Rønneborgmesteren var villig til at gå langt for den sag. Så langt, at han trods sin højdeskræk lod sig overtale af TV 2/Bornholm til at lade sig interviewe højt oppe over kasernen i en metalkurv på en Paul Larsen-kran.
– Vi kom op, og det var et fantastisk syn. Erik A. Larsen (daværende major på kasernen og venstrepolitiker) sagde senere til mig, at man kunne se mine fingeraftryk i stålet på kurven, griner Thomas Thors.
– Manifestationen sendte et signal, som gjorde, at den reduktion, man lagde op til fra centralt hold, blev betydeligt mindre end planlagt. Det endte jo også med, at der kom værnepligtige igen, og at vi stadig har kasernen, siger Thomas Thors og kan konstatere, at man netop nu er ved at udbygge kasernen.
– Tiderne har i den grad forandret sig. Jeg mente i 1999, og det gør jeg stadig, at man ikke kan tro på, at vi for evigt vil have gode relationer til vores naboer, siger han.