Der er en uge til, at de nye affaldsordninger træder i kraft, hvor affaldet som bekendt skal sorteres i 12 forskellige fraktioner.
De nye skraldespande er blevet leveret, hvorpå man kan læse, at de først må tages i brug fra den 1. oktober; altså når den nye ordning går i gang. Indtil da benyttes det gamle affaldsstativ, hvor det meste skrald lige nu smides i samme sæk.
Det afføder et par spørgsmål. For når man først må bruge de nye spande fra 1. oktober, hvad sker der så med den sæk restaffald, man når at opmagasinere, fra affaldet hentes sidste gang i september, til man får hentet affald første gang under den nye ordning? Kan man risikere at stå med en sæk affald, som ikke hentes, fordi den ikke er sorteret, eller skal man i stedet allerede begynde at sortere nu?