Bofas direktør: 'Efter min mening hjælper affaldssortering på næsten alting'

Jens Hjul-Nielsen har hele livet udnyttet sine erfaringer og talenter. Men han vidste ikke, hvad Bofa var, da han for ti år siden blev headhuntet til jobbet som direktør. I dag synes han, at affaldssortering er en god måde at redde verden på.

Jens Hjul-Nielsen er bogstaveligt talt en mand med mange kasketter. Det bliver klart, når man ser på reolerne, der står bag direktørens skrivebord hos Bofa. For her ligger arbejdshatte i forskellige former og størrelser side om side fra en buschaufførkasket til en Bofa-kasket.

– Det der er faktisk mit cv i hatteform. For jeg har været fornuftig nok til at gemme hattene fra mine forskellige erhverv, siger Jens Hjul-Nielsen, da han snaksalig og smilende har vist indenfor på sit rummelige kontor.

– Vi har ikke ret mange mødelokaler her på Bofa. Nogle gange bliver jeg smidt ud her, når nogle af de andre skal holde møde. Så jeg kan blive i tvivl, om jeg har et forholdsvist stort kontor eller et skrivebord i hjørnet af mødelokalet, siger han og visiterer rummet med øjnene.

– Men når jeg er med til møde, sidder jeg altid på den her plads, fastslår han, da han har sat sig til rette i en stol for enden af bordets langside.

– Det er ligesom i en kantine, hvor man er inde for første gang, hvor en siger 'Vi har ikke faste pladser, men jeg sidder altid her'.

Og her har Jens Hjul-Nielsen haft sin daglige plads, siden han for ti år siden blev ringet op af en rekruttør, der spurgte, om han kunne tænke mig at være direktør for Bofa.

– Jeg må være ærlig at sige, at det første, jeg sagde, var: 'Hvad er i alverden Bofa?'” griner han med en spørgende grimasse.

– For selvom jeg havde arbejdet meget med affald, havde jeg aldrig arbejdet med nogen på Bornholm før, og jeg havde kun været på Bornholm én gang i mit liv, og det var på den obligatoriske 8. klasses tur. Men rekruttøren fik mig alligevel gjort interesseret, så jeg tog over til jobsamtalen på min første tur til Bornholm på egen hånd i hele mit liv.

Dengang arbejdede han som leder for ISS Waste. Men inden han kom hertil havde han allerede haft et antal chefstillinger i affaldsbranchen.

– Jeg har også lavet andre ting, som vi måske kan komme ind på senere. Du må jo smide det ud, du ikke kan bruge, siger Bofa-direktøren, inden han leder os helt tilbage til barndommen.

En Valby-dreng

Københavneraccenten sidder stadig i Bofa-bossens hurtige replikker.

– Jeg er Valby-dreng, siger direktøren og storsmiler.

– Min far var jurist og arbejdede som funktionær i Københavns Kommune nærmest hele sit voksenliv. Det var dengang mødrene gik hjemme – i hvert fald i middelklassen, hvor jeg voksede op på Strindberggade bag Toftegårds Plads i en klassisk kernefamilie med mine forældre og min lillesøster. Men det var som om vores lille villavej var et mikrokosmos af Danmark. For i 1970, da jeg var fem år gammel, gik alle mødrene hjemme på vores villavej, men fem år efter var de alle sammen rykket ud på arbejdsmarkedet, så vejens udvikling var også Danmarks udvikling. Og mine forældre fulgte også statistikkerne og blev skilt, da jeg var 12 år gammel, og så flyttede jeg med min mor og min søster til Vanløse, indtil jeg flyttede hjemmefra.

Meget af sin barndom husker han gennem bøger. For han var en meget læsende dreng.

– For nogle år siden var jeg til en gensynsfest for min anden folkeskoleklasse i Vanløse. Jeg kunne overhovedet ikke huske deres historier, hvortil en af mine tidligere klassekammerater sagde: ”Jamen, du sad jo også altid med hovedet i en bog.” Min glæde ved at læse havde jeg nok fra min far, der aldrig ønskede sig forfremmelser, men bare glædede sig til at komme hjem og læse i sine bøger. Derhjemme havde vi også bøger overalt, og det ansporede selvfølgelig min egen interesse for at læse, at min far sørgede for, at jeg fik et lånerkort, da jeg var fem-seks år gammel og tog sig tid til at forklare mig, hvordan jeg kunne slå bøger op i kartotekerne nede på biblioteket. På den måde viste han mig sin egen verden, siger Jens Hjul-Nielsen og tilføjer:

– Det er jo ikke anderledes end en anden far, der tager sin søn med til fodbold eller viser ham, hvad der findes under motorhjelmen på en bil. Man bliver jo på en eller anden måde et produkt af sine forældre, og jeg vil nok sige, at det i hvert fald smittede af på mig, så jeg blev meget læsende. Og især historie havde min store interesse. Det overvejede jeg også at læse på universitetet senere.

Borgerlige værdier

Derhjemme lærte han også at opføre sig ordentligt i det, han betegner som et gennemborgerligt hjem.

– Der er heller ingen tvivl om, at mine forældre stemte borgerligt, og de havde ovenikøbet mødt hinanden, da VU og KU forsøgte at storme den sovjetiske ambassade efter opstanden i Ungarn i 1956. Man mødes jo, hvor man mødes, siger han og uddyber.

– De kom fra lidt forskellig baggrund. Min farfar var politibetjent, og min mormor kom nok fra lidt højere klasser. Min mormor havde ovenikøbet sin egen husholdningsskole. Men begge familier lagde vægt på, at man skulle opføre sig ordentligt. Og det eneste mine forældre ikke videregav til min søster og mig var danseundervisning, som min far var blevet tvunget til som barn i bedste Fru Violet-stil fra Matador. Min mor ville ellers gerne have os til dans, men der satte min far foden ned, ler han og tilføjer:

– Jeg var meget tilfreds med min barndom, og jeg syntes også, at det var fint, at mine forældre blev skilt, da mine forældre begyndte at slide lidt på hinanden. Min far kom videre i et nyt parforhold, og min mor kom videre på sin egen måde, så det har jeg aldrig set som særlig traumatisk.

Kan du genkende dig selv i dine forældre?

– Ja, jeg er oven i købet begyndt at gå i samme tøj som min far gjorde. Han gik næsten altid i skovmandsskjorte og jeans, da han blev pensionist, så når jeg i fritiden har samme mundering på og går forbi spejlet, kan jeg tænke. ”Der er far jo!” fortæller Bofa-direktøren, der her på kontoret dog er iført mørkt jakkesæt og slips.

– Min far var også en høj mand i sin generation. Og jeg er selv 196 centimeter. Så det fysiske kan jeg se. Men min mor var også meget talende ligesom mig, mens jeg nok har arvet det intellektuelle fra min far, siger han og tøver:

– Jeg er nok til gengæld mere modig end dem. De var mere tilfredse med deres lod i livet. Det er måske også en konservativ holdning, at man har et lod i livet og er sat et sted, hvor man så må udfylde sin plads. Min far blev som sagt i den samme specialiststilling, fortæller Jens Hjul-Nielsen.

Vandreprædikant i USA

Selv har han i modsætning til sin far flyttet meget rundt – både karrieremæssigt og på landkortet. Men også trosmæssigt har han været på en rejse. Forældrene var kulturkristne, der som en del af deres almindelige borgerlige dannelse gik i kirke til jul og sørgede for, at børnene blev døbt og konfirmeret, men det var først, da Jens Hjul-Nielsen kom i gymnasiet, at han blev vakt af en religiøs vækkelse gennem en gymnasiekammerat.

– Jeg havde en del år, hvor jeg var meget religiøs. Det førte blandt andet til, at jeg rejste til udlandet, hvor jeg blev en slags vandreprædikant i USA. Og selvom jeg ikke er religiøs i dag, førte det til helt utrolige oplevelser, hvor jeg kom ind i både de fattigste og rigeste hjem. Jeg tror også, at man ser tilbage på nærmest alt i sin ungdom i et rosenrødt skær. Tænk bare på folks soldaterhistorier. Men jeg forblev religiøs i en del år, inden jeg ikke længere følte, at religionen kunne give mig relevante svar på mine spørgsmålet.

I dag betegner han sig selv som agnostiker.

– Jeg ved ikke, om der er en Gud. Ingen kan hverken bevise eller modbevise Guds eksistens. Men jeg synes stadig, at det er et godt livsråd at prøve at forbedre sig gennem livet, så man bliver lidt mere ligesom Gud. Det lå i den fromhedstænkning, som jeg abonnerede på som ung, da jeg var religiøs. Hovedsporene i religionerne er jo rimelig ens. Og Gud kan jo være mange ting, men måske er Gud bare et godt billede på det ideelle og uopnåelige, som man kun kan stræbe efter. Og den stræben efter at forbedre sig, synes jeg stadig er fin.

Selv har han også forbedret sine faglige kompetencer, siden han kom hjem fra tilværelsen som vandreprædikant, som han i første omgang skiftede ud med et job som buschauffør for HT.

– Jeg havde været matematisk-fysisk student. Og den måde jeg prøvede at beskæftige mig selv på, mens jeg kørte rundt med bussen, var at lave regnestykker i hovedet, fortæller den tidligere buschauffør.

– Dengang var jeg 25 år og havde en rute fra Østerbro til Lufthavnen, og så fik jeg det indfald at regne ud, hvor mange gange jeg skulle køre over Knippelsbro, hvis jeg fortsatte med at køre den rute til min folkepension. Det blev et meget stort tal, og det fik mig til at love mig selv at lave noget andet end at køre busser over den samme bro, siger han og rømmer sig.

– Der var faktisk den detalje, at jeg tre år tidligere havde søgt optagelse på universitetet og var blevet optaget på et studie, der hed Forvaltning med anvendt datalogi. Men jeg havde aldrig været der. Jeg mødte aldrig op. Ikke en eneste gang. Men en gang om året kom der et brev fra Københavns Universitet, hvor der stod, om jeg ønskede at forny mit studiekort, og det gjorde jeg så hvert år. Men efter tre år tænkte jeg, at jeg nu også ville gå i gang med det. Dengang var tingene jo anderledes. Alene det faktum, at jeg havde været indskrevet i tre år og blev nødt til at slå op på et krakkort for at finde ud af, hvor universitetet lå henne. Men det var en anden tid, som han siger.

Blev Venstre-politiker

Da Jens Hjul-Nielsen endelig kom ud til universitetet, vidste det sig endda, at studiet var blevet nedlagt i mellemtiden, så han blev i stedet overført til statskundskab. På den måde kom han til at læse statskundskab og endte så fem år senere som kandidat i statskundskab.

– Jeg skrev speciale sammen med to studiekammerater. Vi skrev 250 sider om, hvorvidt man kunne måle folks politiske holdning på en unidimensionel model eller er nødt til at bruge multidimensionelle modeller. Specialet blev faktisk udvalgt til at blive trykt, og hvis jeg rigtig skal prale, blev det oven i købet stjålet fra biblioteket. Det er nok den største ære, der er tilgået mig til dato, siger han og ler lunt.

– Men jeg tror ellers ikke, at der er ret mange, der siden har ulejliget sig med at læse de 250 sider, siger Jens Hjul-Nielsen, der i samme periode selv havde læst nok partiprogrammer til at føle sig mest hjemme i Venstre, og der var god plads til ham i partiforeningen i Herlev, hvor han dengang boede med sin første kone og deres med tiden to børn.

– Partiforeningen i Herlev var så lille, at alle kunne sidde i kassererens hjørnesofa, så jeg blev stillet op, og det endte også med, at jeg blev valgt i to perioder i kommunalbestyrelsen. Jeg prøvede også at blive folketingskandidat, men det kom der ikke så meget ud af. Det var ved valget i 1998, hvor Uffe ikke blev statsminister. Jeg var halvt blevet lovet en stilling i Venstres sekretariat, hvis jeg ikke blev valgt, men det glippede også. I stedet blev jeg nogle år universitetsunderviser, inden jeg ved skæbnens ironi kom tilbage til busbranchen som regional ansvarlig for busdriften i Københavns Amt.

– Det var min første ledererfaring, hvor jeg pludselig blev sat til at give påtaler til chauffører, der var dobbelt så gamle som mig.

Men pludselig fik han i stedet mulighed for at blive transportchef på Thule Airbase.

– På det tidspunkt var jeg også ”in-between wives”, som man siger. Min første kone og vores børn var allerede flyttet til Sverige, hvor min kone kom fra. Så jeg var allerede blevet adskilt fra mine børn med 700 kilometers afstand, så det var i forvejen langt. Men Thule blev et eventyr, og jeg har stadig gode venner fra den tid, hvor vi var en gruppe på 12 stykker, der fandt sammen. Jeg ved ikke, hvor mange aftener, der gik med at spise engelske vingummier og spille Trivial Pursuit, siger han fornøjet.

Bidt af modeltog

Efter nogle års eventyr og bjerge af engelsk vingummi i Thule kom han tilbage til Danmark og fik en stilling i Banedanmark, inden han skiftede spor og kom til at arbejde i affaldsbranchen i forskellige lederjob.

– Da jeg tog jobbet her, vidste jeg ikke, hvor længe jeg skulle blive i det. Jeg var 47 år dengang, og som leder er det jo normalt, at man zigzagger sig opad karrierestigen med få år hvert sted. På den måde var jeg ikke anderledes end alle andre. Men da jeg så havde været her nogle år, havde jeg fået færdiggjort en uddannelse sideløbende, og da den var færdig, tænkte jeg over, hvad næste skridt var. Jeg havde en ny uddannelse på cv’et og været her et par år, så måske ville det være et godt tidspunkt at søge videre, men jeg brugte en ferie på at tænke over min situation.

Indtil da havde han pendlet fra Helsingborg, hvor han boede dengang.

– Jeg var ugependler som så mange andre, men under min ferie prøvede jeg at gennemtænke fordele og ulemper ved at blive i Bofa-jobbet. Og ret hurtigt kunne jeg se, at jeg havde nogle rigtig gode kollegaer, jeg var glad for mine arbejdsopgaver, jeg var begyndt at falde til i det bornholmske samfund. Og da det stod klart for mig, forstod jeg, at jeg måtte satse 100 procent på Bornholm, siger han og tilføjer, at han også lige ”skiftede kone ved samme lejlighed”.

– Jeg solgte min lejlighed i Helsingborg og købte i stedet et parcelhus i Asakvarteret, og der har jeg boet siden med min nye kone. Men det var to af hinanden uafhængige begivenheder. For jeg mødte faktisk ikke min kone her, hun er fra Ukraine. Og hende har jeg været sammen med siden 2015, og vi blev gift i 2016.

Hvad faldt du for ved Bornholm?

– Det var arbejdet og menneskene. Når du laver de her interviews med tilflyttere, fortæller de jo altid, at det var naturen, de faldt for, med klipperne og skoven, men for at være helt ærlig er det ikke noget, jeg tænker meget over, smiler han ærligt.

– En gang i mellem går min kone og jeg da en tur i Almindingen, og jeg siger jo heller ikke, at Almindingen skal asfalteres. Jeg har ikke noget imod naturen, men jeg er ikke selv den store bruger af den.

Han ser mod skrivebordet.

– For at være helt ærlig er jeg på det her kontor syv dage om ugen på en typisk uge, men jeg kan også godt lide det. Der er altid nogen her, og så synes jeg, at det er rart at køre herop og se, hvordan det går. På den måde ligger der heller ikke en rapport og venter, når jeg møder ind om mandagen, siger den travle direktør, som dog også har tid til sin store fritidsinteresse for modeltog, som også pryder kontoret. Og for nyligt blev han så formand for Modeltog Bornholm.

– Vi har 40 medlemmer, så det er faktisk en stor klub på Bornholm.

Har du selv en bane stående derhjemme?

– Ja, det har jeg da, forsikrer han smilende og finder billeder frem på telefonen af sine egne hjemmebyggede modeltogbaner.

– Mange, der har modeltog, dyrkede det som børn og kom væk fra det, da de opdagede, at piger var mere spændende, men så vender man tilbage til det. Det er sådan en typisk historie. Selv genoptog han sin interesse for modeltog, da han i sin tid flyttede til Sverige. Og her på øen har han altså fundet en del at ”lege med” i fritiden:

– For nogle uger siden var vi for eksempel ude hos et medlem af vores forening, der har en havebane til modeltogene, og så lavede vi nogle flæskestegsburgere bagefter, mens vi hyggede os. Det var sådan en dag, hvor man kørte derfra og tænkte, at det var en god dag, siger han og smiler stort.

