Den trykte papiravis er også uundværlig, skriver skribenten. Arkivfoto: Marine Gastineau
Af: Arne Ipsen Helsingør
Lokaljournalistikken er fundamentet for et levende demokrati – derfor må politikerne sikre fair vilkår for både aviser og TV2-regioner.
”Det er skønt for samfund som Bornholm at have en TV2-region,” skriver chefredaktør Kristoffer Gravgaard i Bornholms Tidendes lederartikel den 5.11.
Han er glad for udviklingen, men mener derefter, at hvis lokalpressens koncept med netnyheder på tekst bliver foræret gratis væk, så udfordres den gode sameksistens, som bornholmerne har nydt godt af.
Der kan vist ikke være større uenighed om, at dagbladene og ugeaviserne skal kunne råde over de lokale nyheder.
Aviserne i papirformat er stærkt udfordrede, og det er ikke godt, hvis der kun bliver plads til færre journalister i bladbranchen. Mange journalister vil arbejde med radio og tv - forståeligt nok.
Reporterne gør det godt, stiller spørgsmål på den brede befolknings vegne og tager os med til steder og miljøer. Men der er ganske sikkert også mange journalister, der hellere vil opbygge artikler frem for at stå foran en mikrofon og udtrykke sig om her og nu.
TV’et er uundværligt. Det giver os nyheder fra ind- og udland, med god orientering, bred debat og billeder, der skaber nærhed. Desuden er der socialrealistiske udsendelser, farverige krimier og familiefilm, der kan skabe optimisme og opmuntring i en hård verden.
Aviser er uundværlige
Men den trykte papiravis er også uundværlig.
Den kom til verden længe før radioen og tv’et - faktisk begyndende allerede i 1600-tallet. De lokale dagblade blev efterhånden et højdepunkt i familiernes hverdag - i høj grad på Bornholm. Det blev også oplevet af os med barndom og tidlig ungdom i årene omkring 1950 – hvor TV’et så småt begyndte at komme frem.
I nogle år var det en daglig opgave på et bestemt tidspunkt at gå hen til det lokale posthus og vente på bussen, ”Rutebilen”. Den kom med bundter af de tre bornholmske dagblade i bagagerummet. Derefter sørgede postbudene for avisernes fordeling mellem abonnenterne. Mange kom i hyggesnak med hinanden, mens de ventede. Senere fik familierne dagbladet ind gennem brevsprækken på en bestemt tid om eftermiddagen. Så læste de artiklerne, skrevet af bladets journalister og lokale såkaldte referenter.
Netavisen
Jeg er ganske vist abonnent på Bornholms Tidendes netavis. Men den kommer stabilt, og tidligt, frem på skærmen. Så kan man se på dagens billede (et godt initiativ) og læse dagens lederartikel, debatindlæggene og journalisternes mange medlevende artikler fra de bornholmske områder.
Den trykte avis kan vi dele med andre og gemme på. Og vi kan klippe artikler ud.
Kristoffer Gravgaards lederartikel har disse afsluttende ord: ”Med den kommende mediestøtteaftale skal Folketinget beslutte rammerne for fremtidens TV2-regioner. Lov os, at I sætter rammen, så lokalsamfundene beholder deres vigtige lokale dagblade og dermed vores demokrati.”
Vi kan også ønske, at politikerne vil yde lidt mere tilskud til de trykte dagblade og lokale ugeaviser!