Sidste år klagede Klimabevægelsen til Europa-Parlamentets Borgerklageudvalg, fordi den mener, at der bør laves en klima- og miljøredegørelse for hele projektet. Det vil sige en vvm-redegørelse for både anlægsarbejdet og driften samt byggeri, metro og ringvej. Den arbejder også på en stævning af regeringen for at standse projektet, indtil en komplet redegørelse er udarbejdet.
Der vil ske en påvirkning
Det er udviklings- og driftsselskabet By & Havn, der har fået tilladelse til at anlægge en ny halvø i Københavns Havn mellem Nordhavn og Refshaleøen. Ifølge By & Havn har man siden 2018 arbejdet med at kvalificere og miljøvurdere projektet. Det gælder blandt andet gennemstrømningen i Øresund og salttransport til Østersøen.
Ifølge By & Havn medfører Lynetteholms etablering en lille påvirkning af gennemstrømningen i Øresund og dermed også af transporten af salt til Østersøen.
"Det er beregnet, at vandgennemstrømningen af Øresund blokeres med 0,23-0,25 procent, og for transporten af salt til Østersøen er blokeringen 0,21-0,23 procent. Det er ligeledes beregnet, at effekterne af vandgennemstrømningen vil være udlignet efter cirka 10 år og salttransporten efter 13 år på grund af den klimarelaterede havvandstigning på cirka to centimeter," skriver By & Havn, der ejes af Københavns Kommune (95 procent) og staten (fem procent).