Trøst: Vi er blevet vant til at være i søgelyset

Trøst: Vi er blevet vant til at være i søgelyset
Jacob Trøst:
NYHED | 28. SEP 2022 • 09:09
Af:
Ritzau
NYHED
28. SEP 2022 • 09:09

Lækkene på Nord Stream-gasledningerne har skabt utryghed og uvished på Bornholm, fortæller borgmester Jacob Trøst i et interview med Ritzau.

 

Bornholm og området omkring øen er for alvor kommet i søgelyset efter lækkene på de to gasledninger Nord Stream 1 og 2.

De løber tæt forbi Bornholm på deres rute fra Rusland og Tyskland.

Derfor har lækkene, der menes at være bevidste handlinger, også skabt utryghed på øen, fortæller borgmester Jacob Trøst (K) til Ritzau.

– Bornholm har jo været i søgelyset siden januar, så borgerne på Bornholm har næsten vænnet sig til det. Men det er klart, at den her hændelse fornyer nogle bekymringer i forhold til vores placering i Østersøen, siger Trøst.

– Det lyder forkert at sige, at vi er vant til det, men Bornholm ligger på en placering, hvor vi er udsatte i forhold til den aktuelle situation i Europa.

– Det er klart, at det er noget, der berører borgerne på Bornholm og Christiansø, fordi det bare er os, der ligger tættest på, der hvor det sker (Rusland og krigen i Ukraine, red.), så jeg tror, at det i højere grad er et samtaleemne her end så mange andre steder i landet.

Det vides endnu ikke, om Nord Stream-hændelserne har forbindelse til Rusland og i forlængelse deraf krigen i Ukraine.

Mandag blev der konstateret en lækage på Nord Stream 2-forbindelsen cirka 20 kilometer syd for Dueodde. Tirsdag morgen blev der fundet to lækager på Nord Stream 1-forbindelsen nordøst for Bornholm langt væk fra kysten.

Målestationer i både Danmark og Sverige registrerede mandag kraftige eksplosioner under vandet i samme område som lækagerne.

– Jeg fornemmer, at der nogle borgere, som er lidt utrygge, og som ikke ved, hvad der sker og kan ske, og der er det vigtigt for mig at sige, at de relevante myndigheder tager den her situation meget alvorligt, og vi har nogle dygtige mennesker, der tager sig af det, så de er i gode hænder, siger Jacob Trøst.

Nord Stream 1 har i noget tid været lukket, mens Nord Stream 2 aldrig er blevet taget i brug. Begge gasledninger indeholder dog gas.

Lækagerne har ifølge myndighederne ikke konsekvenser for forsyningssikkerheden for gas i Danmark, men der er en risiko for eksplosioner i området. Energistyrelsen er også ved at undersøge, hvor stor lækagernes påvirkning på miljøet i området vil være.