Sommertid har gjort sit indtog mange steder i verden, og det er sket lidt efter lidt. Østrig og Tyskland lagde for den 30. april 1916. Der var krig. Det var dyrt. Og ved at forlænge nætterne om sommeren kunne man spare lidt på energikontoen.
Danmark fulgte trop tre uger senere. Den 21. maj satte vi også første gang vores ur en time frem, og langsomt vandt den model indpas rundt om i verden. Rusland hoppede sommertidsvognen året efter. USA begyndte at stille urene frem og tilbage i 1918, og sådan gik det slag i slag. I mange lande. Men absolut ikke i alle. Kun borgere i omkring 70 lande skal i skrivende stund skrue på uret to gange om året. Resten slipper.
Det kan de ikke blive enige om i EU
Siden 1980 har det været at krav, at alle EU-lande skulle indføre sommertid. På den måde sikrede man, at der ikke længere gik kludder i unionens tidszoner, og eftersom det var før den gang, at smarte ure og telefoner stillede sig selv, kunne det give knas med rejseplaner og møder på tværs af landegrænser.
Men for fem år siden begyndte Europa-Parlamentet at gøre sig tanker om, hvorvidt sommertid skulle afskaffes igen. Det var dog ikke nogen let omgang, for der opstod uenighed landene imellem om, hvad der er i grunden bør være normaltid. Argumenterne var soleklare: Vil vi helst have en times lys mere om morgenen i de mørke timer, eller er det skønnere med en lidt længere eftermiddag om vinteren. Og vice versa om sommeren. Alle medlemslande blev bedt om at gøre deres stilling op: Permanent sommertid eller permanent normaltid. Svaret skulle sendes til Bruxelles senest den 20. april 2020, og så var målet at afskaffe den ene eller anden tid fra 2021.