Det er velkendt, at Østersøens havmiljø er udfordret. Døde fisk, fedtemøg og iltsvind er virkeligheden flere steder, og der er i årevis blevet talt om, hvad man skal gøre for at vende udviklingen. Nu vil et dansk-tysk forskningsprojekt bruge mikroalger som biologiske alarmklokker i et system, der kan forudsige – og hjælpe med at forhindre – Østersøens kollaps.
Milliarder af mikroalger driver rundet i havvandet. De er usynlige for det blotte øje, men de ved mere om Østersøens tilstand end nogen målesonde, og de reagerer på de mindste ændringer i næringsstoffer, temperatur og strømforhold. Det er den viden, forskerne vil bruge til at bygge en digital tvilling af den sydvestlige del af Østersøen, som kan bruges til at afprøve løsninger og finde dem, der virker.
– Mikroalgerne befinder sig i centrum af projektet, fordi de er en indikator for økosystemets tilstand. Afhængigt af belastningen med næringsstoffer ændrer algefællesskabets biodiversitet sig. De fortæller os præcis, hvad der er galt – hvis vi lærer at lytte, forklarer professor Anja Engel fra Geomar Helmholtz Centre for Ocean Research i Kiel i en pressemeddelelse.