– Det er ikke anderledes, end hvis man sorterer forkert i dag. Hvis man kommer til at smide restaffald ned til pap og papir, så må vi finde nogle løsninger på det. Hvis det er i et mindre omfang, kan vi måske løse det, men hvis man fejlsorterer i større omfang, kan man komme til at ødelægge et helt læs. Det kan være ret omkostningstungt for Bofa og dermed for os alle sammen. Det har også en miljømæssig effekt, så jeg vil opfordre til, at man gør det rigtigt, siger Jens Hjul–Nielsen.
Han vil dog være grumme ærgerlig over, hvis opsætsige typer har i sinde at sabotere systemet og blot gå all–in med skraldet i første tilfældige rum.
– Der sker jo det, at de er med til at fremskynde, at jorden går under. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal sige til det, hvis det er sådan, man ser på det. De bliver ikke anholdt af politiet, og vi har heller ingen planer om at sende en regning. Hvis noget sådan skulle ske, er det noget, vores politikere skal tage stilling til, om der skal indføres et bødegebyr ved fejlsortering, siger han.
Borgmesteren kan nyde de skønne spande
Skulle man miste overblikket over kategorierne og måden at gøre det rigtigt på, eller har man ved en fejl lavet papirsflyver ud af brochuren, er der håb at hente.