Reagerer på omstridt video: 'Det er uacceptabelt'

Reagerer på omstridt video: 'Det er uacceptabelt'
Videoen har nu næsten nået en million visninger på Facebook. Selvom der ikke blandes forskellige typer affald, er det helt uacceptabelt, forklarer Meldgaard.
NATUR OG MILJØ | Mandag 15. december 2025 • 19:00
NATUR OG MILJØ | Mandag 15. december 2025 • 19:00

En video set næsten en million gange viser en skraldemand hælde affald sammen. Ifølge Meldgaard er der ikke tale om forkert sortering – men arbejdsmetoden bryder alligevel klart med reglerne.

Det er ikke to forskellige typer affald, der blandes sammen – men det er stadig slet ikke sådan, skraldemændene skal udføre deres arbejde.

Det fortæller Meldgaards afdelingschef, Freddy Fogh Sørensen, nu om den video, der i sidste uge fik stor opmærksomhed på de sociale medier. Videoen er således blevet set næsten en million gange på Facebook, og opslaget nærmer sig 1.000 kommentarer.

På videoen ser man en skraldemand hælde indholdet fra én spand over i en anden, hvilket forfatteren bag opslaget undrede sig meget over.

– Så går man og sorterer skrald mm., og så kommer skraldemanden og blander det hele. Tak for kaffe, lød det blandt andet i opslaget, der også har fået flere utilfredse kommentarer med sig:

"Derfor jeg ærligt ikke magter at sortere mit, for det samme har de gjort to gange her" og "Den der video burde forbi borgen.. vi betaler kassen for ekstra beholdere og så sker sådan noget der.. latterligt", lyder blot et lille udsnit af de mange kommentarer.

Tidende har været i kontakt med borgeren, der har delt videoen, men han ønsker ikke at medvirke med navn.

Helt modsatrettet

Bofa-direktør, Jens Hjul-Nielsen kaldte fredag handlingen uacceptabel og oplyste, at renovatøren Meldgaard behandler sagen som en intern personalesag.

Det bekræfter Freddy Fogh Sørensen og opklarer desuden en mulig misforståelse.

– Det kører vi som en intern personalesag, og der bliver taget hånd om det. Men det er ikke to fraktioner, der blandes sammen. Det er madaffald fra to forskellige husstande, der hældes sammen, siger afdelingschefen.

Det har meget skrappe konsekvenser, hvis affald sammenblandes, fortæller han, men uddyber samtidig, at det, videoen viser, under ingen omstændigheder er den måde, arbejdet skal udføres på.

– Det handler især om arbejdsmiljøreglerne. I den sammenhæng er det ligegyldigt, om det er to forskellige typer affald eller samme fraktion, der blandes, forklarer han.

– Det er uacceptabelt og ikke i overensstemmelse med de instruktioner, vi har givet mandskabet. Man skal ikke røre ved affaldet på grund af bakterier, og man skal heller ikke stå og løfte skraldespande. Det er helt modsatrettet det, vi siger til dem – og derfor er det uacceptabelt, gentager Freddy Fogh Sørensen.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT