Jeg snakker også med mine grise

DR-dokumentaren "Hvis grise kunne tale" har ikke skabt chokbølger hos Bornholms Landbrug og Fødevarers talsperson for produktionsgrise. 

Det er ikke sjovt at være produktionsgris. I hvert fald ikke hele tiden og slet ikke, hvis man er spærret inde på et meget lille areal, sammen med ti andre grise.

Det er nok nogenlunde det, de fleste ville svare, hvis de blev spurgt.

Nu har en gruppe internationale forskere med base på Københavns Universitet haft held med at udvikle en algoritme der kan afkode grisenes sprog. Det er sket ved at man har analyseret optagelser af grisenes lyde i forskellige situationer som leg, isolation og kamp om mad.

På den måde fandt forskerne ifølge DR-dokumentaren "Hvis grise kunne tale", frem til 19 forskellige måder, hvorpå grise udtrykker følelser.

Hovedkonklusionen i udsendelsen er, at en gris i en konventionel stald giver udtryk for stress og smerte 25 procent af tiden, mens tallet hos fritgående grise er nede på otte procent.

Overraskelsesprocenten lå næppe ret meget over de otte procent hos seerne. Men nu er det altså bevist. Grise har følelser, og de kommunikerer om det, når de er stressede eller har smerter.

Hver fjerde grynt er stresset

I dokumentaren, som blev vist på DR onsdag i denne uge, demonstrerede forskerne hvordan de er lykkedes med at rense og afkode lydoptagelser af 15.425 grisegrynt i Danmark og Tyskland. Optagelserne er fordelt mellem fire konventionelle stalde, tre økologiske stalde og to steder, hvor grise lever udenfor hele livet.

Resultatet, der betegnes som en stikprøve, blev ifølge DR som følger:

De konventionelle grise har 25 procent grynt og hvin, der giver udtryk for stress og smerte.

De økologiske grise har 47 procent, når de måles indendørs. Kommer grisene udenfor, falder mængden af stressende grynt og hvin til otte procent.

De grise, der lever udendørs, har otte procent.

Stressniveauet hos grisene stiger markant under transport.

Algoritmen skal være bedre

Stine Mikkelsen har avlet grise i 30 år på Klintebygaard i Ibsker, og hun ser frem til en metode, der gør det lettere at vurdere grisenes trivsel. Hun er næstformand i bestyrelsen i Bornholms Landbrug og Fødevarer og formand for griseudvalget samme sted, samt medlem af Landsudvalget for Grise.

På Klintebygård sælger man 30 kilos grise til opfedning på Bornholm. Staldene er under genopbygning efter en sanering, og målet er at producere 17.000 30 kilos grise om året. Antallet af søer vil ligge omkring 470-480, når produktionen er tilbage i fuld drift.

Stine Mikkelsen har set DR-dokumentaren, og understreger som udgangspunkt, at hun mener, at algoritmen skal være bedre og datagrundlaget større, før hun vil betragte materialet som dækkende. Samtidig stiller hun ikke spørgsmålstegn ved, om de foreløbige konklusioner er værd at lytte til.

– Jeg synes, det er spændende, siger Stine Mikkelsen.

– Det er en måde vi kan komme et stykke videre i at forbedre grisenes velfærd. Og det er jo det, vi arbejder på hver eneste dag, både fra branchen centralt, men også når vi går ude i besætningerne.

Taler venligt til søerne

I udsendelsen optræder en konventionel tysk landmand, der falder helt udenfor mønsteret. Han fik otte procent i målingen af stress og smerte, svarende til smerteniveauet hos fritgående grise, og forskerne mente, at det måske kunne hænge sammen med at landmanden talte til sine grise og tjekkede dem to gange om dagen.

Den konklusion kommer absolut ikke bag på Stine Mikkelsen, der primært passer farestalden på Klintebygård.

– Jeg snakker altid med mine søer, siger hun.

Dyr, der er bange, kan reagere uhensigtsmæssigt. Derfor tager Stine Mikkelsen sig god tid, når hun tilser søerne og taler til dyrene i beroligende tonefald.

– Jeg kan snakke med dem inden jeg gør noget, for at de ikke skal føle sig overrumplet. Jeg giver dem noget smertestillende, hvis de har ondt eller har et spændt yver. Jeg kigger mine søer i øjnene dagen efter de har faret, for du kan se på deres øjne og ansigtsudtryk om de er toptunede, eller om de skal have ekstra omsorg, fortæller hun.

En succeshistorie

Ifølge Stine Mikkelsen skal der arbejdes med dyrevelfærd på EU-plan, så de europæiske svineproducenter får ens vilkår. Et område, der er fokus på allerede nu, er netop større bevægelsesfrihed for søer.

I dag er søerne fikseret i fire-fem uger, mens de er diegivende. Det anbefales imidlertid allerede, at man ved nybyggeri laver stalde til løsgående diegivende søer, og flere bornholmske landmænd er allerede klædt på til nye lovkrav fra EU. Stine Mikkelsen fortæller, at Peter og Thorbjørn Brandt Koefoed i Aaker og Johnny Jensen på Bjerregaard allerede har investeret i fremtidssikrede staldsystemer.

– På Bornholm befinder 27 procent af vores søer sig i staldsystemer til løsgående, diegivende søer. Det er faktisk en succeshistorie, siger Stine Mikkelsen.