Finn nåede 43 år på samme arbejdsplads

Torben Østergaard Møller

Journalist

Finn Frandsen er født og opvokset i Knudsker og startede sin karriere som fotograf på den socialdemokratiske avis Bornholmeren. Nu fylder han 70 år og er så småt ved at sige farvel til sin arbejdsplads gennem knap 44 år, dagbladet Politiken.

For få uger siden bragte dagbladet Politiken en artikel om en ny café, Bonni, på Nørrebro i København, som to unge bornholmske kvinder har åbnet. Den opmærksomme læser bemærkede måske, at billedet til artiklen var taget af Finn Frandsen og har sikkert tænkt, at det var da også oplagt.

Måske læseren også faldt over artiklen forgangne tirsdag om Jørgen de Mylius, som blev 80 år, og bemærkede, at billedet af radio-ikonet ligeledes var taget af Finn Frandsen, men rolig nu, for sådan kunne vi blive ved.

Denne Finn Frandsen har nemlig som fastansat fotograf på avisen taget billeder i bunker fra nær og fjern, fra Danmark og den ganske klode – han har været på reportagerejser til langt over 50 lande – gennem næsten 44 år.

Og når vi lige nævner, at det virkede oplagt med Bonni, skyldes det naturligvis, at han ganske som de nybagte caféindehavere er ægte bornholmer, og man skal ikke tale længe med ham for at opleve den bornholmske modulation af det danske sprog, som aldrig har sluppet ham trods de mange år i hovedstaden.

Tidende bragte i slutningen af april 2025 et portrætinterview med fotografen, som han først indvilgede i at bidrage til efter lidt protester – "skal vi ikke vente et år, for så regner jeg med, at jeg stopper", lød argumentet, men interviewet og besøget på hans årelange arbejdsplads blev ikke desto mindre realiseret.

Nu, denne lørdag 7. marts, runder han så et skarpt hjørne, idet han bliver 70 år, og fredag 27. februar markerede han da også inde i Politikens Hus på Rådhuspladsen sin sidste regulære arbejdsdag på dagbladet.

Det vil sige, at han nu er ude af vagtplanen, men han betoner også, at han fortsat vil have sin gang på arbejdspladsen frem til 30. april, hvor ansættelsen ophører, og at der skam også er en afskedsreception i vente.

Jeg glæder mig

For knap et år siden slog han fast, at han til stadighed elskede sit arbejde, for som han sagde:

– Jamen, jeg glæder mig, når jeg står op om morgenen!

Vi kunne dengang også fortælle, at han år tilbage har vundet prisen for både Årets Sportsfoto og Årets Pressefoto, og at han er født og opvokset i Knudsker Sogn, først på Haslevej, siden på Blykobbevej.

Moren var bornholmer, faren kom fra Skive i Jylland og aftjente sin værnepligt på Almegårds Kaserne.

Finn gik på Knudsker Skole, siden på Søndermarksskolen i Rønne, tog en realeksamen og fortsatte på gymnasiet ligeledes i Rønne.

Sin uddannelse som pressefotograf påbegyndte han på øens socialdemokratiske avis, Bornholmeren, med start 1. oktober 1977, men grundet forskellige omstændigheder afsluttede han den på Berlingske i København.

Efter en mellemregning, hvor han i en periode arbejdede som fotograf med udgangspunkt i Holland, returnerede han efter en længere ferierejse i Sydøstasien til København 1. maj 1982 og kom ved et heldigt sammentræf til Politiken.

Dér blev han hængende og har gennem årene blandt andet været til fire VM – Mexico, Sydamerika, Japan/Korea og Rusland – og til de olympiske lege tre gange – i Seoul, Barcelona og Atlanta.

Hans hustru, med hvem han har tre børn, der alle er i trediverne, gik bort i 2012, men han, som bor på Sønder Boulevard i København, har i dag i flere år været kæreste med direktør i Wild Nature Foundation Irene Greve.

Sommerhuset

Han siger altså farvel til Politiken med udgangen af april, men var han fortsat til 22. maj, ville han have ramt præcis 44 år i huset, fortæller han.

Hvordan har du det med at sige farvel?

– Jeg har det faktisk fint med det, siger Finn Frandsen.

– Jeg bliver jo 70 og har været der i de mange år, så det giver mening at sige "okay, been there done that", og så skal jeg også huske at stoppe, mens jeg stadig kan, har noget energi og et godt helbred.

Da vi talte sammen for et års tid siden, sagde du også, at du jo har tre børn og tre børnebørn, som godt kan have brug for dig ind imellem?

– Præcis. Og det bliver der bedre tid til nu.

Dertil er der noget med et sommerhus beliggende mellem Præstø og Vordingborg, som også vil kunne give fødselaren afløb for den energi, han stadig besidder.

– Det kommer nok til at spille en stor rolle i vores fremtid, siger han.

– For det er the never ending project. Det er 200 år gammelt næste år, så der kan man godt få tiden til at gå. Jeg har også en motorcykel, der trænger til noget opmærksomhed.

Så alt i alt tænker du, at der er nok at tage fat på?

– Ja, det er der helt klart!

Og dertil er der jo familien, fortæller han:

– Min søn bor lige rundt om hjørnet, og vi mødes for eksempel fredag (i går, red.) til morgenkaffe, før han tager på arbejde. Og så kommer min bror også. Så sidder vi der og drikker en kop kaffe og hører, hvordan det går. Min bror har jo også været ansat i 45 år eller mere på Hvidovre Hospital som bioanalytiker. Han er et år ældre end mig, men han arbejder stadigvæk.

I er en vedholdende duo?

– Ja, vi er stabile, som man siger, ler Finn Frandsen.