Dødsfald: Flemming elskede at spille

Flemming Berg var i mange år en del af det bornholmske musikliv.

Flemming Berg, Rønne, er død. Han blev 83 år.

Mange har kendt Flemming Berg som matematik- og fysiklærer på Østre Skole igennem mange år, mens mange andre har lært ham at kende som kammermusiker i mange forskellige sammenhænge på Bornholm.

Flemming Berg kom fra Østerbro i København. Han kom som ung lærerstuderende i praktik på Aakirkeby Skole, og her mødte han Birthe Rudolf Berg, der senere blev hans hustru.

Flemming Berg kom tilbage til Bornholm som soldat på Almegårds Kaserne, blev gift med Birthe, og de fik deres ældste søn Morten. Senere kom Søren til.

Flemming Berg blev ansat på Østre Skole i Rønne, hvor han har undervist generationer af skoleelever i matematik og fysik, indtil han forlod arbejdsmarkedet som 60-årig.

Derefter helligede han sig blandt andet musikken, hvor han han spillede cello i mange forskellige konstellationer. Nogle af de hyppige samarbejdspartnere har været afdøde Hattie Andersen og Hans Askou.

Flemming Berg har været med i kirkekoncerter over hele øen, han har spillet på kunstmuseet, Svanekegården og mange andre steder.

Passion for foto

Den anden store interesse ved siden af musikken var at fotografere. Flemming Berg havde en større samling gamle tyske Leica-kameraer, og han havde sit eget mørkekammer.

Birthe og Flemming Berg boede i Rønne igennem alle årene, bortset fra en kort afstikker til Kongensmark ved Rø Plantage. I de sidste mange år boede de i Østergade i Rønne.

Birthe Rudolf Berg døde i 2008.

Flemming Berg efterlader sig to sønner, Morten og Søren, og tre børnebørn.

Bornholm gav familien ro

Flemming Bergs store lidenskab var den klassiske musik.

Hans Askou, Tejn, har skrevet mindeord om Flemming Berg:

Flemming Berg var københavner og kom til Bornholm som nyuddannet lærer i begyndelsen af 1960’erne. Vel mest fordi hans kone, Birthe, var bornholmer, men sikkert ikke med intentioner om, at dét med Bornholm skulle komme til at vare hele livet. Sådan er det gået for mange. Bornholm kan jo noget.

Flemming fik en lang karriere som lærer ved Østre Skole (med hovedfagene fysik og matematik), afholdt af elever og kolleger. Men Bornholm gav også ham og Birthe (som han desværre mistede alt for tidligt) og deres to drenge den ro og de udfoldelsesmuligheder, man kan have brug for ud over det professionelle virke. Flemming var ivrig fotograf – på højt niveau, deltog i flere konkurrencer og vandt også præmier.

Men allermest handlede det for Flemmings vedkommende om musik. Hans store lidenskab var den klassiske musik; hans instrument var celloen, som han fra sin tidligste ungdom håndterede med fine evner og megen flid. Han var privatuddannet hos den store tysk/danske cellist Hans-Erik Deckert, hos hvem han vedblev at tage timer, også efter at han kom til øen.

Kammermusikken

Snart var Flemming indrulleret i det bornholmske musikliv, som orkestermusiker ved mere krævende opførelser i de bornholmske kirker, som teatermusiker i "graven" på Rønne Theater, en tid også som bestyrelsesmedlem i Bornholms Musikfestival og som underviser.

Men det, der stod hans hjerte nærmest, var kammermusikken. Det var dér, han følte sig bedst tilpas. Kammermusik er en samværsform, hvor man først og sidst er sammen for at hengive sig i den nydelse, man efter bedste evne lokker frem af noderne på stativet! Det er ikke nødvendigvis musik med præsentation for øje. Her spiller man først og fremmest af rent privat interesse.

Flemming elskede at spille. I de første år i en fast trio med pianisten Hattie Andersen og musikdirektør Ernst Galthén. Senere kom violinisten Gunner Sigerstrøm til og allersenest familien Lydolph, alle musikere med flotte professionelle karrierer i Det kgl. Kapel bag sig, som til megen inspiration og glæde for os herovre, blandt andre Flemming og Hattie og alle os andre "helhjertede halvamatører", slog sig ned på Bornholm.

Med i fast trio

Selv havde jeg i flere år fornøjelsen at spille i fast trio med Flemming og Hattie i Bornholms Kammertrio. Sådan hed vi, når vi spillede det store klassiske repertoire inden for genren: Haydn, Beethoven, Brahms, Schubert, Mendelssohn.

Når vi spillede den "lettere" genre, det man kalder palmehavemusik, hed vi Bornholms Salontrio. Vi havde i begge sammenhænge nogle optrædener rundt omkring. Men igen: Vi gjorde det stadigvæk først og fremmest for vores egen fornøjelse.

Nu er de begge to væk! Flemming døde i sidste uge træt og "mæt af dage", vil jeg mene. Jeg nåede heldigvis at sige ham tak for alle de gode stunder, vi fik sammen omkring musikken. Og for ikke længe siden havde vi en god og usentimental snak, hvor han gav udtryk for, at han egentlig ikke havde noget til gode.

Æret være hans minde.