– Hvis man gerne vil forhindre flygtningestrømme, krige, at despoter kommer til magten, og at klimaet vælter fuldstændig, så dyr og planter bliver udryddet i store mængder, så skal man genbruge og levetidsforlænge. Foto: Jacob Jepsen

Red verden med affaldssortering

Men ellers nyder han tydeligvis også at gå på arbejde. Og selvom om han ikke er den store bruger af naturen, handler meget af hans job om at bevare den, forklarer han.

– Vi lever i en verden, hvor vi får vi en masse problemer, hvis vi ikke affaldssorterer. Ellers kommer vi til at udpine jorden og får temperaturen til at stige, ligesom det påvirker biodiversiteten, siger direktøren og tilføjer:

– Det har også et sikkerhedspolitisk aspekt. Tænk bare hvor afhænge vi er af Putins gas. Og kampen om resurserne vil sikkert føre til nye krige i fremtiden. Så hvis man gerne vil forhindre flygtningestrømme, krige, at despoter kommer til magten, og at klimaet vælter fuldstændig, så dyr og planter bliver udryddet i store mængder, så skal man genbruge og levetidsforlænge.

– Det er virkelig et budskab, som vi sætter meget højt, siger Bofa-direktøren, der gerne vil forbedre verden fra sit job.

– Efter min mening hjælper affaldssortering på næsten alting, måske ikke nedgroede tånegle, men vi kan udnytte vores resurser og holde priserne nede, siger han og kommer med et konkret eksempel.

– Da jeg var ung i 1980’erne, var det kun yuppierne, der havde råd til mobiltelefoner, siger han og holder hænderne op til øret, som om han nærmest holder en mursten.

– Og det var toppen af prestige, hvis man kunne sidde inde på en smart café med en af de mobiltelefoner, man skulle holde med to hænder og råbe: ”Køb bare aktierne!” eller ”Læg bare kontrakten på plads. Jeg er på kontoret om to timer” og så kunne man slukke den, fordi der ikke var mere strøm på, mens alle de andre ved de andre borde sad og tænkte ”nøj!”

Direktøren smiler.

– Og det er der, vi kommer hen igen, hvis ikke vi er i stand til at genbruge. For så ville de materialer, der indgår i en mobiltelefon, blive så dyre, at vi lige pludselig ville se mobiltelefoner til 30.000-50.000 kroner, så de igen kun bliver for dem, der er villige til at betale. Og det kan vi ikke kun løse herhjemme, for der er formentlig nærmest flere millionærer i Kina, end der er danskere i Danmark, så vi kan ikke påvirke verdensmarkedspriserne. Da jeg var barn, var vi tre milliarder på kloden. I denne uge rundede vi otte milliarder.

Hjælper det så overhovedet at sortere sit affald, hvis man ikke gør det andre steder?

– Nej. Det er det korte svar. Hvis Danmark var det eneste land i verden, der tænkte i bæredygtighed, havde det ingen betydning. Men som minimum gør vi det for at starte et sted. Vi kan jo ikke starte med at affaldssortere i Etiopien. Vi må starte her, siger han og ser mod affaldspladsen udenfor.

– Nu har vi talt meget om mig. Jeg er 57 år nu. Min far blev 92, det kunne jeg godt tænke mig. Min mor blev kun et par og tres. Men lad os bare sige, at jeg bliver 90 år, så har jeg godt 40 år at leve i endnu, og der skal det hele nok gå.

– Men hvad med mine børns generation eller mine måske kommende børnebørns generation? Hvordan ser verden ud i 2122? spørger han med alvorlig mine.

– Det afgør vi i dag af de beslutninger, vi træffer nu. Det er lidt urimeligt, at dem, der bliver mest berørt af det, ikke har mulighed for at påvirke beslutningerne. Men vi har muligheden nu for at gøre noget for vores efterkommere. Derfor synes jeg, at det giver mening, at vi underviser børn i at sortere affald nu, så det får betydning om 90 år.

Vil blive på Bornholm

Bofa-direktørens filosofi er også blevet kendt langt udenfor Bornholms grænser, og han modtager jævnligt repræsentanter fra hele verden, der gerne vil lære af den bornholmske affaldsvirksomhed.

– Det har noget at gøre med, at vi som det første affaldsselskab i verden har meldt ud, at i 2032 lukker vi vores ovn, så alt affald på Bornholm til den tid skal genanvendes eller endnu bedre slet ikke blive til affald overhovedet. Og der var kommunalbestyrelsen modig at godkende det. For de her ting påvirker os jo uanset, om man er nationalkonservativ eller marxist. Det har ingen betydning. Man bliver lige hårdt ramt. Og den vision har skabt meget opmærksomhed, siger Jens Hjul-Nielsen, der også selv er blevet inviteret til konferencer over hele verden, ligesom han blandt andet har været med til at arrangere en konference på Christiansborg, så der siden kom flertal for, at forbrænding ikke var fremtiden. Men selv vil han gerne fortsætte med at redde verden fra sit job på Bofa.

– Hvis jeg selv kan bestemme, bliver jeg her til min pension, så har vi forhåbentlig også opfyldt vores vision. Og så vil jeg gerne blive her på Bornholm, hvor jeg fundet et nyt hjem, efter jeg har været ret omstrejfrende. Jeg har boet i USA, Sverige, Grønland og København, men her synes jeg, at jeg har fundet et samfund, hvor jeg gerne vil blive, og jeg føler allerede, jeg har slået rødder her efter knap ti år, så det er sådan, jeg selv ser fremtiden. Men jeg har også lært, at man ikke kan planlægge altid. Mennesket planlægger, og Gud griner, siger han og slår en latter op, da han fastslår, at hans liv ikke kun har været en ubrudt række af succeser.

– Jeg har da selv oplevet masser af modgang og slag undervejs af den ene eller anden slags. Jeg har for eksempel haft det svært økonomisk flere gange, men når man ser tilbage og kommer ud på den anden side, er det aldrig det, man tænker på.

Hvornår har du så oplevet mest modgang?

– Jeg er på mit tredje ægteskab. Deraf kan du nok regne ud, at der er to ægteskaber, der er endt på en eller anden måde. Og der har også været et par ægteskabslignende forhold, der også er gået i stykker. Og afslutningen af forhold kan altid være lidt svært.

Relationer er både det sværeste og vigtigste i livet, mener han, men også fagligt har han oplevet udfordringer – ikke mindst for nyligt, da Bofa oplevede massiv kritik i forbindelse med den lidt kaotiske overgang til det nye afhentningsselskab og sorteringssystem, som stadig ikke begynder til den planlagte tid. Og selv modtog han i den forbindelse også en masse skrald på de sociale medier.

– Jeg kunne se, hvad folk, jeg overhovedet ikke kendte, skrev i kommentarfeltet. Det syntes jeg faktisk var meget ubehageligt til trods for, at jeg også tidligere har været i job med meget opmærksomhed.

Hvordan tackler du det?

– Jeg går bare i seng og står op næste morgen. Det banale udtryk med, at tiden læger alle sår, er jo sandt.

Tror du også, at modgang gør stærkere?

– Ja, på en eller anden måde. Ikke forstået på den måde, at jo mere modgang man får, jo bedre er det, men senere i livet kan man bruge sine svære erfaringer til at stå igennem andre kriser, så man har noget at stå imod med. På den måde gør modgang stærkere, men det er ikke sådan, at jeg ligefrem anbefaler det, siger Bofa-chefen, som også menneskeligt set har gjort det til en livsstil at genbruge sine eksistentielle erfaringer.

– Al livserfaring må man se som et værktøj, man kan bruge til at løse og analysere nye udfordringer.

Hvad vil du gerne huskes for?

Bofa-direktøren fra Valby tænker længe, før han svarer.

– Jeg tror helst, at jeg vil huskes for, at jeg var flink, kommer det så i et smil.

– Selvfølgelig er det fint, hvis folk siger, at jeg var god til at regne eller intelligent eller en visionær chef.

– Men i virkeligheden tror jeg helst, at jeg vil huskes for, at jeg var flink.

 

Blå bog

Jens Hjul-Nielsen.

Født 1965

Direktør for Bofa. Kandidat i statskundskab. Har siddet som leder i en række forskellige virksomheder fra Banedanmark til ISS. Far til to voksne sønner, som han har fra et tidligere forhold.