Camilla er veninde med sine kunder: Man sidder sammen i timevis eller flere dage

Måske er det bornholmerne, der er meget tillidsfulde, eller måske er det Camilla Hansen, der er dygtig. Hun får ofte frit spil til at tatovere sine egne ideer, og så elsker hun at give kunderne minder med hjem.
Hvorfor er du tatovør?
– Jeg har altid tegnet. Helt siden jeg var lille, har jeg ligget på gulvet på mit børneværelse og tegnet, så på den måde giver det rigtig god mening. Jeg har tænkt, at jeg kunne blive billedkunstlærer. Men jeg var egentlig ikke så god til folkeskolen. Jeg tegnede altid i stedet for at tage noter. Så da jeg skulle tage en uddannelse, skulle jeg lige prøve mig frem.
– Jeg har prøvet pædagog, maler, tjener, fotograf og stået i kiosken i Egeskov slot. Og så begyndte jeg på frisøruddannelsen, fordi det var lidt mere kreativt. Her var der en lærer, der så min portfolie, hvor jeg havde tegnet en masse. Så spurgte hun, hvad i alverden jeg lavede på frisøruddannelsen, og så blev det tatovør.
Som tatovør kan jeg putte mig lidt med mine egne ting, være kreativ, styre min egen tid og give folk noget med hjem, de elsker.
Kan man blive tatovør på Bornholm?
– Tatovøruddannelsen er mesterlære. Det vil sige, at du skal finde en mester, som skal udlære dig. Afhængig af hvor god, man er til at tegne, så tager det omkring tre år, men jeg brugte bare to og et halvt, fordi jeg har tegnet så meget. Det hjælper, når man kan se det for sig og kan se, om selve tegningen er skarp nok.
Jeg kom rigtig hurtigt i gang med at lave ægte tatoveringer, fordi der var mange, der meldte sig til at få en gratis tatovering, så jeg kunne øve mig. Og så sidder man jo der i flere timer, nogle gange endda i flere dage. Så faktisk er jeg blevet gode veninder med nogle af dem, jeg har tatoveret i starten. Så kan man ligesom blive mindet om, hvordan man har udviklet sig.
Hvad er vigtigt, når man er tatovør?
– Det er vigtigt, at man tager det stille og roligt. Man må ikke stresse, for hvis man først sidder og klatter rundt i det og skynder sig, så bliver det aldrig godt. Man skal have tålmodighed, tage sin tid med det og gøre det ordentligt, selvom man har travlt nogle dage. Det kan godt kræve lidt is i blodet, men folk på Bornholm er meget afslappede omkring det og tager det som det kommer.
– Jeg har haft en del kunder, som har været bange for nåle, men der er jo stor forskel på, at få lavet en blodprøve og at få lavet en tatovering, så det handler også om, at få folk til at føle sig trygge. Tatoveringer kan betyde rigtig mange ting. For nogen er det udsmykning og for andre er det et minde. Jeg elsker at lave mindetatoveringer med børnetegninger, håndaftryk, en hundepote eller på en anden måde noget, der virkelig betyder noget særligt for folk. Det giver noget på en helt anden måde.
Hvornår fandt du ud af, at du gerne ville have din egen shop?
– Jeg tænkte faktisk på det allerede lige efter, jeg startede som elev. Efter en måneds tid talte jeg med nogle af tatovørerne om, hvordan de startede op, og jeg synes, det kunne være fedt med egen shop og at kunne styre det hele selv. Jeg har siddet i mange shops, hvor mesteren er en rigtig hård negl.
– Det er som om, tattoobranchen er lidt farvet af, at folk selv har haft det svært, da de var elever, så derfor skal eleverne have det træls.
– Men jeg synes, man skal kunne lære fra sig, have et kreativt space og udvikle sig. Men det kan man ikke, hvis alt er negativt, og man bliver dunket i hovedet. Det skal jeg huske, hvis jeg selv skal have elever, men jeg skal lige have styr på det hele først. Så det bliver ikke lige det første år.
Hvad håber du på, at dine kunder kommer til at sige om dig?
– Jeg håber, at kunderne kommer ind og får en god oplevelse. At de føler sig velkomne og bliver hørt. Og selvfølgelig, at de får det, de går og drømmer om. Det håber jeg, at jeg kan give dem ved at sætte mig ned og lytte til dem, og så hellere tegne flere gange, så vi er helt sikre på, at alle får det, de gerne vil have. Der er mange, der synes, jeg har en stil, der passer dem. Jeg har især mange kvindelige kunder, fordi jeg har en mere feminin stil, og det appellerer til mange forskellige.
Har du selv tatoveringer?
– Jeg tror, jeg har en 17-18 stykker, og jeg har selv lavet tre eller fire af dem. Min venstre arm er dedikeret til min familie, så der har jeg tatoveret min mors brudebuket og min storebrors maskot, med tiden vil jeg også gerne have noget fra mine mindre søskende og mine bedsteforældres underskrift.
– Og så har jeg Maleficent på benet, fordi jeg er kæmpe fan af Disney. Jeg kan godt lide, at der er plads til det alvorlige, men også at man måske synes noget bare er sjovt eller sejt.
– Jeg har tatoveret en stort smølf på en fyr, hvor den fyldte et helt lår, en Peter Plys på en underarm og for nylig også en John Dillermand på en ankel, hvor den lange diller snor sig rundt om foden.
– Men det fedeste er, når jeg bare kan lave mine egne ting og give kreativiteten frit løb. Der er faktisk en del, giver mig lov til at finde på mit eget. Måske bornholmerne bare er meget tillidsfulde.
Camilla Marie Winther Hansen
Er 26 år og bor i Aakirkeby sammen med sin kæreste.
Udlært tatovør hos Good Times Tatoo i Rønne.
Åbner tatooshoppen Winther Ink den 2. september på Brogade i Nexø.

MEST LÆSTE
Øens forsvar er stadig utilstrækkeligt

En rujnnpolta
En lille trind, nærmest rund kvinde
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration