Kan ende i mennesker: Der er fundet plastik i mange af Østersøens fisk

Projekt på Syddansk Universitet skal undersøge, hvor mikroplast ender, og hvor farligt det er.
Mikroplastik er ifølge en pressemeddelelse fra Syddansk Universitet en usynlig trussel, som risikerer at havne på tallerkenen, når man sætter sig til middagsbordet. det gælder ikke mindst, hvis der er fisk fra Østersøen på menuen. Der er således fundet mikroplastik i 28 procent af alle de østersøfisk, der er taget prøver af. Og for et år siden blev mikroplast fundet i menneskeblod for første gang.
Projektet Plast Track på Syddansk Universitet vil undersøge, hvor mikroplast ender, og hvor farligt det er for miljøet eller mennesker – samt udvikle værktøjer til at bekæmpe plastikforureningen i regionen.
– Der er brug for detaljeret forskning i, hvordan mikro- og nanoplastik påvirker ikke blot naturen, men også vores kroppe. Samtidig er der store huller i vores viden om, hvor plasten i havene stammer fra, hvordan det nedbrydes, og hvor plasten i sidste ende havner henne, siger Jacek Fiutowski fra Mads Clausen Instituttet på Syddansk Universitet i pressemeddelelsen.
Han står i spidsen for Plast Track, der med udgangspunkt i vandprøver fra Østersøen vil udvikle værktøjer, som sporer plastaffaldets vej og afslører, hvordan plastikken ændrer sig i forskellige miljøer og har indvirkning på disse. Projektet har modtaget 1,74 millioner euro fra Interreg Deutschland-Danmark.
Mikroplast ligner føde
Årligt udledes 8-15 millioner tons plastik til verdenshavene, hvilket svarer til en lastbil i minuttet, og det forventes fordoblet i 2025. Hvis den nuværende udvikling fortsætter med samme hast, vil der i år 2050 være mere plastik end fisk i verdenshavene, fortæller Syddansk Universitet.
FN's Verdenssundhedsorganisation udgav i 2019 en rapport, der konkluderer, at de bittesmå plastpartikler er overalt, og at mennesker indtager dem på daglig basis. Havdyr forveksler mikroplast i havet med mad, da det ligner plankton.
– Når vi spiser fisk og skaldyr, er der derfor en risiko for, at vi også indtager mikroplast gennem maden på vores tallerken, fortæller Jacek Fiutowski.
Det er også er målet at udvikle testmetoder af nye materialer, for eksempel biologisk nedbrydeligt plastik, som kunne være et reelt grønt alternativ til det plastik, der bruges i dag.
NYT JOB
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration