig fratrådte, og så blev jeg centerchef, men allerede inden var jeg chefsygeplejerske, så jeg var egentlig startet på ledelse i 2005.

Hvad var det for et skifte at gå over til at være centerchef?

– Det blev jo meget mere strategisk og udviklende for hospitalet. Men jeg synes, det var spændende at arbejde med medarbejdere og medarbejderudvikling på et lidt højere plan og en anden måde. Det er jo ikke, fordi man får færre udfordringer, når man er leder, for så arbejder man jo med ansatte som også har ting i sit, man skal tage hensyn til.

– Det har også været spændende at være med til at etablere psykiatrien og arbejde for et fællesskab og en harmonisering af forhandlingstilbud på tværs af regionerne. Så vi i dag oplever det som et samlet psykiatrisk hospital, hvor vi hjælper hinanden.

Hvordan synes du, centeret har udviklet sig over de 17 år, du har været chef?

– Det er jo blevet kæmpestort. Vi har fået mange flere forskelligartede behandlingstilbud. Vi har fået meget mere udkørende personale og etableret et team, hvor vi opsøger patienterne meget mere i deres hjem, end vi har gjort tidligere.

– Så der er sket rigtig meget, og jeg kunne nævne rigtig mange ting, og så vil jeg stadig have fornemmelsen af, at jeg glemmer at sige et eller andet. Men jeg synes noget af det vigtigste er den her tanken om, at man kan komme sig, så man kan se, at man godt kan rejse sig og få et godt liv igen. Du er ikke længere stemplet som psykisk syg hele livet.

Nu går du så på pension lige om lidt. Hvordan er det at sige farvel, når du har været så længe i faget?

– Det er da helt ærligt svært. Jeg har været superglad for mit arbejde og samarbejdet med medarbejderne på centeret. Men alt har jo en tid, og nu har jeg brug for at bruge tiden med mine børn og børnebørn. Jeg tænker, at tiden passer godt nu, og vores center kan blive fusioneret med Psykiatrisk Center København på en gode måde.

Det gør det også lidt nemmere, når det sker på et tidspunkt, hvor timingen er god?

– Det gør det. Også fordi jeg tror på, det er det rigtige for psykiatrien i fremtiden med den her fusion. Vi kommer ind under et center, som har stor erfaring med at drive psykiatriske skadestuer og akutmodtagelser. De har virkelig nogle stærke kompetencer, som bliver til gavn for bornholmerne – både personale og patienter. Jeg tror på, at mulighederne bliver større.

Jette Melander-Jensen

63 år

Bor i Rønne med sin mand

Har to børn og tre børnebørn

Går på pension den 1. maj