Naturligt: Rønne har en sø med skildpadder

Naturligt: Rønne har en sø med skildpadder
NOTITS | MILJØ | Tirsdag 3. oktober 2023 • 15:30
Af:
Mathies Hvid Toft
NOTITS | MILJØ | Tirsdag 3. oktober 2023 • 15:30

I Teglgårdssøen i Rønne lever en mindre bestand af sumpskildpadder. Kommunen kender ikke det eksakte antal, men tager gerne mod informationer, hvis nogle har talt op.

Går du forbi Teglgårdssøen ved Pingels Allé i Rønne en sommerdag, er det ikke kun ænder og frøer, du kan støde på. I søen lever også en mindre bestand af sumpskilpadder, der ofte hviler sig i sommersolen.

Her har de levet i mange år, og de kommer oprindeligt fra private, der i sin tid er blevet trætte af dem og derfor har sat dem ud.

– Der har engang været en tradition for, at man brugte Teglgårdssøen til at sætte sumpskildpadder ud, hvis man ikke havde lyst til at have dem længere, fortæller Morten Bach Jørgensen, der er driftsansvarlig for de grønne områder i kommunen.

Samme melding lyder fra Kenneth Nielsen, der er dyrepasser og naturvejleder hos Naturbornholm.

– Der har i hvert fald været skildpadder i Teglgårdssøen i 30 år. Jeg er dog ikke sikker på, at det er de samme. Der er tale om de nordamerikanske sumpskildpadder, der hedder terrapin, siger han. Heller ikke Kenneth Nielsen kender det præcise antal, men anslår det er omkring fire-fem stykker.

De passer sig selv

Skildpadderne er blevet et lille lokalt udflugtsmål for børn om sommeren. Står det til kommunen får de lov at blive og passe sig selv, sådan som de har gjort i årtier.

– Det hører til den hyggelige ende, og det er da lidt sjovt med skildpadderne. Det er ikke noget, jeg anser som problematisk, men heller ikke noget, som vi skal værne om, som hvis det var en naturlig truet bestand af et dyr her på Bornholm, fortæller Morten Bach Jørgensen videre.

Kommunens folk giver dog de små padder en lille hjælpende hånd indimellem. Da der væltede et træ i søen for nogle år siden, lod kommunen det blive for at give skildpadderne bedre betingelser for at søge op af vandet og få sol.

– Og så søger vi også for at fjerne lidt grene og blade fra søen, så der kommer noget sol ned. Udover det får de lov til at passe sig selv, siger han.

Lad være med at sætte skildpadder fri

Går man med valide informationer eller en lille skildpaddeoptæller i maven, modtager Morten Bach Jørgensen gerne informationer om skildpadderne.

Da der ikke er tale om en naturlig bestand, kommer kommunen ikke selv til at prioritere det. Morten Bach Jørgensen understreger da også, at man skal lade være med at sætte skildpadder fri i naturen.

– Det er ikke det rigtige at gøre. Det er absolut på kanten af deres udbredelsesområde, og hvis det er den forkerte skildpadde, man sætter ud, så fryser den ihjel og lider en stille død. Man skal afsætte dem videre til nogle andre, der kan have dem i fangenskab, siger han.

– Men at vi ikke ønsker flere skildpadder, skal ikke gå ud over de skildpadder, der allerede er i søen, slutter Morten Bach Jørgensen.

Naturbornholm er faktisk godkendt af Miljøstyrelsen til at tage mod skildpadder fra private som det eneste sted på Bornholm. Det er nemlig strengt forbudt at sætte skildpadder fri i naturen.

– Der findes også europæiske sumpskildpadder, men de her er invasive og hører ikke til i Europa og Danmark. Man skal enten aflive sin skildpadde, eller man kan aflevere den ude hos os, hvis man ikke kan tage sig af de mere, siger Kenneth Nielsen.

Naturbornholm har 22 skildpadder, der indgår i udstillingen om fortiden på Bornholm. De stammer alle fra private, der har indleveret dem. Kenneth Nielsen har også fået skildpadder, som folk har set vandre på landevejen.

– Jeg har kendskab til, at der har været skildpadder i andre søer, og når de tørrer ud om sommeren, så må skildpadden jo ud at vandre for at finde en anden så at bo i. Der er så nogle, der er stødt på dem og har indleveret dem til os.

 

Skildpadder i Danmark

Der er observeret europæisk sumpskildpadde og amerikanske terrapiner som den rødøret terrapin i danske søer.

Den amerikanske terarpin må dog ikke længere importeres til EU, da de ikke er hjemmehørende på kontinentet.

I 2008 observerede man sumpskildpadder, der ynglede i Danmark. Det kræver dog omkring 70 dage med meget høje temperaturer, og derfor kan de, der er på Bornholm, ikke yngle.

Gennem blandt andet DNA-tests har man regnet ud, at der er en mulighed for, at europæiske sumpskildpadder kan være indvandret til Danmark i stenalderen.

Andre DNA-tests har vist, at sumpskildpadder, som er fundet i Danmark i nyere tid, har en anden DNA-type, end de kunne være indvandret i stenalderen.

Kilder: Danmarks Naturfredningsforening, Naturmagasinet, Naturbornholm.

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT