– Regnestykket viser, at der er et stort potentiale i en videreudvikling af den planlagte Energiø Bornholm. Fra kun at være tilsluttet Tyskland og Danmark til på sigt også at blive tilsluttet andre lande omkring Østersøen, herunder mest oplagt Polen og Sverige, siger hun.
Hvor stor en forskel vurderer Ørsted, at størrelsen på gevinsten ved en forbindelse til Polen kan få for projektøkonomien og samfundsøkonomien i Energiø Bornholm?
– De 15-20 milliarder kroner, som vi anslår, vil skulle deles mellem Danmark, Tyskland og Polen. Så hvor mange penge, der ender i den danske økonomi, bliver et spørgsmål om forhandlinger mellem de tre lande. Det er jo politik, siger siger Lykke Mulvad Jeppesen.
Danmark og Polen blev den 11. juni enige om at begynde at analysere en mulig forbindelse mellem Energiø Bornholm og Polen. Det skete, da Polens viceminister for klima og miljø Milosz Motyka besøgte København.
– Det indgik også i Ørsteds oprindelige vision for energiøen, at den skulle sende strøm til Polen, siger Søren Møller Christensen, direktør for det bornholmsk-baserede konsortium Baltic Energy Island.