– Man kan godt sortere ting ud – ikke fra vådt restaffald – men fra tørt. Så det er en forudsætning, at man fysisk kan få det ud på et transportbånd, og så kan nogle sensorer godt registrere og få det skilt ad, og se hvad der er plast, metal, papir og så videre. Problemet er, når materialerne hænger sammen og er blandede. For eksempel hvis affaldet ligger i flere lag, så registrerer man måske kun det øverste lag. Der er grænser for, hvad sensorerne kan registrere, og det er klart, at jo bedre det skal gøres, desto mere koster de her anlæg også, fortæller Thomas Fruergaard Astrup, der samtidig advarer mod at se på affaldet som en statisk størrelse.
– Det bliver ofte fremhævet, at teknologierne bliver bedre og bedre, og det er rigtig nok, men vi kan jo også blive bedre til at udsortere vores affald i hjemmet. Ingen af de to ting er statiske. Det er vores affald i øvrigt heller ikke. Der bliver hele tiden stillet større krav til emballagen på de varer, vi køber. Det skal være mere ensartet og nemmere at adskille, og over tid kommer vi forhåbentlig til at købe varer, der holder længere og er mere cirkulære. Så den del ændrer sig også, siger DTU-professoren.
– Derudover er der jo også nogle adfærdsmæssige ting i det her. Man skal tænke på den udvikling, vi har været igennem i Danmark bare de seneste fem år. Jeg tror, det har haft stor betydning for folks bevidsthed om, hvad man genererer af affald, og hvad det har af betydning. Folk vil gerne gøre en ekstra indsats. Det er en faktor, som jeg synes er værd at tage med, når man taler om det her.
Tidende har forsøgt at spørge Bofa, hvordan man ser på de forskellige sorteringsløsninger, og om et centralt sorteringsanlæg, som eksempelvis det man arbejder på i Odense, overhovedet er realistisk på Bornholm. Det har ikke været muligt at få en kommentar.