– Ja, det var der, jeg traf den endelige beslutning. Det var en meget bred skole, men kun for glas. Jeg lærte alle mulige teknikker og fandt ud af, at det passede mig enormt godt. Det, der virkelig tiltaler mig, er, at det er svært. Det er ikke noget, man lige gør. Det kræver tid og vilje og tålmodighed. Man kæmper så meget for sine fremskridt. Når man så lykkes med det, er det ekstra fedt.
I dag skal man nærmest aflevere en businesscase for at komme ind på glas- og keramikskolen. Hvad synes du om det?
– Det er helt skørt. Sådan var det ikke, da jeg startede, der skulle man bare kunne tegne. Det er en skole, hvor man tager folk ind, der har nogle særlige kreative evner, og så er det skolens opgave at støtte dem i deres udvikling. Jeg lavede nogle andre ting, da jeg startede, end da jeg blev færdig. Og nu laver jeg nogle helt, helt andre ting. Man er jo ikke engang færdig, når man er færdiguddannet. Det er en læringsproces gennem hele livet.
Kan man leve af at være glaspuster?