Det var nu eller aldrig for Christiansøs nye læge

Anette West Skaarup, som oprindeligt kommer fra en lille by på Fyn, tiltrådte den 1. september som ny læge på Christiansø og synes, at både hun og hendes to børn på seks og ni år er faldet godt til.

Det var helt efter planen, da lægen på Christiansø, Lars Buch, stoppede i sin gerning for nylig, for det bebudede han allerede i Tidende i december sidste år, at han ville med henvisning til, at han i foråret rundede de 67 år.

Men eftersom han tiltrådte den 1. juli 2015, blev det altså også til 10 gode år i det lille øsamfund.

Inden da havde Susanne La Cour været læge på øen gennem 12 år.

Hvor mange år der venter Anette West Skaarup, der som ny læge tiltrådte den 1. september, vil tiden jo vise, men indtil videre går det godt for både hende og hendes to børn, som var fem og otte, da den lille familie slog sig ned på Christiansø, men som allerede er blevet ældre forstået på den måde, at hendes dreng, Stinus, blev seks torsdag, den 13. november, og storesøster Siri er også nået at fylde ni.

Og lægen selv?

– Ja, hvor gammel er jeg, det kan jeg jo aldrig huske, men jeg tror nok, jeg er blevet 47. Jo, jeg er 47, siger hun i telefonen fra Christiansø, og så er dét på plads. Ligesom familien, der ankom i september, i øvrigt også er kommet godt på plads i mors nye tjenestebolig, som er en stor lejlighed i Gaden og dermed altså uvægerligt ligger tæt på lægeklinikken, som ligeledes ligger i Gaden.

Hidtil har tjenesteboligen på Christiansø ellers været et stort fritliggende bindingsværkshus i retning mod Bielkes Bastion, kaldet "Mindet", med ligeledes stor have, som er den østligste helårsbygning på øen.

– Men vi bor i en fin og stor lejlighed, og det er dejligt, siger Anette West Skaarup.

Oprindeligt kommer hun fra en lille landsby på Fyn, men hun læste til læge i København, og eftersom hun flyttede til Bornholm i 2012, hvor også hendes to børn er født, kan man sige, at hun stille og roligt har nærmet sig Christiansø.

– Jeg kom til Bornholm efter studiet faktisk, og så blev jeg uddannet som praktiserende læge derovre, siger hun.

– Og så har jeg haft nogle år som medejer i Klemensker Lægehus, men stoppede der for et par år siden, fordi det var svært at nå med to små børn, som jeg har alene.

De er nemlig begge donorbørn, forklarer hun, hvorfor der altså ikke er en anden forældre at dele forældreskabet med.

Efter Klemensker Lægehus arbejdede hun med misbrug på Bornholm, både kommunalt og privat, og dertil som kaserne-læge i halvandet år.

– Så jeg har haft flere deltidsjob, siger hun.

Once in a lifetime

Som praktiserende læge på Bornholm var hun godt bekendt med stillingen på Christiansø.

– Det er jo sådan en lille, speciel stilling, og vi er kommet på sommerferie på Christiansø nogle gange, hvor jeg har syntes, at der var ret dejligt og meget specielt, så jeg havde da tænkt, at det kunne være, man engang skulle prøve det, siger hun.

– Og så lige pludselig blev stillingen ledig! Og eftersom jeg ikke var tilknyttet en praksis, var det lidt nemmere at sige op, kan man sige, og så blev jeg enig med mig selv om, at det måtte vi prøve, nu var chancen der. Børnene er også stadig små, og jeg tænkte, at vi ikke skulle rykke over, når de var for store.

De går nu begge i Christiansø Skole, Stinus i 0. klasse og Siri i 3. klasse, og deres mor nævner det som et plus, at der lige i disse år er usædvanligt mange børn Christiansø.

– Jeg tror, der er 16 på skolen og 21 i alt, så det har været et godt tidspunkt for dem, for der sker rigtig meget i forhold til skolen. De har også lavet en lille SFO-lignende ting fire dage om ugen, så der er rigtig meget børneliv herovre, siger Anette.

Så alt i alt er det hele faldet i hak.

– Det er jo ikke hver dag, der dukker sådan en stilling op, og hvor man står i en situation, hvor det faktisk er muligt at slå til, siger hun.

– Altså, jeg havde uddannelsen, og rent familiært var det også en mulighed. Jeg syntes, at vi alle sammen godt kunne se os selv i det, så det føltes lidt, som at nu var det once in a lifetime. Derfor søgte jeg, og jeg fik jo stillingen, så det var dejligt.

At hun kom til Bornholm i 2012, skyldtes oprindeligt det rent uddannelsesmæssige i forhold til at blive praktiserende læge med almen medicin som speciale, hvilket kræver både en periode på et hospital og perioder, hvor man arbejder i en praksis.

– Jeg var egentlig fri til at flytte, hvorhen jeg ville, jeg vidste bare, at jeg gerne ville være praktiserende læge, siger hun.

– Jeg havde ikke det store behov for at flytte tilbage til Fyn og tænkte lidt på, om det skulle være Jylland eller Sjælland, og det er jo egentlig heldigt, når man har sådan en uddannelse, hvor man kan flytte hen nærmest, hvor man vil.

– Når det blev Bornholm, var det egentlig mest, fordi jeg havde været på sommerferie på øen året forinden, og det var jo bare virkelig dejligt. Vi var på cykeltur derovre, og eftersom det første, man skal have for at blive praktiserende læge, er et halvt år i en introstilling i almen praksis, tænkte jeg, at det skulle være Bornholm. Det kunne da være megaspændende.

Stillingen fik hun i Allinge.

– Og det var helt utroligt fantastisk dejligt, både fagligt og socialt og også både i forhold til lægerne, og dem man nu ellers mødte derovre, siger hun.

Grundet lægemanglen på Bornholm lå det også lige for, at det heller ikke var svært at få lov at tage sin hoveduddannelse til praktiserende læge på fire og et halvt år derovre, siger hun.

– Og så kan jeg flytte derefter, tænkte jeg. Men ja, så flytter man jo nogle gange alligevel ikke igen, når først man er havnet et sted. Jeg tror også, det skyldes, at jeg kommer fra et landsbysamfund med en lille friskole og en lille by, hvor alle kender alle. Det er det, jeg har med mig, så jeg har ikke noget med økuller, og hvad folk ellers kan tale om.

– Små samfund passer mig egentlig bedre end storbyen, og da det først var blevet Bornholm, så ligger Christiansø jo heller ikke langt væk, kan man sige. Når jeg rejser, har jeg også altid bedst kunne lide det der med, at man slår sig ned et sted og lærer de lokale at kende frem for en almindelig turistrejse. Det synes jeg ikke er så spændende.

– Når man flytter ind, som vi har gjort her, og også arbejder her, er det en virkelig spændende måde at komme ind i et samfund på, for helt naturligt får man hurtigt et forhold til alle mulige ting, siger hun.

– Og når man både har sit arbejde, når man har sine børn, når man har en have, som man kan få herovre, når man kan løbe en lille tur, når her er arrangementer og foreninger – der sker jo alt muligt og ikke mindst uden for sæsonen. Så jeg har ikke rigtig frygtet det der med at blive isoleret.

Mange traditioner

Børnene går til noget tre dage om ugen, der er eksempelvis en spejdergruppe og vinterbadning, der er nogen, der har lavet en lille dansegruppe, mens andre laver programmering på computer.

– Og så har de jo utroligt mange traditioner herovre, såsom banko og foredrag, og hen over julen sker der rigtig mange ting. Nærmest alle højtider har forskellige traditioner, og også halloween er blevet en stor ting, siger lægen.

– Men også bare små ting i hverdagen, som bliver til noget hyggeligt. Der er nogle, der spiller hockey, der er dem, som mødes efter fyraften og sidder og snakker, der er en strikkeklub. Her sker virkelig mange ting, man kan jo lave noget næsten hver dag, og det fede er, at alt er tæt på. Det er ikke så svært at komme til de forskellige ting, man skal lige gå to minutter, og det betragter jeg også som en utrolig luksus i hverdagen.

– Altså, jeg går et par døre hen ad gaden, og så er jeg på arbejde, ikke? Og tre minutter, så er børnene i skole. Transporten, som man slet ikke har, giver en eller anden ro i sig selv, synes jeg. Især når man har små børn, tænker jeg, at der er rigtig mange, der drøner rundt med de der unger, ikke?

I dette hele taget synes Anette West Skaarup, at hverdagen byder på mangt og meget, som bliver til nogle hyggelige og fornøjelige ting.

– For eksempel de her små haver herovre, som man kan melde ind på og så måske få en. Det er jo virkelig en spændende ting herovre. Ej, hvilken have får man? Og får man overhovedet en have? Og får man den, man har ønsket sig? Jeg synes, der er rigtig mange små ting i hverdagen, som bliver til sådan nogle hyggelige ting. Og det, tror jeg, passer mig rigtig godt.

Hvad siger din familie til, at I er flyttet helt ud til Christiansø?

– Min mor og far bor ikke sammen, men jeg har en søster, der bor i København. Min far og hans kæreste syntes som udgangspunkt, at det lød da spændende, og min mor blev selvfølgelig bekymret og tænkte, åh nej, kan hun nu det? Og min søster syntes, at vi jo havde boet så godt på Bornholm.

Anette og børnene boede således i et svensk træhus i Rønne med masser af social omgang "og masser af søde venner" i kvarteret, fortæller hun.

– Men jeg tror, at de ret hurtigt godt kunne se, hvad det var, jeg synes, der er spændende ved det. Og jeg tror også, at de har været vant til, siden jeg var i 20'erne, at jeg finder på nogle nye ting, som jeg bare gør, og så går det forhåbentlig. De har egentlig taget det ret pænt, og de har også været her alle sammen allerede, siger hun.

– Og man kan sige, at jeg jo har været vant til at være væk fra min familie i forvejen, fordi vi har boet på Bornholm, og nu bliver det godt nok lidt mere besværligt – men det bliver da også lidt mere eksotisk!

Ikke kun for hende, men også for børnene har de første måneder været udfordrende.

– Der sker så mange ting, når man flytter – man skal have en ny skole, man skal have et nyt job, jeg skal være der for alle patienterne og så videre, men her de sidste tre uger kan man alligevel mærke, at nu er vi ved at falde til i hverdagen, siger hun.

– Der kan stadig godt være lidt hjemve, men jeg synes, at begge mine børn er glade og okay med, at vi er flyttet herover. De kan godt se, at det ikke er noget, alle får lov til at prøve, og de har jo fundet ud af, at her er rigtig mange søde børn herovre også. Jeg synes, de har taget det utroligt cool, siger Anette.