Christian og co. banker Rust af

Christian og co. banker Rust af
DAGENS NAVN | ABONNENT | 16. FEB 2024 • 05:30
DAGENS NAVN | ABONNENT
16. FEB 2024 • 05:30

Christian Stage er opvokset på Bornholm og forsanger i Mansfield, som blandt andet har optrådt i Liverpool på den legendariske Cavern Club, hvor The Beatles startede karrieren.Hvor er du født og opvokset?

– Jeg er født i Aakirkeby, men nåede også at bo i Pedersker, inden min mor, min bror og jeg flyttede til Rønne, da jeg var omkring ni år. Mine forældre var skilt, men bor i dag begge i Rønne, hvor jeg gerne besøger dem, når jeg er hjemme på ferie. Jeg gik på Søndermarksskolen, hvor min mor arbejdede som lærer, inden hun blev børnehaveklasselærer på Østre Skole, hvor hun var i rigtig mange år. For mig har Søndermarksskolen været supervigtig, også i resten af mit liv, og jeg vil gerne fremhæve Joel Pepke Andersen, som jeg havde som musiklærer. Hold kæft, hvor var han dygtig!

– Musikundervisningen var uhyre inspirerende og har ledt mig i den retning, jeg er gået med musikken. Jeg lærte selv at spille guitar, og jeg kan nævne Morten Lynggaard, som er trommeslager i Johnny de Luxe, og Morten Grønnegaard, som er forsanger i Diva, som jeg kender fra den tid. Vi spillede gerne sammen hele folkeskolen.

Og efter folkeskolen?

– Jeg begyndte på gymnasiet i Rønne og kom også der lynhurtigt i gang med musikmiljøet og spillede med alt, jeg kunne komme i nærheden af i form af forskellige bands, eller jeg spillede musik på holdniveau, var med i musiklæreren Bent Peder Holbechs kor og så videre.

Og efter gymnasiet?

– Først rykkede jeg i 1996 til Dublin, fordi jeg fra Bornholm kendte en familie, som var halvt irsk, halvt dansk, og hvor jeg havde to gode legekammerater. Deres mor kom fra Irland, og hjemme hos dem blev der snakket meget om, hvor fedt der var i Dublin, og så rykkede jeg dertil for at arbejde og gå på sprogskole – og kunne jo også opsøge mine venners familie der. Jeg boede ret tæt på to af medlemmerne fra U2 i forstaden Killiney og mødte dem også. Jeg var ude at gå en tur og stod faktisk og snakkede med sikkerhedsvagten ved forsangeren Bonos hus, da han pludselig kom ud sammen med guitaristen The Edge, som boede lige rundt om hjørnet. De hilste på mig, og vi fik en snak – det var lidt vildt, haha.

Hvor længe var du i Dublin?

– Et halvt års tid. Så var jeg lige et smut på Bornholm og arbejde, inden jeg rykkede til Stoke-on-Trent, en lille by uden for Manchester. Der havde jeg base, men jeg rejste i nogle måneder rundt i hele England og spillede. Derefter rejste jeg hjem og begyndte på universitetet i København.

Men din tid i Irland og England må have påvirket din musik?

– Ja, det var fuldt knald på the british invasion på det tidspunkt med bands som Suede, Oasis, U2 og så videre. Musikkulturen var blomstrende og spændende at dykke ned i.

Og med de bands kan man vel trække en lige linje ned til The Beatles?

– Jaja, fuldstændig! Jeg nåede også forbi Liverpool, som Stoke-on-Trent kun ligger en times kørsel fra, og hvor jeg også siden har været tilbage at spille.

På universitet læste du hvad?

– Jeg valgte engelsk og religionsvidenskab. Jeg overvejede selvfølgelig musik, men tænkte, at jeg ville holde den som en beskæftigelse og en passion i mit liv, jeg har ved siden af, men ikke skal leve af.

Du spiller nu i bandet Mansfield, hvordan er det blevet til?

– Vi dannede det i 2015, hvor vi fire medlemmer mødtes og fandt ud af, at vi gerne vil lave et godt rockband. Vi brugte nogle år på at føle os ind på hinanden, skrive numre og finde den lyd og det musikalske udtryk, vi gerne ville ramme. Vi blev efter at have lavet noget demomateriale og spillet en del koncerter i 2019 opdaget af det københavnske pladeselskab DME, som signede os. I sommeren 2020 udgav vi vores første plade, et album som hedder "Star-Crossed Lovers" – og så gik det stærkt.

– Pandemien var godt nok lige brudt ud, der var nedlukninger, og vi kunne ikke komme ud at spille koncerter, men før vi fik set os om, var vi pludselig Ugens Album på DR og fik en firestjernet anmeldelse i Danmarks største musikmagasin, Gaffa. Vi fik også flere singler i rotation på DR, det var superfedt, for både andre musikere, anmeldere og bookere fik øjnene op for os, og vi blev bedt om at spille diverse steder, da landet åbnede op igen. En pr-agent fra England hørte os også på internettet og henvendte sig, og ham arbejder vi stadig med.

I har blandt andet spillet i Cavern Club i Liverpool, hvor Beatles startede karrieren?

– Ja. Beatles er samlingspunktet for os i Mansfield, kan man sige. De har også påvirket mig meget i den måde, jeg spiller og synger på, og vi har spillet nogle koncerter i den genopbyggede The Cavern Club. Det har været fuldstændig fantastisk! Den er opbygget af materialer fra den oprindelige klub, som blev revet ned, da man skulle bygge en tunnel, men den nye ligner den gamle, og Paul McCartney har spillet der flere gange. Også alle mulige andre store bands og artister spiller der gerne.

Du hedder Stage til efternavn, hvilket på engelsk betyder "scene" – betyder det noget for dig?

– Ja, haha. Gutterne i bandet griner jo lidt af det og synes, det er skægt. De siger gerne, at "Christian har det perfekte kunstnernavn"!

Og hvornår er Mansfields næste koncert?

– Den spiller vi her lørdag den 17. februar på Rust på Nørrebro i København, hvor vi er opvarmning for det britiske band All The Young.

 

Fakta

Christian Grøndahl Stage er 48 år.

Han bor på Frederiksberg sammen med Elin Bäckström og arbejder på Frederiksberg Gymnasium, hvor han dels underviser i engelsk og religion, dels er studievejleder.

Han spiller i Mansfield, som har udgivet flere plader og er blevet spillet en del i både DR Radio og på udenlandske stationer, ligesom bandet har spillet masser af koncerter både her og i udlandet.

De øvrige medlemmer er Mathias Havelund (guitar, vokal), Mathias Wedeken (bas) og Filip Gulløv (trommer, vokal).

Bandet har netop udgivet singlen "Someone Else?" som er forløber fra bandets andet album ?"For All the Right Reasons?".

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT