Betina fra Aakirkeby: – Jeg har ikke lyst til at dø for at lave fjernsyn

Betina Johnbeck har filmet terror, krig og ødelæggelse for de danske tv-seere. Nu fortæller hun sin historie i en ny bog.

Fortæl om din opvækst.

– Jeg er født i 1975 på Sri Lanka. Jeg blev adopteret til Danmark af Birte og Vagn Johnbeck, da jeg var 10 måneder. Vi boede på Sjælland, og i 1980 flyttede vi til Bornholm, hvor vi boede i Aakirkeby.

– Mor, der var fra Nexø, var i mange år børnehaveleder i Snogebæk, hun var i kommunalpolitik og i menighedsrådet. Min far var uddannet vvs’er og pædagog og var i mange år børnehaveklasselærer på Aaker Skole.

Hvordan var det at vokse op på Bornholm?

– Der var ingen tvivl om, at jeg med en lidt mørkere glød skilte mig ud fra mængden. På det tidspunkt var der jo ingen flygtninge på Bornholm. Jeg har aldrig oplevet racisme, eller at jeg blev drillet. Jeg blev tvært imod mødt med nysgerrighed. På den måde var det en god opvækst.

Hvad er historien bag, at du blev tv-fotograf?

– Jeg fotograferede meget, da jeg gik på ungdomsskole i Aakirkeby, og så havde jeg en rigtig god lærer på gymnasiet, Peter Fritzen. Han vækkede en begejstring hos mig for at filme, og jeg var i et halvt år på medieskole på TV 2/Bornholm.

– Jeg flyttede til Aarhus efter at være blevet hf-student og derefter til København. Jeg lavede lidt forskelligt, inden jeg i sommeren 2000 blev elev i Danmarks Radio.

Var det med den drøm at komme ud at skildre, hvad der sker i den store verden?

– Det blev det i min elevtid. Jeg var næsten færdiguddannet, da tsunamien væltede ind. Men jeg måtte ikke komme af sted, fordi jeg stadig var elev, hvilket jeg var rigtig træt af.

Bogen om Betina Johnbecks oplevelser, "Når verden er i krig", udommer den 17. januar på forlaget Frydenlund. Foto: Marlene Zøllner-Manley

Du var igennem 10 år udsendt tv-fotograf for at dokumentere krig, konflikter og naturkatastrofer. Hvilke oplevelser er det, der har bundfældet sig hos dig?

– I hvert fald det her med, hvor grusomme mennesker kan være mod hinanden. Jeg var inde at se det berygtede fængsel i Tripoli i Libyen, hvor Gaddafi havde holdt sine politiske modstandere fanget i flere år. Jeg ville ikke en gang synes, at man kunne behandle dyr på den måde.

Hvad betyder det for dig, at du har fået posttraumatisk stress-forstyrrelse (ptsd)?

– Det er noget, jeg lever godt med. Jeg er heldig. Jeg er kommet fint over det. Jeg har haft god støtte af min arbejdsplads. Jeg har fået al den hjælp, jeg har bedt om. Jeg har haft en god familie og venner, der har holdt mig oppe.

– Men det er noget, som kan blusse op fra den ene dag til den anden. Jeg lever med angst, og jeg reagerer anderledes end andre mennesker. Jeg kan ikke tåle høje lyde, jeg kan ikke lide at sidde med ryggen til døre eller sidde klemt inde blandt mange mennesker. Store koncerter kan jeg ikke gå til mere. Det har også udviklet en kraftig klaustrofobi.

– Da jeg fik konstateret ptsd, rejste jeg videre i et års tid, inden jeg nåede frem til den konklusion, at jeg ikke har lyst til at dø for at lave fjernsyn.

– Jeg kunne finde ud af at stoppe. Men det er svært, for det trækker jo i mig som for eksempel ved præsidentens fald i Syrien.

Du har siden 2020 været teamleder for DR Nyheders fotografer. Hvordan kan du være med til at forebygge, at andre fotografer bliver ramt?

– Det er i hvert fald mit mål, at ingen skal have for mange rejser i træk til det, vi kalder "røde zoner". Jeg prøver at få dem til at gå til debriefing, selv om de ikke selv synes, at de skal.

– Det vigtigste er, at nogen passer lidt på dem. For man kan godt have lyst til konstant at rejse i de røde zoner. Men jeg ved, hvor hårdt det kan være hele tiden at være et sted, hvor man skal være på vagt, og hvor man skal sove med et øje åbent.

Fortryder du i dag, at du valgte den vej og har været på alle de rejser, hvor du har set verdens bagside?

– Nej. Det var de bedste 10 år i mit arbejdsliv. Jeg gjorde det af egen fri vilje, fordi jeg syntes, det var det mest spændende job i verden, og det synes jeg stadigvæk.

Den 17. januar udkommer bogen "Når verden er i krig – Set af fotograf Betina Johnbeck", skrevet af Henriette Bendix og Preben Lund. Hvad er historien bag bogen – og hvad er det, du gerne vil med bogen?

– Det er ikke en gang min egen idé. Preben Lund er min kollega igennem mange år i DR. Han kom til mig tilbage i 2016: "Din historie er så spændende. Må jeg skrive en bog om dig?"

– Der var dengang ikke noget forlag, der syntes, at historien var interessant, fordi jeg jo ikke er kendt. Men så i 2022 var der pludselig nogen, der syntes, at det var en spændende historie.

– Jeg har sagt ja, fordi jeg synes, at det også er vigtigt at høre os, der er bag kameraet og lige så meget derude som alle de ansigter, vi så godt kender – Mathilde Kimer, Rasmus Tantholdt og Puk Damsgård...

Betina Johnbeck er her i Pakistan for at dække en oversvømmelses-katastrofe. Privatfoto

Har det været en god proces for dig?

– Jeg har kunnet mærke på min krop, når jeg skulle genfortælle nogle af de ting, der har været svære og selvfølgelig især de ting, der har udløst min ptsd. Men jeg tror måske, at jeg er kommet stærkere ud efter at have fundet det hele frem igen og fortalt om det. På den måde har det været en form for terapi.

Hvad betyder Bornholm for dig i dag?

– Jeg elsker Bornholm. Mens mine forældre levede, var øen et tilflugtssted efter mine rejser. Her kunne jeg finde ro og tryghed.

– Mit højeste ønske er at finde et sommerhus på Bornholm. Jeg kommer der så ofte jeg kan, og jeg skulle selvfølgeligt giftes på Bornholm. Det blev David og jeg i august sidste år i Sømarken, på min barndoms strand.

Betina Johnbeck

49 år

Bor i Hedehusene med sin mand, David Rask-Johnbeck Arnesen, der kommer fra Norge

Hun har to bonusdøtre og to hunde