Vil stoppe olieeventyr

Vil stoppe olieeventyr
Der er fundet olie og gas tæt på Polen, og det kan blive en katastrofer for Østersøen, mener miljøkoalition. Foto: Marine Gastineau
NATUR OG MILJØ | Tirsdag 28. oktober 2025 • 15:30
Henrik Nielsen
Journalist
NATUR OG MILJØ | Tirsdag 28. oktober 2025 • 15:30

En miljøkoalition ønsker at stoppe polske planer om at udvinde olie og gas i Østersøen.

Et historisk øjeblik blev det kaldt, da CEP – Central European Petroleum i sommer fandt det hidtil største olie- og gasfelt i Polen. Feltet blev fundet cirka seks kilometer fra havnebyen Swinoujscie og 120 kilometer fra Bornholm og anslås at indeholde 22 millioner tons udvindbare kulbrinter i form af råolie og kondensat samt fem milliarder kubikmeter gas af kommerciel kvalitet.

– Når vi starter produktionen, vil vi fordoble – og måske tredoble – Polens daglige olieproduktion. Dette vil have en betydelig indvirkning på den indenlandske olieproduktion og være meget gavnligt for Polens energisikkerhed. Når produktionen begynder, vil vi også øge den indenlandske gasproduktion med cirka 20 procent, sagde administrerende direktør Rolf G. Skaar fra CEP dengang til det polske nyhedsbureau PAP – Polska Agencja Prasowa.

Men det er ikke alle, der deler begejstringen over det polske olifund.

Forbyd udvinding i Østersøen

Faktisk har miljøkoalitionen Coalition Clean Baltic (Koalitionen for en ren Østersø, red.) og to af dens medlemsorganisationer startet en underskriftsindsamling for at forhindre, at olien og gassen nær Swinoujscie bliver udvundet.

Underskriverne opfordrer blandt andre det polske klima- og miljøministerium, Tysklands ministerium for miljø, klimaindsats, naturbeskyttelse og nuklear sikkerhed samt Europa-Kommissionen til at stoppe planerne om olie- og gasudvinding og forbyde enhver ny olie- og gasudvinding i Østersøen.

"Chokerende planer er netop kommet frem i lyset: boring efter olie og gas i Østersøen i udkanten af et beskyttet fuglereservat i Polen. Forestil jer feriestrande overskygget af boreplatforme, have fyldt med giftige lækager og marsvin tavsgjort af konstant undervandsstøj. Det er en umiddelbar fare for naturen, vores klima og levebrødet for de mennesker, der er afhængige af turisme og en ren Østersø," står der i den erklæring, som godt 85.000 personer har skrevet under på indtil nu.

Coalition Clean Baltic og de to tyske medlemsorganisationer ser hver underskrift som et bevis på, at folk over hele Europa nægter at lade kortsigtede profitter ødelægge havene og fremtiden, fremgår det.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT