Gravgaard: Mandatet er ikke en personlig souvenir

En ny demokratisk kultur er på vej – og det klæder os.

Efter en valgperiode, hvor partihop og løsgængeri nærmest blev hverdag, er det en forfriskende nyhed, at langt størstedelen af de nye kandidater lover én ting: De bliver, hvor vælgerne placerer dem.

Det lyder banalt, men i en kommunalbestyrelse, hvor hele syv af 23 politikere har forladt det parti, de blev valgt for, er det alt andet end en selvfølge. Bornholm har – helt berettiget – været blandt de kommuner, hvor vælgerne har tabt pusten over, at et kryds ved ét parti ikke nødvendigvis holdt længere end en håndfuld kommunalbestyrelsesmøder. Mandatet var for nogle blevet en personlig souvenir, man kunne pakke i lommen og tage med sig, hvis man blev utilfreds eller fik et bedre tilbud.

Den praksis har skadet tilliden, fordi vælgernes vilje blev reduceret til noget, man kunne diskutere bagefter. For mange føltes det som stemmetyveri: Man gav sin stemme til én sag, én retning, ét parti – og endte med noget helt andet.

Derfor er det opløftende, at 67 kandidater i denne valgkamp klart og utvetydigt siger: ”Jeg bliver.” Ikke fordi partier er perfekte, men fordi demokratiet kræver forudsigelighed og loyalitet i fire år – ikke fire måneder.

Det vidner om en skærpet demokratisk bevidsthed. De nye kandidater forstår, at mandatet ikke bør opfattes personligt, men tillidsbaseret. Det er en kontrakt med vælgerne, ikke en carte blanche til at shoppe rundt. Flere understreger endda, at partihop er en uskik. At det underminerer sammenhængskraften. At det skader troen på politik som helhed.

Selvfølgelig kan partier ændre sig, og selvfølgelig kan politikere blive uenige. Men når næsten alle kandidater aktivt frasiger sig retten til at bære stemmerne over i et nyt projekt, er det et sundhedstegn. Det betyder, at den kommende kommunalbestyrelse ikke skal bruge energi på interne brud og taktiske rokader, men på vores reelle problemer: Økonomi, velfærd, udvikling og arbejdskraft.

Derfor skal vi glæde os i dag. Demokratiet er ikke kun stærkt, når vi stemmer – men når dem, vi stemmer på, står fast.