– Kirsten mødte vores far, Fritz, på sin 17 års fødselsdag, og det var kærlighed med det samme. Kirsten blev sygeplejerske på Århus Kommunehospital og fik, under sin uddannelse, speciel tilladelse til at blive gift. Normalt måtte sygeplejeelever ikke gifte sig, men hvis brylluppet blev holdt hemmeligt, og Kirsten ikke skiftede efternavn på hospitalet, fik hun lov. Det blev vigtigt, at de blev gift, da Fritz ellers skulle forflyttes til Bornholm, fordi han kom herfra, fortæller børnene.
Kirsten og Fritz Olsen blev gift i 1954. De flyttede til København, hvor de fik to drenge, Henrik og Carsten. I 1964 flyttede familien til Bornholm, da Fritz Olsen fik arbejde som kontorfuldmægtig hos amtmanden. Han blev senere kontorchef for undervisnings- og kulturforvaltningen i Bornholms Amt.
Rønne H
Familien boede i de første par år i en lejlighed på jernbanestationen Rønne H. Her kom Lise til i 1966, og samme år flyttede familien til Teglgårdsvej i Rønne.
Kirsten Olsen blev valgt ind i bestyrelsen for Rønne Privatskole i 1969, og derefter fulgte en lang årrække, hvor hun var engageret i mange foreninger, fortæller familien.